Kristian Bjørnsen ser frem mod forårets første udekamp, når Aalborg Håndbold tirsdag aften gæster KIF Kolding.
Aalborg Håndbold indledte året i Herreligaen med lørdagens sejr over GOG, noget som den norske fløjspiller Kristian Bjørnsen ikke overraskende var meget tilfreds med.
– Generelt var det bare dejligt at komme i gang igen, især fordi der for flere af os har været en periode nu uden Aalborg, så på den måde var det godt at komme tilbage til både byen og holdet igen.
– At vi så ovenikøbet skulle starte med en stor kamp mod GOG var bare ekstra dejligt og gjorde det endnu lettere at finde motivationen frem, siger Bjørnsen, der især var tilfreds med sejren grundet det store mandefald i spillertruppen.
– Ja, man må sige at der var tryk på både småskader og sygdom, men alligevel synes jeg, at vi fik sat et stærkt hold på dagen. For mig er det indbegrebet af professionalisme, at alle er klar til at steppe op når de får chancen og det var bestemt tilfældet i lørdags, ligesom jeg synes at vi selv med skader har så stærk en trup, at vi bør vinde alle kampe på hjemmebane.
– Endelig var det også godt at se Fabian (Norsten, red) og (Thomas, red.) Arnoldsen spille store kampe. Jeg kan forstå at de har spillet godt i testkampene i januar, så det var virkelig positivt. Fabian havde det måske lidt svært i starten af sæsonen, men nu belønnes hans tålmodighed og grundighed til træningen. Det var en stærk første halvleg han leverede og Arnoldsen ved vi jo er en sindssyg god spiller, så vi håber han kan fortsætte på det niveau han viste i lørdags, lyder det videre fra Kristian Bjørnsen, inden talen falder på morgendagens modstander fra KIF Kolding.
Holdet er inden kampen placeret på en 13. plads i Herreligaen, hvor man er noteret for 11 point i 19 kampe og senest måtte se sig slået med cifrene 27-35 i egen hal af TTH Holstebro.
Vi har bestemt respekt for dem, men jeg mener samtidig, at det er op til os selv hvordan kampen skal forløbe. Hvis vi gør som vi har aftalt, så får Kolding det svært.
- Kristian Bjørnsen
– Vi har haft flere tætte kampe mod Kolding de senere år og vi tabte også dernede i seneste sæson. Så selvom de ikke har haft det bedste første halvår, så er det stadig et hold med adskillige kvalitetsspillere og vi ved, at hvis de rammer dagen, så kan vi få det svært. De har et par gode skytter i Oliver Norlyk og Erik Toft som har vist god form, ligesom de har god fysik i forsvarsspillet som vi skal prøve at undgå at komme for tæt på. Derudover skal vi selvfølgelig være opmærksomme på, at Kolding ikke får for mange nemme mål, analyserer Bjørnsen og fortsætter.
– Så vi har bestemt respekt for dem, men jeg mener samtidig, at det er op til os selv hvordan kampen skal forløbe. Hvis vi gør som vi har aftalt, så får Kolding det svært. Vi ved dog, at det er en af de sværere udebaner at komme til og man kan godt mærke, at til flere af vores udekampe, der er det årets største kamp for modstanderen når vi kommer på besøg.
– Samtidig har de lidt ryggen mod muren og skal snart hente point, så de vil gøre alt hvad de kan, men forhåbentlig bliver det ikke i morgen det kommer til at ske, lyder det fra den norske fløjspiller, der har et særligt ønske til tirsdagens kamp.
– Vi er gået i gang med en februar måned med mange kampe i februar, så vi kan ikke køre alt for hårdt på enkelte spillere. Derfor håber og tror jeg, at vi igen kan bruge bredden i vores truppen til både at tage en sejr, men også at aflaste. Det gjorde vi godt mod GOG og kan vi lykkes med det i de kommende kampe også, så kommer belønningen forhåbentlig senere i februar.
Tirsdagens kamp fløjtes op kl. 20.00 i Sydbank Arena i Kolding og kan følges direkte på TV2 Sport med optakt fra kl. 19.30