Der er en stoisk ro over Aalborg Håndbolds nye islandske stjerne, Aron Pálmarsson, 31 år. Både på og uden for banen. Den 1,93 cm høje, vel-trimmede playmaker/venstre back udstråler en personlighed, der hviler i sig selv og kun går i udbrud som en islandsk vulkan, når han sender læderkuglen afsted med højre armen.
Pálmarsson fik sin seniordebut i den islandske liga som kun 15-årig for barndomsklubben Hafnarfjördur, tæt på Reykjavik.
-Hvornår begyndte du at spille håndbold?
-Jeg var otte-ni år, da jeg begyndte. Jeg spillede også fodbold, men som 17-årig satsede jeg på håndbolden. Da begyndte jeg at træne hårdt og tog en del kilo på. Jeg var dog bevidst om, at jeg ikke skulle være for tung, for jeg skulle fortsat have eksplosivitet i kroppen og speed i fødderne.
-Siden har jeg givet mit liv til håndbolden og levet som professionel både til træning og kamp og i fritiden. Jeg prøver at kontrollere tingene og passer godt på min krop. En rutine i hverdagen bygget op gennem mange år i branchen uden de store forandringer, bortset fra klub-adresserne.
–Hvordan er du som person, og hvad laver du, når du ikke spiller håndbold?
-Jeg nyder at være alene, slappe af og tage tingene, som de kommer. Gå ture med min hund, en labrador, som har fulgt mig rundt i verden, siden jeg fik den i 2012 i Kiel. Desuden spiller jeg golf, når jeg har mulighed for det, ser meget fodbold i tv og vil gerne fiske om sommeren.
Pálmarsson debuterede på det islandske landshold allerede som 18-årig, og afsættet til en stor international karriere var lagt. I 2009 tog han fat på seks sæsoner i THW Kiel efterfulgt af to sæsoner i Veszprem i Ungarn og fire sæsoner i FC Barcelona. 12 sæsoner i Champions League, tre x vinder af Champions League, 11 nationale mesterskaber og 148 landskampe for Island, hvor han i dag er anfører.
-Hvorfor vælge Aalborg Håndbold?
-Jeg har de seneste 12 år været i klubber, der var etableret helt i toppen af europæisk håndbold. Her i Aalborg er jeg kommet til et projekt, der er godt på vej mod toppen og allerede har bevist, at de kan være med. Jeg vil bidrage med min erfaring og mine kompetencer. Projektet tiltaler mig, og jeg er kommet hertil for at vinde endnu flere titler. Jeg glæder mig til at være en del af det og føler mig allerede godt tilrette i miljøet og det professionelle set up, der er i klubben.
Pre-season-træningen kan være hård rent fysisk for spillerne, og her har Pálmarsson et godt sammenlignings-grundlag.
-Vi har trænet godt og hårdt her i Aalborg den seneste måned. Ikke så hårdt, som vi gjorde i Kiel, men hårdere end i både Veszprem og Barcelona. Jeg har det fint med at træne hårdt og sørger for at restituere godt.
-Hvad med det danske sprog?
-Jeg forstår dansk og er også så småt begyndt at kommunikere på dansk. Jeg er sikker på, at jeg taler dansk i løbet af nogle få måneder, men i øjeblikket er det på engelsk, når jeg skal føre en længere samtale. Jeg har forholdsvis let ved sprog og taler også både tysk og spansk.
-Hvad er dine planer, når karrieren slutter?
-Det er jeg slet ikke begyndt at tænke på endnu. Jeg er netop fyldt 31 år, så det er for tidligt at begynde at snakke om en slutdato. Det afhænger af min krop og min motivation. Som jeg ser det i dag har jeg ikke planer om at slutte karrieren hjemme i Island, og mange har også spurgt mig, om jeg vil være træner, når den aktive karriere er slut. Men det er slet ikke mig som jeg ser på det i dag. Snarere et eller andet inden for erhvervslivet, formentlig hjemme i Island, men man ved aldrig, hvad der sker, og jeg er ikke typen, der tænker på det i hverdagen. Det er alt for tidligt.
Pálmarssons kontrakt med Aalborg Håndbold gælder i tre sæsoner, og han har allerede fundet sig godt tilrette i huset i Aalborg tæt på en skov, hvor der er mulighed for mange gå-ture med hunden. Han har en datter på tre år hjemme i Island.