Final4-pladsen sikret via komfortabel sejr

Via en fremragende anden halvleg nedkæmpede Aalborg Håndbold torsdag aften Skjern Håndbold med 30-23 i Santander Cup-kvartfinalen i Sparekassen Danmark Arena.

Til aftenens vigtige pokalkvartfinale i Santander Cup måtte cheftræner Stefan Madsen se bort fra to mand, i det Aleks Vlah sad over med en skavank i det ene knæ, mens Patrick Wiesmach var ramt af sygdom.

Senest de to hold mødtes i november måned blev det en tæt og intens affære, og indledningen på aftenens kamp fortsatte i netop det spor. Tæt som følge af to gode forsvar og målmænd, og intens fordi der fra start blev spillet med musklerne i begge ender.

Også målmand Niklas Landin fik fra start en hovedrolle med flere gode redninger på gæsternes afslutninger, understreget af en overlegen et-hånds-redning fra Joaquim Nazarés underhåndshammer.

De fine redninger gav gode chancer i modsatte ende af banen, hvor Skjern-målvogter Christoffer Bonde dog også kom godt fra land, så stillingen ganske retfærdigt var 4-3 efter de første 10 minutter.

Rent offensivt havde begge hold det bedst i kontraløbene, mens man i det etablerede angrebsspil havde noget sværere ved at komme til scoringer, hvilket bekom gæsterne bedst, da man alene i de første 13 minutter profiterede på hele tre fejlafleveringer fra Aalborg-offensiven.

Det førte kortvarigt til en Skjern-føring på 6-5, men igen var Landin en vigtig mand for hjemmeholdet, og leverede redningerne der grundlagde fire ubesvarede nordjyske mål, to af hvilke var signeret Kristian Bjørnsen.

Tremåls-føringen tvang vestjyderne til kampens første timeout, men alligevel måtte gæsterne gå hele seks et halvt minut uden scoringer, inden Alfred Jönsson kunne reducere til 9-7 på straffekast.

Den taktiske pause ændrede således ikke på situationen på banen, hvor holdene fortsat var jævnbyrdige. Via yderligere straffekast-scoringer fra Alfred Jönsson kom Skjern alligevel tilbage i kontakt, inden et stolpeskud fra Thomas Arnoldsen betød at Noah Gaudin kunne udligne til 11-11 efter små 25 minutter.

Ingen af holdene kunne således få greb om kampen, og efter en lille periode med Skjern-overtag svingede tingene mod første halvlegs slutning atter Aalborg Håndbolds vej, så man kunne gå til pausen med en 14-12 føring.

De gode takter fortsatte fra anden halvlegs start, og fem minutter inde i anden omgang havde Kristian Bjørnsen nettet yderligere to gange, så hjemmeholdet førte 17-13.

Galleri – klik for at se større fotos

Med muligheden for potentielt at bringe sig afgørende i front, måtte man dog igen se Skjern komme tilbage i kampen via scoringer fra Alfred Jönsson og Simen Pettersen, men denne gang blev den vestjyske opblomstring kortvarig.

Efter flere hakkende tilløb var Aalborg-maskinen endelig i gear, og forsvar og angreb ramte en rytme, hvor der blev lukket godt af i den ene ende, mens Skjern-forsvaret var blevet låst op, blandt andet via stærkt spil fra Thomas Arnoldsen og langskudsmissiler fra Lukas Nilsson.

Disse blev fulgt op af scoringer fra anfører René Antonsen og netop Arnoldsen, så stillingen efter 49 minutters spil var 25-20 i nordjysk favør.

Som tiden gik steg Skjern-mandskabets rådvildhed markant, og da Mikkel Hansen kort efter hakkede endnu en fuldtræffer i nettet, efterfulgt af en friløbsscoring til Sebastian Barthold, var kampen reelt ved at nærme sig en afgørelse.

De resterende 10 minutter kunne hovedparten af de 5.045 tilskuere glæde sig over en målmandsopvisning fra kampens spiller Niklas Landin, der gang på gang kom i vejen for Skjern-skytterne, inden jublen til sidst kunne bryde endegyldigt løs, da sejren på 30-23 var en realitet.

Aftenens resultat betyder at Aalborg Håndbold er kvalificeret til februar måneds Santander Final4-stævne i Boxen i Herning, hvor en lodtrækning efter kampen magede det således, at man i semifinalen skal møde Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

I den anden semifinale mødes Fredericia HK og GOG.

Nærmere information om billetsalg til Santander Final4-følger her på siden i løbet af fredag.

Matchfacts Santander Cup kvartfinale

Aalborg Håndbold – Skjern Håndbold 30-23 (14-12)

Stillinger undervejs

10’ 4-3, 20’ 9-7, 30’ 14-12, 40’ 20-15, 50’ 26-20, 60’ 30-23

Målscorere Aalborg Håndbold

Kristian Bjørnsen 6, Mikkel Hansen 5, Thomas Arnoldsen 4, Mads Hoxer 4, Simon Hald 3, Lukas Nilsson 3, René Antonsen 2, Sebastian Barthold 2, Martin Larsen 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 48,9%

Fabian Norsten – 100%

Målscorere Skjern Håndbold

Alfred Jönsson 7, Joaquim Nazaré 6, Simen Pettersen 5, Jakob Rasmussen 1, Viktor Bergholt 1, Noah Gaudin 1, René Rasmussen 1, Senjamin Buric 1

Redningsprocenter Skjern Håndbold

Christoffer Bonde – 28,2%

Tim Winkler – 0%

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 2

Skjern Håndbold: 3

5.045 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

Forløsning i anden halvleg, da Skanderborg-AGF blev besejret

For anden kamp i træk førte Marinus Munk an på måltavlen, denne gang med ni scoringer, da Aalborg Håndbold overvandt en sløj første halvleg og sejrede 28-24. Med Mads Hoxer...

Praktisk information til aftenens dyst mod Skanderborg-AGF

Læs praktiske informationer til aftenens opgør i Herreligaen i Sparekassen Danmark Arena. Billetter Der er endnu få ledige billetter til kampen – bestil dem via linket herunder. Find billetter her...

Aalborg Håndbold på ny pointjagt søndag aften

Søndag kl. 20.00 venter et ægte efterårsbrag, når Skanderborg-AGF gæster Sparekassen Danmark Arena – en kamp som torsdagens målhelt Marinus Munk her ser frem mod. Efter torsdagens nederlag i Barcelona...

Håndbold i verdensklasse