Søndag aften gælder det tredje kamp i slutspillet, når Aalborg Håndbold gæster Skjern Håndbold. Victor Kløve forventer en tæt kamp på en svær udebane.
Sæsonens første to opgør mod Skjern Håndbold er begge endt med komfortable nordjyske sejre, men meget er sket siden da, og de to hold skal søndag aften ud i en direkte duel om førstepladsen i slutspillets pulje 1.
Kampen bliver Aalborg Håndbolds anden på udebane i slutspillet, og kommer efter at man i mandags besejrede KIF Kolding med cifrene 33-28 på hjemmebane i Sparekassen Danmark Arena .
– Det var dejligt at komme tilbage på sporet med sejren over Kolding, i en kamp hvor jeg synes at vi lykkedes med mange af de ting vi gerne ville, både offensivt og defensivt. Samtidig var det dejligt at få en kapacitet som Lukas (Sandell, red.) tilbage igen, han gav noget fart og flow i spillet, og det skal vi gerne bruge igen mod Skjern, forklarer Victor Kløve, der i foråret har fået godt med spilletid i fraværet af flere holdkammerater
– Ja, det er rigtigt. Det har selvfølgelig været på en træls baggrund, men jeg er glad for at jeg har kunnet bidrage positivt og været med til at tage ansvar i defensiven, og også lidt i offensiven. Så jeg er personligt glad for, at jeg har kunne aflaste de andre, og har fået vist mig frem og vist at jeg godt kan spille med, også i de større kampe. Det giver noget selvtillid til bare at fortsætte med at klø på når man er på banen, lyder det videre fra Aalborg Håndbolds nummer fem.
Søndag gælder det endnu en af de større kampe, denne gang mod Skjern Håndbold. Og det er en kamp der er vigtig af flere årsager.
– Først og fremmest vil vi selvfølgelig gøre alt for at tage en sejr og fastholde førstepladsen i vores pulje. Samtidig ved vi også, at vi efter kampen skal være lidt væk fra hinanden i truppen på grund af landskampene, så vi vil gerne kunne tage af sted til landsholdet med et godt resultat i bagagen, fortsætter Victor Kløve, der selv skal med U/21-landsholdet til Portugal.
For vores vedkommende skal vi holde fast i de ting vi gør godt, ikke mindst at stå godt i defensiven og give keeperen gode betingelser i målet.
- Victor Kløve om nøglen til sejr mod Skjern
Fokus er dog klart på den vigtige topkamp i slutspilspulje 1, og her forventer den talentfulde Kløve en tæt og hård kamp på en svær udebane.
– Det er klart, Skjern Bank Arena er et svært sted at spille, for de er rigtig gode på hjemmebane. Jeg forventer at de kommer med en masse fart i angrebet og i kontrafasen, og så ved vi, at de har en meget stærkt defensiv som vi skal forsøge at lirke op.
– For vores vedkommende skal vi holde fast i de ting vi gør godt, ikke mindst at stå godt i defensiven og give keeperen gode betingelser i målet. Endelig skal vi gerne have skudt hul på Christoffer Bonde i deres mål, for vi ved at han har dage hvor han kan lukke helt af. Lykkedes vi med det, så skal tingene nok tippe i vores favør.
Kamp for kamp i denne sæson har de mange Aalborg Håndbold-fans vist sig som en stærk og loyal støtte, både på hjemme og udebane – og igen på søndag vil Aalborg Håndbold Support være klar til at give den gas på lægterne.
– Det er monsterfedt at mærke, at selv på udebane har vi en kæmpestor opbakning. Især i de to seneste kampe i Esbjerg kunne vi mærke det. Det betyder meget, at der er nogen der hepper på os, det kan slet ikke understreges nok. Så jeg er stolt af vores fans, de gør det sindssygt godt og de skal endelig bare blive ved, lyder den afsluttende opfordring fra Victor Kløve.
Søndagens opgør mod Skjern Håndbold spilles kl. 20.00 i Skjern Bank Arena og kan ses direkte på TV2 Sport med optakt fra kl. 19.30.