Bredden og niveauet i Aalborg Håndbolds nye trup viste for alvor sin styrke, da Bundesliga-mandskabet blev besejret 34-29 fredag aften i Sparekassen Danmark Arena.
I en propfyldt Sparekassen Danmark Arena var der fredag aften dømt stjerneparade, da tyske SG Flensburg-Handewitt var på besøg foran rekordmange 5.500 tilskuere.
Cheftræner Stefan Madsen måtte til kampen se bort fra fortsat skadede Jesper Nielsen, mens Thomas Arnoldsen måtte melde forfald grundet sygdom.
Fra første fløjt var det to mandskaber der skulle føle hinanden på tænderne, og ikke mindst den tyske defensiv kom godt fra land og fik i flere omgange bremset Aalborg Håndbolds offensiv med hårdt fysisk spil.
I modsatte ende fik gæsterne samtidig prikket hul på den nordjyske defensiv, så stillingen efter godt seks minutter var 5-2 til SG Flensburg-Handewitt.
Nytilkomne Niklas Landin viste dog eksempler på hvorfor han i flere omgange er kåret som verdens bedste målvogter, og med et par stærke redninger gav han rygstødet til tre ubesvarede scoringer fra hjemmeholdet.
Generelt havde Aalborg-forsvaret dog svært ved at håndtere et bevægeligt tysk angreb, og kun tekniske fejl fra de hvidklædte gæster, samt Landin i målet, holdt i kampens første kvarter Aalborg Håndbold på omgangshøjde på måltavlen.
Et til tider ineffektivt Aalborg-angreb måtte flere gange erkende, at Flensborg-målvogterne Benjamin Buric og Kevin Møller også kunne tage med både hænder og fødder. Konsekvensen blev, at man gennem de første tyve minutter af kampen ofte var både et skridt og et mål efter holdet fra grænselandet.
Selv i modgang evner gode hold dog oftest at holde sig inde i kampe, og det var præcis hvad Aalborg Håndbold gjorde denne aften. Der blev fightet med næb og klør for at holde trit, og især indspillet til stregspillerne René Antonsen og Simon Hald gav flere gange pote.
At hele ni forskellige målscorere kom på tavlen for Aalborg Håndbold i første halvleg fortalte samtidig en klar historie om, at alle mand denne aften bidrog til løjerne, hvor man med en stærk afslutning på første omgang kunne gå til pausen med en føring på 18-17.
Fra anden halvlegs start blev det også til hjemmebane-debut til Jack Thurin og Fabian Norsten, og de kunne omgående se Lukas Nilsson og dernæst Aleks Vlah bringe Aalborg Håndbold i front med 20-17.
Rutinerede Patrick Wiesmach viste også denne aften smagsprøver på hans spilforståelse, og leverede på et lille minut først en scoring fra stregen, en opfanget bold i defensiven og dernæst et tiltvunget straffekast, som Mikkel Hansen udnyttede til stillingen 22-18.
Den hurtige start på anden halvleg betød, at billedet fra første halvleg nu var stik modsat, så det nu var gæsternes tur til at jagte en føring.
Den situation bekom helt klart Aalborg Håndbold godt, og som kampen skred frem flød angrebene bedre og bedre, ligesom både bredden og niveauet i Stefan Madsens trup for alvor kom til sin ret.
En Flensborg-timeout efter 42 minutter kunne ikke ændre på kampbilledet, hvor Bundesliga-mandskabets forsvar gang på gang stod tilbage uden modsvar, mens man i modsatte ende også havde stadigt sværere ved at komme til scoringer.
Kun en-mandshæren Simon Pytlick kunne med jævne mellemrum sende kuglen i kassen, men denne aften måtte Aalborg Håndbolds onde ånd gennem de seneste par sæsoner erkende, at end ikke han kunne ændre tingenes tilstand.
Efter 50 minutter var føringen oppe på fem scoringer, ikke mindst takket været Mads Hoxers raketarm, der i flere omgange blæste bolden i mål.
Også Mikkel Hansen viste denne aften stor skarphed, især på straffekast, og den populære nummer 24 blev da også dagens topscorer med i alt syv af Aalborg Håndbolds 34 scoringer.
Med aftenens resultat slutter Aalborg Håndbold optakten til den nye sæson på bedste tænkelige vis.
Om ni dage er det alvor, når TTH Holstebro tager i mod til 1/8-finale i Santander Cup.
Matchfacts testkamp
Aalborg Håndbold – SG Flensburg-Handewitt 34-29 (18-17)
Stillinger undervejs
10’ 4-5, 20’ 10-10, 30’ 18-17, 40’ 23-20, 50’ 30-24, 60’ 34-29
Målscorere Aalborg Håndbold
Mikkel Hansen 7, Lukas Nilsson 6, Mads Hoxer 5, René Antonsen 3, Aleks Vlah 3. Patrick Wiesmach 3., Kristian Bjørnsen 2, Simon Hald 2, Buster Juul 1, Martin Larsen 1, Sebastian Barthold 1
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 1
SG Flensburg-Handewitt: 1
5.500 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena