SC DHfK Leipzig har indløst Kristian Sæverås frikøbsklausul, og vores stærke norske målmand skifter derfor efter indeværende sæson til den tyske Bundesliga.
Den 23-årige målmand kom til klubben i sommeren 2018, og han har siden sin ankomst været blandt de absolut bedste målmænd i den hjemlige Primo Tours Liga.
– Vi er selvfølgelig rigtig ærgerlige over, at vi mister en spiller af Kristian Sæverås kaliber. Han har sammen med Mikael Aggefors dannet den måske stærkeste målmandsduo i Primo Tours Ligaen, siden han kom til klubben. Samtidigt har vi godt været klar over, at han ønskede at prøve sig af i den tyske Bundesliga. Nu vil vi sammen arbejde hårdt på at fortsætte de gode takter sæsonen ud, og så ønsker vi Kristian alt det bedste med de nye udfordringer i Tyskland til sommer, siger direktør Jan Larsen.
– Det er lidt vemodigt for mig, da jeg har været, og fortsat er, rigtig glad for Aalborg Håndbold. Jeg har altid ønsket at blive udfordret i en af de allerstørste ligaer og kunne derfor ikke takke nej til tilbuddet fra SC DHfK Leipzig. Først og fremmest er jeg dog fuldt fokuseret på at afslutte min tid i Aalborg på bedst mulig vis og vinde flere titler til klubben sammen med mine fantastiske holdkammerater, siger Kristian Sæverås.
Sagosen glæder sig til lørdagens hjemmekamp mod SAH
13. november 2026
Se med når Sander Sagosen giver sine forventninger til lørdagens DM-rematch.
Læs mere




