En velspillende Simon Gade gjorde forskellen for Aalborg Håndbold, da man i et særdeles fysisk opgør sejrede med 28-26 på udebane onsdag aften.
I forhold til seneste opgør i Skjern kunne cheftræner Stefan Madsen onsdag aften glæde sig over igen at råde over Sebastian Barthold, Kristian Bjørnsen, Jesper Nielsen og Aron Pálmarsson.
Opgøret i Sydbank Arena fik en livlig start, i det ingen af de to hold indledningsvis fik fat i defensiven, hvilket gav adskillige scoringer, men dog også redninger fra Simon Gade i Aalborg-målet, samt hjemmeholdets Simon Brandbyge.
KIF Kolding lukrerede i flere omgange på ledig plads på Aalborg-stregen, mens sigtekornet i modsatte ende fra start ikke var indstillet helt korrekt hos både Lukas Sandell og Aron Pálmarsson, ligesom Henrik Møllgaard misbrugte et straffekast.
Som første halvleg skred frem, blev der også spillet med musklerne hos begge hold, og de mange fysiske dueller satte et tydeligt præg på kampen, der fik en ujævn rytme med adskillige spilstop.
Værterne var efter godt 16 minutter i front med 8-7, primært grundet et urimeligt højt antal fejlafleveringer fra Stefan Madsens mandskab, men et par gode defensive aktioner, samt scoringer af Lukas Sandell, Sebastian Barthold og Jesper Nielsen betød at stillingen efter 20 minutter hed 10-10.
Sidstnævntes fysik spillede en vigtig rolle i forsvaret, ligesom også Victor Kløve kæmpede bravt mod det lige så fysisk stærke hjemmehold. På alle parametre var der således tale om en utrolig jævnbyrdig dyst, hvor værterne udnyttede en sen udvisning til Benjamin Jakobsen til at tage en pauseføring på 14-13 efter en rodet halvleg, hvor Aalborg Håndbold gav hjemmeholdet for mange lette scoringer, mens man ikke selv havde fået greb om kampens taktstok.
Fem minutter inde i anden halvleg så tingene heldigvis anderledes ud, ikke mindst takket være en fortsat storspillende Simon Gade i målet, hvis redninger banede vejen for en nordjysk 16-15 føring.
Det tvang Kolding til en timeout, men da hjemmeholdet fortsat havde svært ved at komme til afslutninger, sadlede man om og forsøgte sig med 7-mod-6 i angrebet, hvilket de sortklædte gæster dog var godt forberedt på.
Det kastede flere lette kontrascoringer af sig til Aalborg Håndbold, og med godt et kvarter tilbage var man i front med tre scoringer og med gode muligheder for at køre en vigtig sejr i hus.
Et par ærgerlige angrebsfejl kostede dog dyrt, og momentum svingede i stedet tilbage til KIF Kolding, der reducerede føringen til blot et enkelt mål, så pulsen atter røg i vejret hos de mange medrejsende Aalborg Håndbold-fans, der kampen igennem bakkede flot op fra tribunerne.
I en hektisk slutfase smed begge hold i første omgang både bolde og målchancer væk, men via kløgtigt angrebsspil fik Aalborg Håndbold alligevel opbygget en to-måls føring i flere omgange. Hver gang kom værterne dog tilbage, og med blot ét måls forskel balancerede opgøret i den grad på en knivsæg.
Afgørelsen kom først i sidste minut, da Rene Antonsen først måtte se et gevindskud reddet på stregen, inden KIF Koldings Thomas Boilesen forivrede sig og hamrede bolden forbi mål, hvorefter Sebastian Barthold kunne lukke opgøret med scoringen til 28-26.
Et lettet Aalborg Håndbold-mandskab snuppede dermed de to point, og kunne samtidig glæde sig over, at man med aftenens sejr, samt Skjern Håndbolds sejr over Ribe-Esbjerg, har sikret sig en plads i denne sæsons DM-semifinaler.
Der resterer dog fortsat to kampe i puljespillet og den første af disse spilles lørdag kl. 16.30, når Ribe-Esbjerg kommer på besøg i Sparekassen Danmark Arena.
Matchfacts HTH Herreligaen slutspil
KIF Kolding – Aalborg Håndbold 26-28 (14-13)
Stillinger undervejs
10’ 6-4, 20’ 10-9, 30’ 14-13, 40’ 17-17, 50’ 21-23, 60’ 26-28
Målscorere Aalborg Håndbold
Lukas Sandell 6, Sebastian Barthold 6, Aron Pálmarsson 5, Felix Claar 3, René Antonsen 3, Jesper Nielsen 2, Henrik Møllgaard 2, Simon Gade 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Simon Gade 35%
Målscorere KIF Kolding
Bjarke Christensen 7, Viktor Nevers 4, Andreas Elbæk 3, Thomas Boilesen 3, Mads Peter-Lønborg 2, Steven Plucnar Jacobsen 2, Jens Svane Peschardt 2, Benjamin Pedersen 1, Erik Thorsteinsen Toft 1, Jesper Meinby 1
Redningsprocenter KIF Kolding
Tim Winkler 27,3%
Magnus Brandbyge 25%
Rasmus Døssing 40%
2-minutters udvisninger
KIF Kolding: 1
Aalborg Håndbold: 1
3.798 tilskuere i Sydbank Arena, Kolding