Via en stærk indsats i begge ender af banen blev gæsterne fra Mors-Thy Håndbold søndag aften fejet af banen med cifrene 37-26 i det nordjyske lokalopgør.
Med udgangspunkt i samme spillertrup som den der onsdag besejrede HC Zagreb sendte cheftræner Simon Dahl søndag aften følgende spillere på banen fra start i det nordjyske lokalopgør mod Mors-Thy Håndbold: Fabian Norsten på mål, Alexander Blonz og Patrick Wiesmach på fløjene, Thomas Arnoldsen og Patrick Helland Anderson på backpladserne, samt Felix Möller og Vetle Rønningen i midtblokken. I angrebet byttede Juri Knorr med Rønningen.
Opgøret fik en god start for hjemmeholdet, hvor Norsten kom i vejen for tre af de første fire Mors-Thy-afslutninger, mens Helland Anderson nettede på to kontraløb. Kun et opskruet tempo fra Juri Knorr med tekniske fejl til følge, forhindrede at føringen blev endnu større.
Gæsternes Kasper Didriksen fik aftenens første udvisning, men trods scoringer fra Tobias Nielsen og Mads Hoxer, hang Mors-Thy på ved stillingen 4-3 efter syv minutter.
Herefter gik det dog stærkt, da to tekniske fejl fra udeholdet blev straffet med skarpe kontraer, begge signeret Patrick Wiesmach.
Mors-Thy følte sig ved stillingen 8-4 tvunget til kampens første timeout, og da spillet blev genoptaget røg Felix Möller ud i to minutter med en udvisning hængende over hovedet.
I undertallet snuppede Norsten sin femte redning på en helt fri Simon Skovhus, der dog tog revanche med reducering til 9-5 kort efter.
Anton Lindskog var på dette tidspunkt kommet på banen, hvor svenskeren kort efter scorede efter en fiks vending på stregen, men han måtte dog se sit efterfølgende skud pareret af Rasmus Henriksen i Mors-Thy målet.
Generelt var det dog den høje fart i spillet der bekom de danske mestre klart bedst, for nordvestjyderne havde svært ved at stoppe den aalborgensiske ankomstfase, der gang på gang overrumplede og fremtvang scoringer. Derfor var det også helt fortjent, at føringen voksede til 12-6 efter 19 minutter.
Herefter var det Hoxer og Munks tur til en tørn på backpladserne, og førstnævnte kom omgående på måltavlen, mens Norsten fortsatte sit stærke spil, da han med sin niende redning afviste den tidligere Aalborg-spiller Sebastian Bartholds afslutning.
Også midtblokken gjorde en flot figur mod et ungt Mors-Thy hold, der ofte kom til kort på fysikken og havde svært ved at finde de rette løsninger.
Føringen lå derfor løbende på fem-seks mål, og kunne, hvis ikke for manglende skarphed i afslutningerne, let have været endnu større.
Halvlegen sluttede med dramatik, da Blonz i en kontra blev slået på skudarmen i en afslutning, hvilket kostede Lasse Pedersen en udvisning, mens Tobias Nielsen scorede sit tredje straffekast til pausestillingen 20-13.
Både Magnus Norlyk og Simon Hald kom fra anden halvlegs start på banen til deres første minutter, mens Aalborg Håndbold indledte i to minutters overtal, der dog gav én scoring til hvert mandskab.
Mors-Thy kom tydeligt ud til omgangen med fornyet energi og fik med to scoringer fra Oliver Wosniak reduceret, inden Arnoldsen bragede sin anden scoring i kassen.
Galleri – klik for større fotos
Gæsternes energi blev således fint besvaret med fortsat højt tempo fra hjemmeholdet, så man efter 36 minutter var i front 23-16.
Føringen voksede til plus ni, inden Helland Anderson fik værternes anden udvisning, hvilket dog ikke satte en stopper for hverken tempo eller scoringer.
Fortsat var effektiviteten stor i begge ender af banen for Aalborg Håndbold, understreget ved hele tre scoringer på stribe fra Simon Hald på stregen, hvilket boostede føringen til 29-19 efter 43 minutter.
Herfra var det så som så med spændingen i kampen, men på banen var det fortsat ren indianerbold mellem de to hold, der leverede god underholdning for de 5.171 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena.
Mod slutningen sneg flere tekniske fejl sig atter ind hos begge hold, så Arnoldsen på endnu en kontra kunne øge til plus 11.
Også denne aften blev kortene blandet godt fra trænerbænken, så spilletiden blev fint fordelt, hvorfor Magnus Landin var eneste inaktive mand på dagen, i det U/19-liga målmand Mikkel Jæger med seks minutter igen kom på banen til sin officielle debut under stor applaus.
Lydniveauet steg yderligere en tand da den unge målmand kort efter snuppede sin første redning, hvilket blev fulgt op af to mere af slagsen inden slutfløjtet og facit 37-26.
Dagens resultat betyder, at Aalborg Håndbold indtager tredjepladsen, hvor man med 15 point er helt lige med Ribe-Esbjerg HH på andenpladsen.
Allerede onsdag aften venter næste hjemmekamp, når det i EHF Champions League gælder opgøret mod slovenske RK Celje Pivovarna Lasko.
Matchfacts Betoro Herreligaen, 10. spillerunde
Aalborg Håndbold – Mors-Thy Håndbold 37-26 (20-13)
Stillinger undervejs
10’ 7-3, 20’ 13-7, 30’ 20-13s, 40’ 27-18, 50’ 32-23, 60’ 37-26
Målscorere Aalborg Håndbold
Patrick Helland Anderson 7, Patrick Wiesmach 6, Tobias Nielsen 5, Marinus Munk 4, Thomas Arnoldsen 3, Simon Hald 3, Mads Hoxer 3, Alexander Blonz 2, Juri Knorr 2, Anton Lindskog 1, Magnus Norlyk 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Fabian Norsten – 35,89% (14/39)
Mikkel Jæger – 75% (3/4)
Målscorere Mors-Thy Håndbold
Oliver Wosniak 5, Anton Houe 5, Frederik Bak 4, Simon Skovhus Jensen 3, Kasper Lindgren 2, Christoffer Brorson Hansen 2, Jonatan Mollerup 2, Sebastian Barthold 1, Kasper Didriksen 1, Magnus Árason 1
Redningsprocenter Mors-Thy Håndbold
Rasmus Henriksen – 24,24% (8/33)
Oliver Larsen – 29,41% (5/17)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 2
Mors-Thy Håndbold: 2
5.171 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena




