Aalborg Håndbold fejrede onsdag aften sin 13-års fødselsdag ved at besejre gæsterne fra SønderjyskE med stensikre 32-24. Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen delte topscorere med hver seks mål.
Efter sjældne to nederlag i træk skulle Aalborg Håndbold onsdag aften forsøge at rejse sig mod gæsterne fra SønderjyskE, som man tidligere på sæsonen besejrede på udebane.
Cheftræner Stefan Madsen kunne byde Sebastian Barthold velkommen tilbage i truppen, mens Marinus Munk til gengæld måtte sidde ude grundet sygdom.
I en fødselsdags-festlig kulisse i Sparekassen Danmark Arena, var det netop Aalborg Håndbold der kom bedst fra start, da man efter fire minutter havde bragt sig i front 3-0, mens Niklas Landin i målet i to omgange havde leveret redninger.
Hjemmeholdet kom relativt let til de første scoringer, men gæsterne fandt desværre også nøglen til Aalborg-defensiven, og den tidlige føring var efter 10 minutter ændret til 5-4 på måltavlen, blandt andet via to fine fuldtræffere fra gæsternes Oliver Eggert.
I to omgange førte indspil til René Antonsen på stregen til boldtab, men den nyligt kontraktforlængede anfører tog revanche midtvejs i halvlegen med to mål. Samme opskrift forsøgte sønderjyderne også, og både Jacob Bagersted og Morten Bjørnshauge formåede fra stregen at passere Landin i målet, inden sidstnævnte tog revanche med to redninger fra klos hold.
Uden at spille sig ud blev en ny tre-måls føring opbygget for værterne, der i det 18. minut måtte se Lukas Nilsson drøne hårdt i gulvet efter en voldsom tackling fra Morten Bjørnshauge, der til gengæld fik et direkte rødt kort af kampens dommerpar.
Det efterfølgende overtal kastede to scoringer fra Buster Juul af sig, ligesom også Simon Hald nettede fra stregen, og da Niklas Landin samtidig kunne lukke godt af i modsatte ende, blev konsekvensen en 13-7 føring efter 21 minutters spil.
I et forsøg på at komme tilbage i opgøret valgte gæsterne at spille syv-mod-seks i angrebet, og trækket gav til dels pote med to scoringer, men blev dog delvist ødelagt af Kristian Strandens 2-minutters udvisning.
En dårlig stime med fire afbrændere og to boldtab fra Aalborg Håndbold betød dog, at SønderjyskE kunne slutte første halvleg med tre reduceringer, så stillingen ved pausen var 15-12.
Dermed blev gæsterne unødvendigt inviteret ind i opgøret igen, og Stefan Madsen kvitterede ved at sende Sebastian Barthold, Thomas Arnoldsen og Patrick Wiesmach i aktion fra anden halvlegs start.
Trioen gav fornyet fart og energi i spillet, og Arnoldsen indledte med en hurtig scoring, mens Barthold måtte se sit første forsøg fra fløjen pillet af SønderjyskE-keeper Kasper Larsen. Selvsamme Larsen blev dog kort efter atter passeret igen af Arnoldsen, som samtidig trak en 2-minutters udvisning.
Galleri – klik for større fotos
Overtallet blev udnyttet til at øge Aalborg-føringen til 20-14, og i denne fase af kampen var det Mads Hoxer der gik forrest med tre scoringer og to assists på seks minutter.
Thomas Arnoldsen ville dog ikke stå tilbage for sin kollega, og stortalentet sendte med sin fjerde scoring i halvlegen Aalborg Håndbold yderligere i front ved stillingen 25-16 efter 43 minutter.
Dermed var kampen stort set afgjort, og selvom man i den seneste uges to kampe havde sat føringer over styr, så havde gæsterne nu smidt det lyseblå håndklæde i ringen.
Det sidste kvarter blev der således også spilletid til Fabian Norsten i målet, og svenskeren kunne sammen med de 4.885 fremmødte tilskuere se Thomas Arnoldsen banke sit femte mål i kassen til stillingen 30-18, en scoring der kom på straffekast, efter at de normale skytter Mikkel Hansen og Buster Juul tidligere i opgøret havde misset fra straffelinjen.
Selvom foden blev taget af gaspedalen i de sidste minutter, blev sejren på 32-24 kørt sikkert i hus, så Aalborg Håndbold kunne øge forspringet i toppen af Herreligaen til fem point til nærmeste forfølger fra Fredericia HK.
Lørdag venter årets sidste ligakamp på udebane mod TMS Ringsted, inden det torsdag aften i næste uge gælder den vigtige kvartfinale i Santander Cup mod Skjern Håndbold, et opgør der afvikles i Sparekassen Danmark Arena.
Matchfacts Herreligaen
Aalborg Håndbold – SønderjyskE 32-24 (15-12)
Stillinger undervejs
10’ 5-4, 20’ 12-7, 30’ 15-12, 40’ 22-16, 50’ 28-17, 60’ 32-24
Målscorere Aalborg Håndbold
Mads Hoxer 6, Thomas Arnoldsen 6, Lukas Nilsson 5, René Antonsen 4, Kristian Bjørnsen 3, Simon Hald 3, Buster Juul 2, Aleks Vlah 1, Patrick Wiesmach 1, Sebastian Barthold 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 43,3%
Fabian Norsten – 12,5%
Målscorere SønderjyskE
Oliver Eggert 7, Andreas Lang 4, Nicolaj Jørgensen 3, Alec Smit 3, Jacob Bagersted 1, Morten Bjørnshauge 1, Tobias Gregers Schmidt 1, Tobias Olsen 1, Tobias Torpegaard Møller 1, Nikolaj Svalastog 1, Peter Lausten 1
Redningsprocenter SønderjyskE
Kasper Larsen – 33,3%
Julius Sten – 13,3%
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 0
SønderjyskE: 3
Rødt kort
Aalborg Håndbold: –
SønderjyskE: Morten Bjørnshauge
4.885 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena