Vi fik en mareridt start på aftenens opgør ude mod Skjern Håndbold, og efter et kvarters spil var vi bagud 14-5. Det kom vi os aldrig over og endte med et nederlag på 35-28.
Knap to minutter var der spillet, da Skjern bragte sig foran 3-1 efter en kontrascoring. Men hvad værre var, så lå Magnus Saugstrup i den anden ende og tog sig til skulderen.
Han skulle vise sig at være ude resten af opgøret. På stregen var vi i forvejen uden langtidsskadede Knud Ronau, mens anfører René Antonsen var tvivlsom med en skade i albuen.
Det var således i den grad op af bakke fra første fløjt i Skjern Bank Arena. Hjemmeholdet kom buldrende fra start, og vi formåede overhovedet ikke at stå imod i kampens indledning.
Via føringer på 5-1 og 9-3 udbyggede Skjern forspringet til 14-5 efter et kvarters spil, inden det lykkedes os at få sat en stopper for vores forfærdelige start.
Vi forsøgte at slide os tilbage i opgøret, og Kristian Sæverås var kommet på mål, og han startede med at hive et par store redninger ud af ærmet.
En god periode reducerede derfor hjemmeholdets forspring til 15-10. Mod slutningen af første halvleg tippede momentum dog tilbage til Skjern mandskabet, der kunne gå til pause foran 19-12.
I anden halvleg forsøgte vi forgæves at kæmpe os tilbage i dagens opgør, men vi kom aldrig rigtig tæt på at levere et forbløffende comeback.
Ved slutsignalet kunne vi konstatere, at der på tavlen stod 35-28. Vi må derfor tage tomhændet hjem oven på en aften, der aldrig rigtig var tæt på at give udbytte efter vores katastrofestart.
Med Magnus ude og René tvivlsom til dagens kamp var stregspiller Jonas Neve fra vores U18 hold i truppen til dagens kamp. Han fik undervejs sin ligadebut, mens der også blev en del spilletid til Aleksander Selmar på stregen, selvom han normalvis huserer på venstre back.
Forspringet til Skjern er nu forsvundet, og vi ligger á point med 6 point hver i slutspilspulje 1. Grundet vores førsteplads i grundspillet ligger vi dog stadig nummer 1.
Skal vi blive ved med det, kræver det, at vi rejser os søndag hjemme i Jutlander Bank Arena, når vi sammen med alle jer skal forsøge at spille semifinalepladsen i hus med en sejr over SønderjyskE. Køb din billet til denne kamp lige her.
Inden vi fortsætter med slutspillet, skal vi dog i aktion allerede onsdag aften i pokalturneringen Santander Cup, hvor vi på udebane møder Stoholm.
Målscorere for Skjern Håndbold:
Thomas Mogensen 8, Eivind Tangen 7, Bjarte Myrhol 5, Anders Eggert 4, Kasper Søndergaard 4, Jesper Konradsson 2, Jonathan Stenbäcken 1, Emil Nielsen 1, Christoffer Cichosz 1, Tandri Mar Konradsson 1, René Rasmussen 1.
Målscorere for Aalborg Håndbold:
Janus Smarason 6, Tobias Ellebæk 6, René Antonsen 4, Henrik Møllgaard 4, Sebastian Barthold 4, Mark Strandgaard 2, Ómar Ingi Magnússon 2.
Redninger:
Emil Nielsen: 9/36 (25 %)
Björgvin Gustafsson: 1/2 (50 %)
Kristian Sæverås: 11/32 (34 %)
Mikael Aggefors 2/14 (14 %)
Udvisninger:
Skjern Håndbold: 5 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min.
Dagens dommere var Claus Gramm og Per Olesen.
Dagens tilskuertal i Skjern Bank Arena var 2.977.