Landins strafferedning afgjorde gyserfinale

En redning efter slutfløjt sikrede Aalborg Håndbold en 30-29 sejr over SAH i første DM-finale, i hvad der blev en ægte thriller i Sparekassen Danmark Arena.

Fra start stillede Aalborg Håndbold med Niklas Landin på mål, Vetle Rønningen og Simon Hald i midtblokken, Mads Hoxer og Juri Knorr som bagspillere, samt Kristian Bjørnsen og Alexander Blonz på fløjene. I angrebet vekslede Sander Sagosen med Rønningen.

Om end Thomas Arnoldsen var med på holdkortet, så var den stærke bagspiller fortsat mærket af den skulderskade han pådrog sig i semifinalen mod Mors-Thy Håndbold, hvorfor han ikke fik spilletid i første halvleg.

I en kogende og totalt udsolgt Sparekassen Danmark Arena åbnede begge hold med scoringer på deres første to angreb, og SAH fik også nettet i tredje forsøg, mens Aalborg Håndbold måtte se sig afvist, da Knorr efter to scoringer fik sin tredje afslutning reddet.

Det var således gæsterne der kom klart bedst fra land, da Donni Kristjansson på de første knap seks minutter fik scoret hele tre gange, mens landsholdsfløjen Johan Hansen nettede to gange, så Aalborg Håndbold tidligt skulle grave sig op af et tremåls-hul.

En halvhjertet afslutning fra Sagosen endte med endnu en SAH-scoring i modsatte ende, denne gang på straffekast ved Jeppe Cieslak.

Kampens første udvisning gik til gæsterne i 11. minut, men på det efterfølgende straffekast måtte Knorr se sit skud stoppet, men tyskeren gjorde skaden god igen, da han kort efter scorede i tomt net til stillingen 5-7, inden Landin ved udløbet af udvisningen gjorde ham kunsten efter.

Kristjansson fik dog fortsat plads til at hamre på mål fra distancen, en mulighed der blev udnyttet til fulde, da islændingen to angreb træk sendte kuglen forbi en sagesløs Landin.

En misser fra Mads Hoxer endte med østjysk kontraløb og udvisning til Kristian Bjørnsen, så gæsterne efter et kvarter atter var i front med tre mål ved stillingen 7-10.

I undertallet kom både Felix Möller og Patrick Wiesmach i aktion, mens Hoxer gik forrest og fik nettet to gange.

Defensivt var man dog fortsat stærkt udfordret, da SAH både fandt vej til netmaskerne fra distancen, via fløjen og via dueller i midtblokken.

Selvom man kort efter endelig fik tvunget gæsterne til en svær afslutning med redning til følge, så blev bolden smidt væk i modsatte ende, så man igen pådrog sig en udvisning efter kontraløb.

Efter 23 minutter føltes det derfor fortsat som om, man var et skridt efter østjyderne i både tanke og handling, hvilket Sagosens misser fra klos hold afspejlede.

Også i målmandsduellen var overtaget med SAH, hvor Magnus Petersen efter 28 minutter var noteret for otte redninger mod Landins tre i modsatte ende.

Symptomatisk for første halvleg misbrugte Felix Möller omgangens sidste Aalborg-angreb, mens Landins afslutning mod tomt mål akkurat ikke nåede i nettet inden pausefløjtet, så Aalborg Håndbold måtte gå i kabinen nede 14-16.

Fra anden halvlegs start satte Knorr sin syvende scoring i kassen, inden Landin i fuld længde behændigt snuppede Emil Lærkes afslutning fra distancen. Kort efter udlignede Simon Hald til 16-16 mens gæsterne i samme ombæring pådrog sig en udvisning. Overtallet gav dog ikke nogen fordel, da Vetle Rønningen også ragede en udvisning til sig.

På måltavlen var holdene nu helt lige og gæsterne valgte at trække syv-mod-seks spillet frem fra værktøjskassen, hvilket i første omgang endte i en teknisk fejl, som Simon Hald straffede med kontrascoring og kampens første Aalborg-føring på 20-19 efter 38 minutter.

Galleri – klik for større fotos

En nu tydeligt fokuseret defensiv fik bedre og bedre fat i SAH-spillerne, ligesom Landin også kom i vejen for flere afslutninger. Momentum var nu med hjemmeholdet, hvilket tændte yderligere op under størstedelen af de 5.500 tilskuere, der for alvor satte gæsterne under pres.

