pokal header web (3)

Fransk herrefight endte med nederlag

Et heroisk kæmpende Aalborg Håndbold-mandskab måtte onsdag aften se sig slået knebent med 33-30 af Paris Saint-Germain på udebane.

Onsdag aften skulle Aalborg Håndbold forsøge at gentage succesen fra Final Four finalerne i Köln 2021, hvor man besejrede aftenens modstander fra Paris Saint-Germain.

Cheftræner Stefan Madsen måtte i forhold til søndagens triumf over Skanderborg-AGF Håndbold desværre se bort fra både Lukas Nilsson og Patrick Wiesmach, i det begge var blevet i Aalborg med skader. Samtidig var målvogter Niklas Landin ramt af et hold i nakken og endte med blot at spille ganske få minutter i kampen, så oddsene var på forhånd ikke med nordjyderne.

Opgøret blev indledt med et hjemmehold der viste stor fart i angrebsspillet, hvor man ofte søgte at finde den to meter høje, men særdeles bevægelige, stregspiller Kamil Syprzak. Polakken blev sammen med den spillende legende Nikola Karabatic noteret for hjemmeholdets første scoringer, men i modsatte ende kvitterede Aleks Vlah og Mads Hoxer fint for Aalborg Håndbold.

I en jævnbyrdig åbning fulgtes holdene således ad, og modtog endog også begge en 2-minutters udvisning, hvorfor stillingen efter de første små 11 minutter hed 6-6.

Gradvist fik franskmændene dog bedre og bedre fat i angrebet, hvor Aalborg-defensiven havde svært ved både at dække af på stregen og samtidig dæmme op for skud fra distancen. Hertil kostede sløsede afleveringer fra Mikkel Hansen, samt en forhastet afslutning fra Mads Hoxer, dyrt da PSG-mandskabet omgående straffede boldtabene med kontramål.

I alt fem ubesvarede franske scoringer blev det til, inden Hansen selv brød den negative stime og reducerede til 11-8 efter 17 minutter.

Det var dog en stakket frist, og værterne skruede nu tempoet yderligere en tand i vejret, så Fabian Norsten og kollegerne i forsvaret måtte notere en fransk føring på 13-9 efter 20 minutter.

I den efterfølgende sekvens tog Norsten dog flot revanche med en stribe redninger, mens Mads Hoxer i to omgange sendte missiler forbi Andreas Palicka i Paris-målet ligesom Buster Juul udnyttede to straffekast til at hive Aalborg Håndbold ind i kampen igen ved stillingen 14-13.

I tre omgange havde man mulighed for at komme tilbage på omgangshøjde inden pausen, desværre uden succes, hvorfor stillingen efter 30 minutter hed 15-14 i parisisk favør.

Fra anden halvlegs start var der atter muligheder for at udligne, men Aleks Vlah og Mads Hoxer måtte begge se deres skud afværget. Fabian Norsten fortsatte dog sin brandvarme stime, og med yderligere redninger grundlagde svenskeren scoringer fra Hansen og Vlah, hvilket gav en dansk føring på 17-16 efter 33 minutter.

Selv Henrik Møllgaard, der også tidligere har optrådt i Paris-trøjen, kom på scoringstavlen, inden Aleks Vlah desværre måtte indkassere Aalborg Håndbolds anden udvisning i kampen.

Undertallet blev dog fint afviklet, og man fornemmede at Aalborg Håndbold var ved at få overtaget i kampen. Uheldigvis måtte Mads Hoxer også indkassere en udvisning, og denne gang udnyttede franskmændene chancen til at komme tilbage på uafgjort ved stillingen 21-21.

En meget livlig kamp balancerede nu på en knivsæg i den historiske Stade Pierre de Coubertin, hvor en stor flok medrejsende Aalborg Håndbold-fans gjorde deres for at støtte drengene på banen på bedste vis.

Aalborg-føringen kom igen på to mål, men bedst som man troede at forspringet kunne fastholdes, kom PSG atter tilbage på omgangshøjde, hvorfor der med 12 minutter tilbage var alt at spille for.

En grim tackling fra Luka Karabatic, der sendte en albue i ansigtet på Mads Hoxer, betød et rødt kort til værterne og nyt overtal til Aalborg Håndbold. Desværre blev det to minutter som franskmændene trak sig bedst ud af med tre ubesvarede scoringer.

Det gav et stort momentum-boost til hjemmeholdet, og trods et nyt comeback fra Aalborg Håndbold ved stillingen 27-27, var den nordjyske benzin-tank nu stort set løbet tør og franskmændene kunne på grundlag af kostbare danske fejl, bringe sig i front med tre scoringer.

I de sidste minutter satsede Stefan Madsens tropper derfor alt for at sikre point, men gamblingen gav ikke pote, og i stedet kunne pariserne til sidst køre en sejr på 33-30 hjem.

Dermed måtte Aalborg Håndbold indkassere det andet nederlag i sæsonens Machineseeker EHF Champions League, hvor næste udfordring bliver i Sparekassen Danmark Arena om en uge, når norske Kolstad Handball kommer på besøg.

Inden da venter endnu en spændende hjemmekamp søndag aften i Herreligaen, hvor modstanderen er Fredericia HK.

Matchfacts Machineseeker EHF Champions League

Paris Saint-Germain – Aalborg Håndbold 33-30 (15-14)

Stillinger undervejs

10’ 6-5, 20’ 13-9, 30’ 15-14, 40’ 21-21, 50’ 25-24, 60’ 33-30

Målscorere Aalborg Håndbold

Mikkel Hansen 7, Mads Hoxer 6. Simon Hald 4, Buster Juul 3, Aleks Vlah 3, Kristian Bjørnsen 2, Sebastian Barthold 2, Marinus Munk 1, Niklas Landin 1, Henrik Møllgaard 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 30%

Fabian Norsten – 20%

Målscorere Paris Saint-Germain

Elohim Prandi 8, Kamil Syprzak 6, Luc Steins 4, Mathieu Grebille 4, Nikola Karabatic 3, Dominik Mathe 3,, Kent Robin Tønnesen 2, Ferran Sole Sala 2, David Balaguer Romeu 1

Redningsprocenter Paris Saint-Germain

Jannick Green – 0%

Andreas Palicka – 26%

2-minutters udvisninger

Paris Saint-Germain:4

Aalborg Håndbold: 4

Rødt kort

Paris Saint-Germain: Luka Karabatic (50’)

Aalborg Håndbold: ingen

2.433 tilskuere i Stade Pierre de Coubertin, Paris

Skjern3

Remis i første slutspilskamp

Trods en stærk defensiv indsats og en pauseføring på fire mål måtte Aalborg Håndbold lørdag nøjes med det ene point, da man på udebane i Skjern spillede 22-22. Lørdag eftermiddag...
simon-dahl-bsh

Simon Dahl giver tre nøgler til sejr over Skjern

Se med når cheftræner Simon Dahl ser frem mod det kommende slutspil og lørdagens kamp i Skjern. https://youtu.be/aRhLC3EqfSg Lørdagens kamp spilles kl. 16.00 i Skjern Bank Arena og kan følges...
Aalborg Håndbold møder Industria Kielce i EHF Champions League

Deltag i årets fanundersøgelse

Besvar spørgeskemaet og vær med i lodtrækningen om en signeret spillertrøje I Aalborg Håndbold stræber vi hele tiden efter at blive bedre. Ikke bare på banen, men også uden for...

Håndbold i verdensklasse