Fløjene flænsede TTH

Med seks scoringer hver gik Magnus Norlyk og Patrick Wiesmach forrest i søndagens ligasejr på 31-29 over TTH Holstebro, en kamp der også havde hele 12 udvisninger.

Søndag aften gjaldt det sæsonens første hjemmekamp i Bambuni Herreligaen, hvor Aalborg Håndbold efter sejre i Bambuni Supercup, samt ligapremieren på udebane onsdag aften, endelig var tilbage i vante rammer i Sparekassen Danmark Arena.

Cheftræner Simon Dahl kunne byde Patrick Helland Anderson velkommen tilbage i spillertruppen, mens Lukas Nilsson fortsat var ukampdygtig med en skade og Sander Sagosen måtte melde forfald grundet sygdom.

Dagens start-syver bestod af Niklas Landin på mål, Magnus Norlyk og Patrick Wiesmach på fløjene, Marinus Munk, Mads Hoxer og Juri Knorr i bagkæden, samt Felix Möller på stregen. I defensiven vekslede Hoxer med Vetle Rønningen, mens Knorr vekslede med Thomas Arnoldsen.

Opgøret fik en livlig start, da gæsterne allerede efter godt ét minut fik kampens første udvisning, hvilket Aalborg Håndbold udnyttede til at bringe sig foran med to mål ved stillingen 3-1.

Ingen af holdene fandt dog de defensive løsninger fra start, hvorfor målene strøg ind i en lind strøm indledningsvis.

Løbende roterede Munk, Knorr, Arnoldsen og Hoxer i angrebet, så der konstant var friske kræfter på spil, mens man efter godt syv minutter skubbede Marinus Munk frem i et fem-et forsvar, for at stresse vestjydernes offensiv.

På dette tidspunkt var stillingen 6-3 i aalborgensisk favør, inden TTH’s Emil Reitan med et ekvilibristisk skud fik leveret sin tredje scoring.

En fejludskiftning fra Vetle Rønningen kostede to minutter i undertal, mens tekniske fejl og afbrændere gav grus i maskineriet, så udeholdet nu kom bedre med i kampen og fik lukket hullet yderligere til 8-7 efter knap et kvarters spil.

I målmandsduellen kom Niklas Landin bedst fra land med tre redninger og en scoring i tomt net, men også her kom TTH efter det, så Gustavo Capdeville efter et kvarter nåede op på samme antal redninger.

En unødvendig udvisning til hvert mandskab fulgte, inden Simon Hald efter 19 minutter kom i spil for første gang, for sammen med Rønningen i midtblokken at få lukket af for de vestjyske skud fra distancen.

Det lykkedes omgående, så en Landin-redning blev vekslet til Juri Knorrs første scoring til 12-8 efter 22 minutter, inden Anton Lindskog kom på banen.

Svenskeren var lynhurtig på et opgiverkast, der sendte Magnus Norlyk i fuldt firspring mod gæsternes mål, hvor han dog blev nedlagt med ulovlige midler, så TTH’s Mathias Smed måtte tage plads på bænken i to minutter.

Halds først fuldtræffer fulgte kort efter til 14-10, inden det var Lindskogs tur til at indkassere en udvisning.

Med to minutter til pausen var det Aalborg Håndbolds tur til at kalde timeout, men det blev udeholdet der kom bedst til pausen med to ubesvarede scoringer, som følge af tre misbrugte nordjyske muligheder.

Derfor viste måltavlen 15-14 efter de første 30 minutter.

Fra anden halvlegs start viste de danske mestre til gengæld, hvor legende let håndbold kan se ud.

To scoringer fra Juri Knorr, der med sin fart strøg igennem gæsternes forsvar, blev fulgt af scoringer fra Felix Möller og Patrick Wiesmach, begge på flotte assists fra Arnoldsens hånd.

Galleri – klik for større fotos

Føringen nåede 19-15, men træerne voksede desværre ikke ind i himlen, og i stedet tog TTH’s Capdeville i målet igen fra, så vestjyderne kom på 21-19 efter 40 minutter.

Med Vetle Rønningen som højt liggende bølgebryder blev der dog sat en effektiv stopper for gæsternes offensiv, mens Patrick Wiesmach fortsat viste stor skarphed i modsatte ende af banen og kunne nette til 23-19.

Patrick Helland Anderson fik herefter sæsondebut, i det nordmanden havde været oversidder i de første gældende kampe grundet en brækket næse. Bagspilleren kunne kort efter se gæsternes Magnus Bramming få sit holds femte udvisning, efter fløjspilleren snittede Landin i hovedet på en afslutning.

I overtallet øgede Arnoldsen til 25-20, og nu havde mestrene for alvor fået greb om tingene, mens arenauret arbejdede i nordjysk favør.

Med 10 minutter tilbage var føringen fortsat på fire mål, og Magnus Landin blev nu skiftet ind, for med sine defensive kvaliteter at bidrage til at køre sejren i hus. Den opgave blev løst fornemt med første aktion, hvor han kløgtigt snuppede han bolden fra gæsterne.

Andersons mulighed i fri position blev desværre afværget af en refleksredning, inden gæsterne efter en timeout trak en dobbelt-udvisning på Simon Hald – en beslutning som de 5.263 tilskuere bestemt ikke var enige i.

Ondt blev værre, da Felix Möller kort efter også blev vist to fingre af kampens dommerpar, så TTH nu fik alle muligheder for at gøre comeback med to mand i overtal.

Heldigvis viste Niklas Landin igen-igen sin store klasse, da han snuppede Emil Grønbechs afslutning fra klos hold.

Sparekassen Danmark Arena kogte nu i sensommervarmen, og temperaturen steg yderligere et par grader, da Juri Knorr i to omgange blev nedlagt på hårdhændet vis. Retfærdigheden skete dog fyldest, da en af disse kostede en udvisning, hvorefter Wiesmach med sin sjette fuldtræffer tilsyneladende lukkede kampen med scoring til 29-25.

I de sidste minutter satsede TTH alt på syv-mod-seks spillet, og med en scoring og et rødt kort til Vetle Rønningen, forblev spændingen intakt.

Med føring på 30-28 og ét minut tilbage i kampen kom Aalborg Håndbold under stort pres over hele banen, men symptomatisk for opgøret blev det en fløjspiller, Magnus Norlyk, der lukkede og slukkede festen med scoring til 31-28.

Dermed er Aalborg Håndbold sammen med GOG og Ribe-Esbjerg de eneste hold i Bambuni Herreligaen, der er noteret for sejre i de to første spillerunder.

Allerede onsdag aften er der mulighed for at hente yderligere point, når Fredericia HK kommer på besøg i Sparekassen Danmark Arena.

Matchfacts Bambuni Herreligaen

Aalborg Håndbold – TTH Holstebro 31-29 (15-14)

Stillinger undervejs

10’ 7-4, 20’ 11-8, 30’ 15-14, 40’ 21-19, 50’ 27-23, 60’ 31-29

Målscorere Aalborg Håndbold

Magnus Norlyk 6, Patrick Wiesmach 6, Mads Hoxer 4, Felix Möller 4, Juri Knorr 4, Thomas Arnoldsen 2, Marinus Munk 2, Niklas Landin 1, Patrick Helland Anderson 1, Simon Hald 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 34,14% (14/41)

Fabian Norsten – 0% (0/1)

Målscorere TTH Holstebro

William Aar 5, Eskil Reitan 5, Magnus Storgaard Pedersen 4, Jonas Raundahl 4, Emil Reinholdt Hansen 3, Lucas Amby 3, Jóhannes Andrason 2, Teis Horn Rasmussen 2, Joachim Lyng Als 1

Redningsprocenter TTH Holstebro

Emil Schatzl – 20% (1/5)

Gustavo Capdeville – 25,71% (9/35)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 6

TTH Holstebro: 6

Rødt kort

Aalborg Håndbold: Vetle Rønningen 59’

TTH Holstebro: ingen

5.263 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

Mlandin_PSG

Pokalkamp fastlagt

1/8-finalen på udebane i Pokalturneringen mod HØJ Elite spilles onsdag 23. september.
Aalborg Håndbold - PSG træningskamp

Praktisk information til dagens kamp mod TTH Holstebro

Læs praktisk info til kampen i Sparekassen Danmark Arena.
Aalborg Håndbold - PSG træningskamp

Tobias Nielsen glæder sig til officiel hjemmedebut

Søndag aften venter sæsonens første hjemmekamp i Bambuni Herreligaen mod TTH Holstebro - en kamp som fløjspiller Tobias Nielsen ser meget frem til.

Håndbold i verdensklasse