Trods en mistet føring på fire mål, trak Aalborg Håndbold det længste strå med en vigtig sejr på 29-28, da gæsterne brændte et straffekast efter slutfløjt.
Det var med stor jubel, at publikum i Sparekassen Danmark Arena onsdag aften kunne byde velkommen tilbage til Thomas Arnoldsen og Lukas Nilsson efter skadespauser.
Ud fra cheftræner Maik Machullas trup var til gengæld gledet anfører René Antonsen og Sebastian Barthold, begge med småskavanker.Det gav plads på venstre fløj til Buster Juul, mens Felix Möller og Simon Hald tog over på stregen.
Gæsterne måtte også undvære et kendt ansigt fra det nordjyske, nemlig den tidligere Aalborg-spiler Janus Smarason, der af personlige årsager var blevet i Ungarn.
I den vigtige nøglekamp mod OTP Bank – Pick Széged, et af puljens hidtil stærkeste hold i Machineseeker EHF Champions League, var det desværre gæsterne fra Ungarn der kom bedst fra land.
Fysiske stærke Bence Bánhidi på den ungarske streg voldte som altid problemer, i det han løbende krævede opmærksomhed fra to mand for at holde ham skak. Det gav spillerum til holdkammeraterne, hvilket norske Magnus Rød udnyttede til at bringe gæsterne i front 4-2 efter fem minutter.
Hjemmeholdet lod sig dog ikke ryste og via scoringer fra Simon Hald, Kristian Bjørnsen og Thomas Arnoldsen kom man i front 6-5 efter små 10 minutters spil.
Kampens første overtal tilfaldt også Aalborg Håndbold, så man med en energisk Thomas Arnoldsen som indpisker kunne komme foran med to scoringer.
En stærk nordjysk midtblok med Møllgaard, Möller og Arnoldsen holdt løbende streg-monsteret Bánhidi i skak, hvorfor gæsterne efter en timeout valgte at forsøge sig med skud fra distancen.
Den mission lykkedes kun delvist og hvis ikke for tekniske fejl fra Maik Machullas mandskab, kunne man have øget føringen med både tre og fire mål.
I stedet kostede fejlene scoringer i modsatte ende, så ungarerne efter 20 minutter fortsat sad lige i haserne på det rød-hvide hjemmehold, hvor Richard Bodó kunne udligne til 11-11 efter 21 minutter.
Den fysiske fight fortsatte ufortrødent i begge ender af banen og det lå i kortene, at holdet med den bredeste bænk og bedste fysik ville ende med at trække sig sejrrigt ud af kampen.
Udover god fysik havde de danske mestre dog også snøret løbeskoene denne aften. Det beviste Kristian Bjørnsen, da han afsluttede et lynhurtigt opgiverkast med at hamre bolden i kassen til 14-12 inden de blåklædte værter var nået hjem i forsvaret.
Dette var samtidig også et resultat af en løbende rotation af spillere fra bænken, så Maik Machulla hele tiden holdt friske ben på banen.
Desværre blev den anden nordjyske tremåls-føring sat over styr i første halvlegs sidste minutter, så måltavlen viste 16-15 ved pausen.
Fra anden halvlegs start byttede holdene scoringer, men også redninger, da både Fabian Norsten og målmandskollegaen Roland Mikler fra Pick Szeged kom flot i vejen på afslutninger.
Herfra svingede kampen som et pendul gennem et længere stykke tid – og altid efter samme mønster.
Efter 38 minutter var Aalborg Håndbold således atter i front med tre scoringer efter Jack Thurins andet mål på straffekast, blot for at man tre minutter senere var et ungarsk stolpeskud fra at stillingen igen var helt lige.
Så svingede tingene igen hjemmeholdets vej så man kom i front 22-19, men igen-igen-igen kom Pick Szeged tilbage, så stillingen med et lille kvarter tilbage var 22-21 i nordjysk favør.
I forsøget på at komme helt tilbage i kampen satsede gæsterne nu med syv-mod-seks i angrebet, men Buster Juul straffede dette med scoring i tomt net, inden en viljestærk Marinus Munk med sin første scoring i kampen på ny sendte de danske mestre tre mål i front.
Pick Szeged var dog som en irriterende myg på en sommerdag, for ungarerne blev ved med at komme tilbage trods alle aalborgensiske forsøg på at sætte et afgørende slag ind.
Galleri – klik for større fotos
Med mindre end otte minutter igen blev tremåls-forbandelsen endelig brudt, da Thurin nettede på straffekast til 27-23, men herfra var der kun minimal strøm tilbage værternes batter.
Ungarerne fandt tre gange i træk succes på studsede afslutninger fra distancen, uden modsvar fra Aalborg Håndbold, og helt galt blev det, da gæsterne slog mønt af en afbrænder fra Thomas Arnoldsen, så Sebastian Frimmel på straffekast kunne udligne til 27-27 med blot tre minutter tilbage.
I en gyserafslutning scorede begge hold en enkelt gang, inden Maik Machulla med godt ét minut tilbage valgte at tage timeout.
Et straffekast begået mod Buster Juul gav ny nordjysk føring, så alt presset med 18 sekunder igen lå på Pick Szeged.
Trods øredøvende larm fra de 5.345 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena fik gæsterne fremtvunget et straffekast da tiden løb ud.
Her havde Sebastian Frimmel dog ikke styr på nerverne og sendte kampens sidste skud en meters penge forbi stolpen, så Aalborg Håndbold ganske fortjent kunne tage begge point med en sejr på 29-28.
Matchfacts Machineseeker EHF Champions League, gruppespil 5. runde
Aalborg Håndbold – OTP BANK – Pick Szeged 29-28 (16-15)
Stillinger undervejs
10’ 6-6, 20’ 11-10, 30’ 16-15, 40’ 20-18, 50’ 25-23, 60’ 29-28
Målscorere Aalborg Håndbold
Buster Juul 5, Jack Thurin 5, Simon Hald 4, Kristian Bjørnsen 4, Thomas Arnoldsen 3, Mads Hoxer 2, Aleks Vlah 2, Marinus Munk 2, Miguel Martins 1, Felix Möller 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Fabian Norsten – 24% – (9/37)
Målscorere OTP BANK – Pick Szeged
Richárd Bodó 6, Sebastian Frimmel 5, Lazar Kukic 4, Bence Bánhidi 3, Borut Mackovsek 3, Magnus Abelvik Rød 3, Marin Jelinic 1, Mario Sostaric 1, Jérémy Toto 1, Imanol Garciandia Alustiza 1
Redningsprocenter OTP BANK – Pick Szeged
Tobias Thulin – 9% (1/11)
Roland Mikler – 40% (12/30)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 0
OTP BANK – Pick Szeged: 2
5.345 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena