Hjerteskærende nederlag efter overtidsdrama

Et forrygende comeback i anden halvleg var akkurat ikke nok til at besejre Barca, der efter forlænget spilletid trak det længste strå i semifinalen ved TruckScout24 EHF FINAL4.

Godt halvanden måned efter kvartfinalesejren over Sporting CP, var det lørdag aften endelig blevet tid til semifinalen ved TruckScout 24 EHF FINAL4-stævnet i en totalt udsolgt LANXESS Arena i Køln, hvor modstanderen var de spanske mestre fra Barca.

Cheftræner Simon Dahl sendte fra start Niklas Landin på mål, Kristian Bjørnsen og Alexander Blonz på fløjene, Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer som bagspillere, samt Simon Hald og anfører René Antonsen i midtblokken. I angrebet afløste Sander Sagosen for Antonsen.

En af kampene i kampen stod mellem de to målvogtere Landin og Emil Nielsen, og her kom førstnævnte bedste fra land med redninger på to af de første tre spanske afslutninger, hvilket gav en tidlig 2-1 føring til Aalborg Håndbold via mål fra Blonz og Arnoldsen.

Nielsen ville dog også lege med og snuppede de efterfølgende to Aalborg-skud, mens Barca udlignede via deres anden scoring på straffekast.

Buster Juul udnyttede Aalborgs første af slagsen, i en kamp der indledningsvis var mere præget af fysik end fart, hvorfor stillingen 4-4 efter 10 minutter virkede rimelig.

Stærke Luis Frade på stregen gav duoen Hald og Antonsen rigeligt at se til, og udfordringerne blev ikke mindre, da Sander Sagosen fik opgørets første udvisning, mens Barca kunne øge til 4-6 på det efterfølgende straffekast.

Undertallet gav spilletid til Juri Knorr i angrebet, mens Marinus Munk fik sine første minutter i defensiven, hvor han desværre måtte begå det fjerde straffekast mod spanierne, som Aleix Gomez igen satte sikkert forbi Landin.

Modtrækket blev Vetle Rønningen og Felix Möller i midtblokken, men da Blonz efterfølgende måtte se Nielsen pille sin afslutning fra fløjen, kunne Dika Mem finte sig igennem og øge føringen til 4-8.

Heldigvis fremtvang Knorrs fart en udvisning på Barca, hvilket kastede to reduceringer af sig, inden Landins femte redning gav mulighed for yderligere reducering. Desværre havde Nielsen læst landsholdskollega Arnoldsens skud, så spanierne atter bragte sig i front med først tre og dernæst fire mål, efter en teknisk fejl i angrebet.

Det tvang Simon Dahl til timeout efter 19 minutter, hvorefter Lukas Nilsson kom i aktion for Arnoldsen, for at forsøge at kickstarte en hakkende dansk offensiv.

Spanierne havde dog fundet den rette højde i angrebet og gjorde fortsat livet surt for Aalborgenserne, der havde mere end svært ved at finde løsninger i angrebet.

To Knorr-kasser lukkede hullet en smule, og via en stærk defensiv med Rønningen som dørmand, fik man atter erobret bolden, så Arnoldsen kunne reducere til 9-11 efter godt 25 minutter.

Bedst som man håbede at kunne lukke hullet yderligere inden pausen, tippede momentum igen spansk vej via to ubesvarede scoringer fra Dika Mem.

En usandsynlig scoring fra Knorr på frikast efter pausefløjt blev desværre annulleret, da dommerparret efter videotjek vurderede, at tyskerens ene fod slap gulvet, hvorfor Barca førte 11-15 ved pausen.

Dermed skulle der en jættepræstation til at for at indfri drømmen om en plads i søndagens finale, hvor Buster Juuls scoring på straffekast, efterfulgt af Hoxers første fuldtræffer og endnu en Knorr-kasse lukkede hullet til tre mål efter 34 minutter.

Da Landin snuppede Mems skud, så Arnoldsen kunne reducere til 15-17 kom der for alvor gang i det fyldte røde hjørne i LANXESS Arena.

Igen blev glæden desværre kortvarig, da stærke Frade på stregen atter vristede sig fri til scoring, inden Nielsen i Barca-målet igen viste sin klasse med to redninger, så spanierne atter kom på plus fire ved stillingen 16-20.

De to målmænd fortsatte duellen med redninger i begge ender, hvilket i det lange løb betød, at Landins afvisninger, der gav muligheder for reduceringer, ofte endte uforløste i modsatte ende.

Her var Barca-defensiven især dygtige til at lukke ned for de tre Aalborg-stregspillere, hvorfor Möllers reducering i overtal efter 43 minutter var den første fra positionen i hele kampen.

Ved stillingen 20-22 fik man endnu engang mulighed for at lukke hullet til blot én scoring, men trods arm på Barca-angrebet fandt Domen Makuc med sidste aflevering en fri Aleix Gomez på fløjen, der kunne score til 20-23.

Simon Dahl sendte nu sit hold i syv-mod-seks i angrebet, mens man defensivt gik højt på spanierne. Da Landin med en vanvittig reaktion indhentede et gevindskud på stregen, kunne Bjørnsen på kontra i modsatte ende reducere til 22-23, hvilket tvang catalanerne til at tage timeout i et forsøg på at tage momentum ud af Aalborg-ballonen.

Galleri – klik for større fotos

Det træk lykkedes desværre, for føringen kom atter på to mål, inden et Aalborg-angreb sandede til, så Peter Cikusa kunne øge til 23-26, hvilket også var stillingen efter 50 minutter.

Modvinden tog ikke af, da Arnoldsen kort efter blev udvist i to minutter, og indkomne Fabian Norsten i målet måtte se Barca øge til 24-27.

Men da tingene så værst ud leverede Sander Sagosen to energimål og holdt liv i tingene.

Barca spillede et langt angreb og brugte livsvigtige sekunder, der heldigvis endte med en refleksredning af Norsten, så Bjørnsen kunne reducere til 26-27 og skabe en nervepirrende afslutning på kampen.

Med bolden i hænderne efter en teknisk fejl fra spanierne mistede Arnoldsen desværre håndtaget på kuglen, så N’Guessan kunne øge til 26-28.

Ingen gav dog op, og alle mand fightede flot, så man fandt en vej, da Hoxer først reducerede, inden spanierne missede en mulig matchbold, inden Arnoldsen kunne udligne med halvandet minut igen.

Da N’Guessan efterfølgende mistede bolden var det pludselig nordjyderne der havde kampen i egne hænder med sekunder tilbage – og stemningen i arenaen var nu på kogepunktet.

Efter en timeout med 23 sekunder igen skulle den afgørende scoring i nettet, men desværre fik man flashback til finalen i 2024, da angrebet løb ud i sandet uden afslutning, hvorfor opgøret efterfølgende skulle ud i 2 x 5 minutters forlænget spilletid.

Aalborg Håndbold åbnede i syv-mod-seks med to scoringer fra Hoxer på de første Aalborg-angreb, men trods en spansk scoring i tomt net, snuppede Norsten efterfølgende i fri position Frades afslutning fra stregen.

Muligheden for at øge føringen til to mål endte i stedet med en tvivlsom ikke-kendelse på en parade i feltet hos Barca, så spanierne kunne udligne i tomt mål igen, inden to Nielsen-redninger betød at tingene atter tippede spansk vej på Makuc’ mål til 30-31.

Det danske momentum forsvandt helt efter to dyrebare tekniske fejl i de efterfølgende angreb, så Barca nemt kunne notere yderligere scoringer i tomt mål, hvilket betød at man ved pausen af forlænget spilletid var bagud 30-33.

Tingene blev desværre endegyldigt afgjort, da Hoxer i anden halvleg af forlænget spilletid fik en to-minutters udvisning, hvilket gav Barca-føring på 30-34 med to et halvt minut tilbage.

Facit på 32-37 var derfor en bitter pille at sluge efter et flot comeback.

Der er dog stadig masser at spille for søndag, når SC Magdeburg bliver modstanderen i kampen om 3.-4. pladsen, efter at Bundesliga-holdet tabte til kollegerne fra Füchse Berlin i lørdagens første kamp.

Opgøret spilles kl. 15.00 og vises direkte på DR2 og TV3 Sport.

Matchfacts TruckScout24 EHF FINAL4 semifinale

Aalborg Håndbold – Barca 28-28 (11-15) efter ordinær tid, 32-37 efter forlænget spilletid

Stillinger undervejs

10’ 4-4, 20’ 6-10, 30’ 11-15, 40’ 17-20, 50’ 23-26, 60’ 28-28, 65’ 30-33, 70’ 32-37

Målscorere Aalborg Håndbold

Thomas Arnoldsen 5, Alexander Blonz 5, Mads Hoxer 4, Juri Knorr 4, Buster Juul 4, Kristian Bjørnsen 3, Sander Sagosen 2, Felix Möller 2, Niklas Landin 1, Simon Hald 1, Marinus Munk 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 26,47% (9/34)

Fabian Norsten – 25% (4/16)

Målscorere Barca

Aleix Gómez 8, Luis Frade 7, Timothey N’Guessan 6, Domen Makuc 5, Dika Mem 3, Ian Barrufet 3, Blaz Janc 2, Ludovic Fabregas 2, Petar Cikusa 1

Redningsprocenter Barca

Viktor Gísli Hallgrímsson – 40% (2/5)

Emil Nielsen – 35,56% (16/45)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 3

Barca: 2

20.122 tilskuere i LANXESS Arena, Køln

A person with a beard and hair tied in a bun stands on a sports court wearing a black jersey with sponsor logos and a lanyard, surrounded by a blurred crowd.

Højdepunkter fra semifinalen mod Barca

Se highlights fra den dagens dramatiske semifinale.
Finale2_Hald

Simon Hald: Vi glæder os til at spille mod Barca

Se med når stregspiller Simon Hald ser frem mod den længe ventede semifinale ved TruckScout 24 EHF FINAL4.
Alec_Grindsted

Alec Smit forbliver i Aalborg Håndbold

Den sympatiske hollænder fortsætter i klubben på amatørstatus mens han fuldfører sin genoptræning efter en korsbåndsskade.

Håndbold i verdensklasse