Aalborg Håndbold sled gæsterne fra Skjern op og sejrede 31-25 i Santander Cup-kvartfinalen.
Onsdag aften var det knald eller fald, da Aalborg Håndbold i Sparekassen Danmark Arena skulle forsøge at booke billet til Santander Final4, en plads som også dagens modstander fra Skjern Håndbold var ivrige for at sikre sig.
I forhold til lørdagens sejr over Fredericia HK var Lukas Nilsson tilbage efter sygdom, hvilket betød at Patrick Wiesmach gled ud af truppen.
Cheftræner Simon Dahl måtte dog se sit hold følge mønsteret fra de seneste kampe, hvor man offensivt ikke kom optimalt fra land med hele tre misbrugte afslutninger i de første angreb.
I målet indledte Niklas Landin med redning, men måtte også se hurtige Noah Gaudin sende kuglen i kassen to gange, mens René Rasmussen nettede en gang, inden Aalborg Håndbold kom på tavlen ved Aleks Vlah efter mere end fem minutters spil.
De rapfodede vestjyder fortsatte med at volde Aalborg-forsvaret problemer og efter blot 10 minutter var Skjern i front med 4-7. Dermed mindede kampen om ligaopgøret for knap to måneder siden, hvor Skjern-mandskabet også havde et godt tag på de regerende mestre.
Allerede efter 12 minutter blev Felix Möller sendt i aktion i forsvaret for at sætte en stopper for den grønne fremmarch, ligesom også Lukas Nilsson minutter efter kom i kamp.
Alligevel kom man aldrig tids nok frem til en skarpt skydende Gaudin, der gang på gang tog fusen på den nordjysk midtblok med hurtige og præcise afslutninger, der ikke gav Landin mange chancer i målet.
Via to opfangede bolde fik hjemmeholdet efter 17 minutter endelig straffet Skjern med to reduceringer, men med mulighed for at komme på omgangshøjde 11-11 sendte Thomas Arnoldsen et missil på ydersiden af stolpen.
Heldigvis viste Landin i den følgende periode igen hvorfor han er blandt verdens bedste målvogtere, men tre fine redninger blev ikke udnyttet efter fortjeneste i modsatte ende, førend Lukas Nilsson endelig kunne bringe balance på måltavlen med sin første fuldtræffer efter knap 25 minutter.
Herfra fulgtes holdene ad scoring for scoring frem mod pausefløjtet inden Landin igen viste klassen og snuppede et skud fra Joaquim Nazaré, men med muligheden for at tage en pauseføring måtte også Lukas Nilsson se sin afslutning reddet.
Anden halvleg startede med ny føring til gæsterne, mens anfører René Antonsen kortvarigt måtte gå fra banen efter et slag til den ene arm.
Heldigvis var det blot en forskrækkelse, så Antonsen hurtigt var med igen, og på banen fortsatte Landin med to nye redninger. Denne gang blev de også omsat til scoringer, så Kristian Bjørnsen efter 33 minutter kunne give hjemmeholdet kampens første føring.
Galleri – klik for større fotos
Kort efter fulgte også kampens første udvisning, der gik til Lukas Nilsson for en forseelse mod Gaudin, men to mål på straffekast af Thurin betød at undertallet endte med en 17-15 føring til Aalborg Håndbold.
Skjern udlignede hurtigt, inden det var gæsternes Senjamin Buric’ tur til at tage plads på bænken i to minutter, hvilket gav tre hurtige nordjyske fuldtræffere.
Nok engang var momentum dog kun kortvarigt i Aalborg-favør, da næste mand i dommerens sorte bog blev Thomas Arnoldsen, men igen overlevede man flot i undertal, så Miguel Martins efter 43 minutter kunne hamre sit andet mål i kassen til 22-18 føring.
Med flot opbakning fra de 5.135 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena blev gæsterne for alvor sat under pres og skulle nu kæmpe med næb og kløer for at hænge på i kampen.
Forhastede beslutninger fra Lukas Nilsson og Thomas Arnoldsen kastede en unødvendig redningskrans i gæsternes retning og de grønklædte var ikke sene til at tage imod tilbuddet, så hvad der kunne have været en føring på fem mål efter 48 minutter i stedet var reduceret til to ved stillingen 24-22.
For atter at få greb om kampen gik Simon Dahls mandskab efter en timeout i gang med syv-mod-seks spillet. Det træk skulle vise sig at blive afgørende.
Med højt tempo og stor bevægelighed blev Thomas Arnoldsen i to omgange spillet fri til scoring, mens Landin i modsatte ende kom i vejen for to afslutninger. Det betød at Bjørnsen fra en spids vinkel kunne skrue bolden i nettet til 27-22 med mindre end otte minutter igen.
Trods en timeout virkede gæsterne nu som en bil der var løbet tør for benzin, mens Aalborg-truppens bredde igen havde vist sit værd, så man kunne køre længere på literen end modstanderen.
Således kunne Bjørnsen øge yderligere med en ny fløjscoring og selvom Skjern fik to ubesvarede mål i kassen, var det for lidt og for sent, da nordjyderne igen gik i syv-mod-seks med succes.
Jack Thurin brød igennem til sikker scoring inden en flot kombination endte med et vip til Arnoldsen, der utageligt scorede til 30-24.
De sidste minutter var derfor blot et spørgsmål om at malke uret førend slutfacit 31-25 var en realitet.
Aftenens resultat betyder, at Aalborg Håndbold for andet år i træk er klar til Santander Final4 i Boxen i Herning, der afvikles i weekenden 15-16. februar.
Lørdag aften venter årets sidste kamp, når Mors-Thy Håndbold gæster Sparekassen Danmark Arena i Herreligaens 17. spillerunde.
Matchfacts Santander Cup kvartfinale
Aalborg Håndbold – Skjern Håndbold 31-25 (13-13)
Stillinger undervejs
10’ 4-7, 20’ 10-11, 30’ 13-13, 40’ 20-17, 50’ 26-22, 60’ 31-25
Målscorere Aalborg Håndbold
Jack Thurin 8, Thomas Arnoldsen 7, Kristian Bjørnsen 4, Lukas Nilsson 3, Miguel Martins 3, Aleks Vlah 3, Felix Möller 2, Buster Juul 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 36,84% (14/38)
Målscorere Skjern Håndbold
Noah Gaudin 8, Joaquim Nazaré 4, Lasse Mikkelsen 4, Vetle Rønningen 2, Jakob Rasmussen 2, Viktor Bergholt 1, Senjamin Buric 1, Emil Bergholt 1, Bjarke Christensen 1, René Rasmussen 1
Redningsprocenter Skjern Håndbold
Christoffer Bonde – 23,08% (9/39)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 2
Skjern Håndbold: 1
5.135 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena