Hurtig start satte HØJ til vægs

Aalborg Håndbold indledte stærkt og havde resten af kampen fuld kontrol, da gæsterne fra HØJ Elite søndag aften blev sendt hjem med et nederlag på 34-24 efter pauseføring 19-9.

Søndagens aftenbrag i Bambuni Herreligaen mod HØJ Elite gav et kærkomment comeback til stregspiller Simon Hald, der havde siddet ude siden EM-slutrunden i januar, mens Sander Sagosen var blevet sygdomsramt og Juri Knorr fortsat ikke var kampklar.

Naturligt nok var Hald derfor blandt de startende spillere i defensiven, sammen med Fabian Norsten i målet, Buster Juul og Alec Smit på fløjene, samt Patrick Helland Anderson, Thomas Arnoldsen og anfører René Antonsen. I offensiven vekslede Hald med Lukas Nilsson.

I en næsten fyldt Sparekassen Danmark Arena var det værterne der kom bedst fra land med gode løsninger mod HØJs offensive forsvar, hvor sjællænderne ikke overraskende forsøgte at lukke ned for Arnoldsen som playmaker.

Det gav i stedet tidlige scoringer fra Juul, Nilsson, Smit og Arnoldsen selv, mens gæsterne i deres angreb indledte med tekniske fejl, ligesom Norsten leverede en fantomredning fra klos hold.

Gaspedalen var helt i bund fra de regerende mestre, der på mindre end otte minutter var i front 6-1, hvilket tvang sjællænderne til at tage en tidlig timeout.

Herefter fik gæsterne mere skik på spillet med tre reduceringer, men fortsat havde Aalborg-defensiven godt fat i tingene, hvor også Marinus Munk og dernæst Felix Möller kom i spil og bidrog fint.

Stille og roligt fandt de sortklædte gæster dog løsninger til at dæmme op for det eksplosive nordjyske angreb via fem-et forsvaret. Det gav missere fra Juul og Nilsson, hvilket kostede scoringer i modsatte ende, blandt andet ved den kommende Aalborg-fløj Tobias Nielsen, der i kontrafasen viste smagsprøver på sin fart.

Ved stillingen 11-7 efter godt 18 minutter måtte HØJs Niclas Fingren indkassere opgørets første udvisning. Den udnyttede Fabian Norsten hurtigt til scoring i tomt net efter en god defensiv aktion.

Efter 21 minutter kom Mads Hoxer ind til sine første minutter, og grebet blev nu i den grad strammet igen, i det gæsterne måtte gennem næsten ni minutters måltørke, mens Aalborg Håndbold øgede føringen til hele 16-7 efter 24 minutter.

Her bød Munk ind med tre scoringer, mens også Hoxer og Nilsson kom på måltavlen, inden halvlegen sluttede på ærgerlig vis, da Alec Smit i et hændeligt uheld røg i gulvet med store smerter, og måtte hjælpes fra banen efterfølgende.

Måltavlen viste 19-9 ved pausen, inden Marinus Munk skød anden halvleg i gang med et drøn, der endte helt oppe i det ene målkryds. I modsatte ende agerede Simon Hald solid ankermand i midterforsvaret, hvor HØJ-spillerne fortsat havde mere end almindelig svært ved at komme til kvalificerede afslutninger.

Først da Buster Juul blev udvist i to minutter kom gæsternes angreb til chancer og mål, og alligevel endte undertallet med to scoringer til hvert hold.

Sekvensen var derfor meget sigende for en anden halvleg, hvor Simon Dahls tropper gennem det første kvarter af anden halvleg ikke tillod gæsterne at indhente på føringen, der løbende lå mellem 10- 12 mål.

Galleri – klik for større fotos

Med god brug af stort set hele den tilgængelige spillertrup blev spilletiden fint fordelt, så der blev sparet på kræfterne frem mod onsdagens nøglekamp i Champions League mod Füchse Berlin.

Til trods for den manglende spænding var der fortsat masser af intensitet i kampen, hvor Marinus Munk i sær udmærkede sig med hele syv scoringer i kampen, mens Patrick Helland Anderson blev noteret for seks mål.

Nævnes skal også en stærkt spillende Fabian Norsten i målet, der med 13 redninger havde stor andel i holdkammeraternes succes i angrebet.

Facit blev en sejr på 34-24 og aftenens kamp betyder ikke blot at Aalborg Håndbold har taget sejr nummer 22 af lige så mange mulige, men også at man nu har gået mere end 365 dage uden nederlag i den bedste danske række.

Om tre dage venter et af sæsonens mest imødesete opgør, når Aalborg Håndbold på hjemmebane i Machineseeker EHF Champions League tager imod tyske Füchse Berlin i topkampen i turneringens pulje A.

Matchfacts Bambuni Herreligaen, 22. spillerunde

Aalborg Håndbold – HØJ Elite 34-24 (19-9)

Stillinger undervejs

10’ 7-3, 20’ 12-7, 30’ 19-9, 40’ 25-15, 50’ 30-20, 60’ 34-24

Målscorere Aalborg Håndbold

Thomas Arnoldsen 7, Marinus Munk 7, Patrick Helland Anderson 6, Lukas Nilsson 4, Alec Smit 2, Mads Hoxer 2, Felix Möller 2, Buster Juul 2, Simon Hald 1, Fabian Norsten 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Fabian Norsten – 36,11 (13/36)

Målscorere HØJ Elite

Jonatan Mollerup 5, Jonathan Svensson 5, Tobias Nielsen 5, Linus Arnesson 2, Tom Kåre Nikolaisen 2, Michael Damgaard 2, Lauge Hemmingsen 1, Hampus Wanne 1, Kassem Awad 1

Redningsprocenter HØJ Elite

Till Klimpke – 21,05 % (4/19)

Emil Kheri Imsgard – 21,74% (5/23)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 1

HØJ Elite: 1

5.078 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

REHH_Thomas

Stærk anden halvleg gav sejr i Esbjerg

Trods en langsom start kom Aalborg Håndbold i anden halvleg i omdrejninger og løb fra værterne fra Ribe-Esbjerg HH, der blev besejret 29-32. Thomas Arnoldsen topscorer med 10 mål, mens...
wiesmach-skud-sah1

Wiesmach: "Jeg glæder mig rigtig meget til at spille kamp igen"

Se med når Patrick Wiesmach giver sine forventninger til lørdagens opgør på udebane mod Ribe-Esbjerg HH - og til sit eget comeback på banen.
_HHD4729

Patrick Wiesmach nærmer sig comeback

Knap et halvt år efter en alvorlig skulderskade er fløjspilleren nu tæt på at kunne vende tilbage i den røde Aalborg-trøje.

Håndbold i verdensklasse