Forrygende præstation giver point i Szeged

En fantastisk holdpræstation så længe ud til at føre til sejren på en af Europas sværeste udebaner i ungarske Szeged. Efter en ærgerlig afslutning sikrede hjemmeholdet sig dog det ene point, da de scorede til slutresultatet 26-26 få sekunder før tid i aftenens VELUX EHF Champions League kamp.

Vi gik ind til kampen som store underdogs men gik uimponeret til værks og satte os på føringen fra opgørets begyndelse.

Det var bl.a. takket være en særdeles velspillende Kristian Sæverås i mål, som inden for fem minutter i kampens indledning snuppede ikke mindre end tre straffekast fra MOL-Pick Szeged.

De store redninger var med til at spille initiativet over på vores hænder.

Angrebsmæssigt gik vi hurtigt over til 7 mod 6 spillet, og med store tålmodighed og kløgt holdte vi os i teten.

Undervejs i første halvleg var vi foran med tre mål, men i størstedelen af de første 30 minutter var det med ungarerne lige i hælene på os.

En god afslutning på første halvleg vendte 12-12 til en pauseføring på 15-13.

I anden halvleg fortsatte de gode takter. Vi matchede i store perioder MOL-Pick Szeged fysisk, og med en storspillende Kristian Sæverås i mål spillede vi kampen igennem med en solid defensiv.

Offensivt fortsatte vi de fine takter fra første halvleg. Vi spillede koncentreret, holdte os på meget få tekniske fejl, spillede med mod og også den nødvendige frækhed i en kamp som denne.

Hjemmeholdet havde dog fra anden halvlegs start sat Roland Mikler på mål, og han diskede op med flere store redninger. Samtidigt manglede vi den nødvendige grundighed i afslutningerne.

Det udnyttede hjemmeholdet til at holde sig inde i kampen, og på trods af en føring på fire mål, så endte det hele med en tæt afslutning.

Med knap et minut igen gav Buster Juul os dog en smule luft, da han satte scoringen ind til 24-26.

Hjemmeholdet reducerede dog i det efterfølgende angreb. I vores sidste angreb lavede vi en af vores få tekniske fejl, som det ungarske mandskab straffede prompte til slutresultatet på 26-26.

En utrolig ærgerlig afslutning på en kamp, hvor vi var rigtig tæt på at tage en af de helt, helt store skalpe.

Den ærgerlige afslutning ændrer dog ikke på, at vi leverede en ægte mandfolkepræstation, som altså gav det ene point i en ungarsk heksekedel, hvor MOL-Pick Szeged ikke har tabt siden 2017 – en stime der lige nøjagtig fik lov at fortsætte.

Med det ene point indtager vi fortsat fjerdepladsen i gruppe A, hvor vi er millimeter fra at være sikker på en plads i knockout-fasen. Et point mere til os eller et pointtab fra Elverum i en af deres resterende fire gruppekampe vil endegyldigt sikre os videre avancement.

Andetsteds sejrede Flensborg ude over Zagreb, og det betyder, at vi nu har to point ned til de tyske mestre på femtepladsen med tre runder tilbage.

På onsdag skal vi i aktion igen – denne gang hjemme i Jutlander Bank Arena. Og der venter os et nyt brag, når vi byder på vaskeægte topbrag med besøg fra Primo Tours Ligaens nummer to TTH Holstebro. Køb din billet til her.
 

MATCHFACTS:
 
Målscorere for MOL-Pick Szeged:
Dean Bombac 5, Bogdan Radivojevic 4, Jorge Maqueda 3, Luka Stepancic 3, Stefan Sigurmannsson 3, Jonas Kälmann 2, Ricard Bodo 2, Mario Sostaric 2, Joan Canellas 1, Bence Banhidi 1. 

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Janus Smarason 6, Buster Juul 6, Benjamin Jakobsen 4, Ómar Ingi Magnússon 3, Tobias Ellebæk 2, Henrik Møllgaard 2, Mark Strandgaard 1, René Antonsen 1, Mads Christiansen 1. 

Redninger:
Mirko Alilovic: 5/20 (25 %)
Roland Mikler: 7/18 (39 %)

Kristian Sæverås: 15/39 (38 %)

Udvisninger:
MOL-Pick Szeged: 1 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 4 x 2 min.

Dagens dommere var polske Marcin Piechota og Bartosz Leszczynski.

Dagens tilskuertal i en udsolgt Varosi Sportcsarnok Szeged var 3.200. 

Forløsning i anden halvleg, da Skanderborg-AGF blev besejret

For anden kamp i træk førte Marinus Munk an på måltavlen, denne gang med ni scoringer, da Aalborg Håndbold overvandt en sløj første halvleg og sejrede 28-24. Med Mads Hoxer...

Praktisk information til aftenens dyst mod Skanderborg-AGF

Læs praktiske informationer til aftenens opgør i Herreligaen i Sparekassen Danmark Arena. Billetter Der er endnu få ledige billetter til kampen – bestil dem via linket herunder. Find billetter her...

Aalborg Håndbold på ny pointjagt søndag aften

Søndag kl. 20.00 venter et ægte efterårsbrag, når Skanderborg-AGF gæster Sparekassen Danmark Arena – en kamp som torsdagens målhelt Marinus Munk her ser frem mod. Efter torsdagens nederlag i Barcelona...

Håndbold i verdensklasse