Når mændenes pokaltitel skal uddeles 4.-5. februar næste år, satser arrangørerne på, at det kommer til at foregå i et fyldt Gigantium i Aalborg. Tirsdag 13. december bliver de 8.600 billetter til kampene lørdag og søndag sat til salg via www.final4.dk.
De fire Final4 klubber, AG København, Aalborg Håndbold, Nordsjælland Håndbold og Ajax København har sammen med Divisionsforeningen Håndbold store forventninger til, at der bliver pres på billetsalget fra start.
– Efter at vi kunne fortælle, at Final4 bliver afviklet i Gigantium Arena i Aalborg har jeg oplevet stor interesse og mange forespørgsler fra vores område. Jeg har måttet bede folk om at være tålmodige, da vi havde noget praktik omkring billet-salget, der lige skulle på plads. Men nu er vi klar og åbner for salget tirsdag 13. december via www.final4.dk, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold.
Nordea Cup Final4 har undergået flere forandringer siden i fjor, hvor formatet blev testet for første gang med semifinaler semifinaler den første dag og finale på andendagen. Sådan bliver det også denne gang i Gigantium. Aalborg Håndbold møder Nordsjælland Håndbold og AG København spiller mod Ajax, København lørdag 4. februar, hvorefter de to vindere mødes i finalen søndag 5. februar.
– Vi bygger videre på de erfaringer, der blev høstet i fjor. Med flytningen af arrangementet til Aalborg har vi skabt både rammer og indhold til en fantastisk to-dages håndbold-fest, og vi vil udfylde dem med god håndbold og underholdning for hele familien, siger Arne Buch, der er kommerciel chef i Divisonsforeningen Håndbold.
Hos klubberne øst for Storebælt ser man frem til Final4 i Aalborg:
– Final4 er det helt rigtige koncept for afviklingen af den danske pokalturnering, og vi tager endnu et skridt med denne sæsons udgave i Aalborg. Vi glæder os til at spille i en fyldt Gigantium – og satser naturligvis på at være med begge dage, siger AG Københavns adm. direktør Søren Colding.
For 1. divisionsklubben Ajax, København, bliver det en stor oplevelse at spille Final4 – og for træner Christian Dalmose en helt én af slagsen, når han vender tilbage til Gigantium, hvor han stod i spidsen for Aalborg DH i perioden 2004-2007.
– Jeg glæder mig til gensyn med Aalborg og Gigantium, hvor jeg altid er blevet behandlet godt. Vi tager derop for at spille vores chance, men er naturligvis klar over, at vi står over for en vanvittigt vanskelig opgave, siger Dalmose om udsigten til at møde AG København.
I Nordsjælland Håndbold er man bevidst om, at de fleste tilskuere i Gigantium vil holde med modstanderen, hjemmeholdet Aalborg Håndbold, i lørdagens semifinale.
– Men det er vi forberedt på. Vi glæder os bare til at blive en del af den store begivenhed, som Final4 er, siger Nordsjælland Håndbolds formand, Hans Henrik Mortensen.