Efter 41 minutter blev Thomas Arnoldsen sendt på banen under stående ovationer, og jublen steg yderligere, da Hoxer i det efterfølgende angreb nettede til 22-20, inden Blonz på en kontra gjorde det til 23-20, hvilket tvang SAH til timeout.

Modvinden fortsatte for gæsterne, da Landin kom i vejen for yderligere to skud, så måltørken kom op på otte minutter for SAH, inden Donni Kristjansson fik reduceret til 24-21.

Midt i den gode stime røg Felix Möller desværre ind i kampens fjerde Aalborg-udvisning, og østjyderne var med to reduceringer hurtige til at sætte en fod i den dør, som hjemmeholdet ellers var i fuld færd med at lukke.

Afslutningen på kampen blev derfor en uhyre medrivende affære, hvor gæsterne igen valgte overtalsspillet i angrebet, og hvor holdene skiftedes til at score, dog med Aalborg Håndbold i teten med to mål indtil 55. minut, hvor Sagosens afbrænder blev straffet med reducering til 28-27.

Kampen balancerede nu på en knivsæg, og da Felix Möller i helt fri position på stregen måtte se sit skud reddet, kunne SAH løbe kontra og udligne med mindre end fire minutter igen.

Knorrs tekniske fejl gav boldtab, så SAH på en heldig returbold på Landins redning kunne trille bolden i nettet til føring, inden Bjørnsen udlignede til 29-29 med halvandet minut igen.

Gæsterne havde flere gange i kampen ramt stolpe-ind på deres afslutninger, men med under et minut tilbage sprang en afslutning tilbage i spil, så Aalborg Håndbold med bolden i egne hænder fik mulighed for at bringe sig i front.

Efter en timeout med 40 sekunder tilbage fik Knorr sat Mads Hoxer i scene, der studsede kuglen i nettet til ny Aalborg-føring.

Dermed var dramaet dog ikke ovre, for med ét sekund tilbage fik gæsterne tilkæmpet sig et straffekast.

Her stod Johan Hansen atter overfor Landin, som han tidligere i kampen havde lobbet et straffekast i nettet mod, men med en imponerende refleksredning blev Landin vinderen af den sidste duel mellem de to, så kampen endte med 30-29 sejr til Aalborg Håndbold.

Torsdag kl. 20.30 venter anden DM-finale, denne gang i Århus, hvor Aalborg Håndbold med en sejr kan sikre sin 9. DM-titel.

Matchfacts Bambuni Herreligaen, 1. DM-finale

Aalborg Håndbold – Skanderborg AGF Håndbold 30-29 (14-16)

Stillinger undervejs

10’ 4-7, 20’ 10-12, 30’ 14-16, 40’ 21-20, 50’ 26-23, 60’ 30-29

Målscorere Aalborg Håndbold

Juri Knorr 8, Mads Hoxer 7, Alexander Blonz 5, Simon Hald 3, Lukas Nilsson 2, Kristian Bjørnsen 2, Niklas Landin 1, Sander Sagosen 1, Felix Möller 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 30,00% (12/40)

Fabian Norsten – 0% (0/1)

Målscorere Skanderborg AGF Håndbold

Kristian ”Donni” Ørn Kristjansson 7, Johán Hansen 7, Fredrik Olsson 5, Andreas Søgaard 4, Morten Balling 3, Emil Lærke 1, Jeppe Cieslak 1, Morten Kaalund 1

Redningsprocenter Skanderborg AGF Håndbold

Simon Sejr – 22,22% (2/9)

Magnus Petersen – 27,59% (8/29)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 4

Skanderborg AGF Håndbold: 2

 

5.500 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

Arena

Praktisk information til dagens 1. DM-finale

Læs praktisk info til eftermiddagens DM-finale i Sparekassen Danmark Arena.
Buster_semi1

Buster Juul glæder sig til første DM-finale

Søndag eftermiddag gælder det første DM-finale mod SAH - en kamp som Buster Juul her ser frem mod.
SAH-Patrick

Værd at vide om DM-finalerne

Læs op på facts og skæve vinkler på søndagens første DM-finale mod Skanderborg-AGF Håndbold.

Håndbold i verdensklasse