pokal header web (2)

Kroatisk gysertime endte uforløst

Aalborg Håndbold måtte for anden kamp i træk gå fra banen uden sejr i Machineseeker EHF Champions League, da en sen kroatisk udligning betød at aftenens opgør mod HC Zagreb endte 30-30.

For anden kamp i træk var Aalborg Håndbold på udebane i den fornemmeste europæiske klubturnering, da det torsdag aften gjaldt en lumsk kamp mod hjemmeholdet fra HC Zagreb.

Cheftræner Stefan Madsen måtte fortsat se bort skadede Jesper Nielsen og Lukas Nilsson, hvorfor dagens hold var en tro kopi af de 16 spillere der i weekenden besejrede TTH Holstebro i den hjemlige herreliga.

Med udgangspunkt i en stærk defensiv og en særdeles velspillende Niklas Landin fik man en forrygende start på kampen. Allerede efter seks minutters spil viste måltavlen 4-0 i Aalborg-favør, hvilket tvang hjemmeholdet til at tage kampens første timeout.

Herefter kom Zagreb-mandskabet også på måltavlen, og den kroatiske opblomstring med en justeret defensiv tilgang førte til, at Aalborg-føringen blev reduceret til to scoringer, ligesom værterne lykkedes med at trække tempoet ud af kampen.

To udvisninger til hjemmeholdet betød dog, at Aalborg Håndbold kunne fastholde teten, men kroaterne havde i flere omgange succes via skytterne Klarica og Srna, der efter små 17 minutter begge stod noteret for tre fuldtræffere.

Det aggressive, fysiske Zagreb-forsvar skabte gradvist større og større frustrationer for de rødklædte gæster, der havde svært ved at bryde igennem fem-et forsvaret og komme til afslutninger.

En timeout fra Stefan Madsen gav kortvarigt en ny fire-målsføring, men det lykkedes ikke at hægte hjemmeholdet af.

Tværtimod kunne Luka Klarica fire minutter før pausen indsnævre føringen til et enkelt mål og kort efter kunne selvsamme Klarica bringe balance i tingene ved stillingen 14-14, hvorefter holdene udvekslede yderligere en scoring, så pausestillingen hed 15-15.

I et forsøg på at tippe tingene til nordjysk fordel kom Fabian Norsten i mål fra anden halvlegs start, men svenskeren kunne ikke forhindre Yoel Morales i at give Zagreb deres første føring i kampen ved stillingen 18-17.

Mikkel Hansen havde dog ikke i sinde at se passivt til, og manden med trøje nummer 24 fik på fornem vis udnyttet en ny udvisning til kroaterne til at orkestrere tre ubesvarede scoringer fra Aalborg Håndbold.

Kampen var nu helt lige, men en dobbelt-udvisning til Zagreb ved stillingen 20-20 gav Stefan Madsens tropper en god mulighed for igen at bringe sig i front. Chancen blev desværre forspildt og i stedet var det værterne der kom ud af undertallet med en føring på 23-22.

Med kun et kvarter tilbage af kampen var der fortsat alt at spille for, og langt størstedelen af de 5.018 fremmødte tilskuere i Arena Zagreb bakkede nu i den grad op om deres helte.

Unge Marinus Munk viste kort efter gode takter da han i to omgange satte holdkammeraterne op til scoringer, men fortsat var kampbilledet, at Aalborg Håndbold måtte slide hårdt i det for at komme til mål, mens værterne havde fundet nøglen til den nordjyske defensiv.

Et rødt kort til HC Zagrebs Adin Faljic efter 50 minutters spil gav dog atter en dansk mulighed for at trække fra på måltavlen, men endnu engang blev chancen forspildt via tekniske fejl og misbrugte afslutninger.

I stedet kunne kroaterne bringe sig i front 29-27 med kun fem minutter tilbage, og dermed var gode råd dyre for gæsterne.

I en gyserafslutning på kampen fik Mads Hoxer reduceret føringen, inden Mikkel Hansen kort efter kunne udligne til 29-29 på straffekast med to et halvt minut tilbage.

En vital redning fra Niklas Landin gav Aalborg Håndbold overhånden, og igen lynede Hoxer til 30-29 føring, inden endnu en redning fra Landin sendte bolden tilbage på nordjyske hænder.

Dermed lugtede det af en vigtig Aalborg-sejr, men i det efterfølgende angreb blev Mads Hoxer tvivlsomt dømt for angrebsfejl, og i stedet fik Zagreb bolden med 10 sekunder igen og Milos Kos kunne med få sekunder tilbage krølle bolden i nettet til slutfacit 30-30.

Med aftenens ene point er Aalborg Håndbold noteret for fem point efter de første fire opgør i Machineseeker EHF Champions League, hvor næste uge byder på tredje udekamp i træk, denne gang mod Paris Saint-Germain.

Inden da venter en ny udfordring i den danske Herreliga, hvor Skanderborg-AGF Håndbold søndag aften er modstanderen på udebane.

Matchfacts Machineseeker EHF Champions League

HC Zagreb – Aalborg Håndbold 30-30 (15-15)

Stillinger undervejs

10’ 3-5, 20’ 8-10, 30’ 15-15, 40’ 19-20, 50’ 26-26, 60’ 30-30

Målscorere Aalborg Håndbold

Mads Hoxer 7, Mikkel Hansen 6, Kristian Bjørnsen 5, Sebastian Barthold 5, Simon Hald 3, Aleks Vlah 3, René Antonsen 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 23 %

Fabian Norsten – 23 %

Målscorere HC Zagreb

Zvonimir Srna 7, Luka Lovre Klarica 6, Timur Dibirov 5, Miloš Kos 4, Yoel Cuni Morales 3, Aleks Kavcic 2, Adin Faljic 1, Ivan Cupic 1, Jakov Gojun 1

Redningsprocenter HC Zagreb

Aljaz Panjtar 0 %

Matej Mandic 21 %

2-minutters udvisninger

HC Zagreb: 6

Aalborg Håndbold: 1

Rødt kort

HC Zagreb: 1 (Adin Faljic)

Aalborg Håndbold: 0

5.018 tilskuere i Arena Zagreb, Kroatien

Nibe_Niklas

Testsejr over Aarhus Håndbold

På en god anden halvleg sikrede Aalborg Håndbold sig tirsdag aften en sejr på 33-29 i testkampen mod Aarhus Håndbold. Januar måneds eneste testkamp stod tirsdag aften mod Aarhus Håndbold,...
Machineseeker EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold-SC Magdeburg Foto: Henrik Hansen

VM-overblikket før mellemrunden

Alle vores spillere er fortsat med ved VM-slutrunden, hvor de vigtige mellemrundekampe skydes i gang i aften. Her får du overblikket over de kommende kampe med aalborgensisk deltagelse. Danmark Thomas...
HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Aalborg Håndbold-Fredericia HK Foto: Henrik Hansen

Testkamp mod Aarhus Håndbold tirsdag aften

Januar måneds eneste testkamp spilles tirsdag i Nibe, et opgør som cheftræner Simon Dahl her ser frem til. Mens mange af Aalborg Håndbolds spillere er i fuld gang med VM-slutrunden...

Håndbold i verdensklasse