Søndag aften gælder det niende spillerunde i Herreligaen, når Aalborg Håndbold jagter endnu en sejr, denne gang på udebane mod Skanderborg-AGF Håndbold. Talentfulde Marinus Munk ser her frem til opgøret.
Den blot 20-årige venstre back bragede for alvor igennem i bevidstheden hos håndboldfans landet over, da han i foråret med flere stærke indhop var med til at gøre en afgørende forskel i en række kampe for Aalborg Håndbold.
De stærke indsatser blev sidenhen vekslet til en fuldtidskontrakt, hvorfor stortalentet siden sommeren har kunnet dedikere sig fuld tid til håndbold.
– Det er selvfølgelig noget andet end tidligere, og jeg må sige, at det har været stort spring fra U/19-holdet og til ligahåndbolden. Der er en del mere træning og meget mere man skal følge med i, men alt i alt synes jeg bare det er megafedt, at jeg nu har fået muligheden for at lave det jeg bedst kan lide og ikke mindst at være med på den øverste hylde. Jeg har allerede fået mere end spilletid end jeg havde regnet med, og selvom det er sket på baggrund af skader i truppen, så håber jeg på at kunne bidrage endnu mere, lyder det lørdag morgen fra Marinus Munk, der sammen med holdkammeraterne fredag eftermiddag vendte hjem fra Champions League-opgøret i Zagreb.
– Det gik ikke helt som vi havde håbet, og derfor var der også en lidt trykket stemning i omklædningsrummet efter kampen i Zagreb. Vi var alle skuffede, men nu gælder det for os om hurtigt at komme videre og rejse os i morgen aften mod Skanderborg-AGF. Det er vigtigt at vi kommer ud og viser, at vi stadig kan holde et højt niveau, så får to point med hjem fra Aarhus, siger Marinus Munk, der dog på ingen måde forventer en walkover i Smilets By.
– Der er nok ingen tvivl om at Skanderborg-AGF går jo all-in, de har rollen som underdog og kan spille helt frit mod os. I sådan nogle kampe ser man af og til at der kommer overraskelser, så vi er meget bevidste om, at vi skal vi sørge for at det ikke sker søndag aften.
– Generelt synes jeg de har et rigtig godt hold uden de store svagheder. De er rigtig gode mand-til-mand, men også på duellerne og skud fra distancen. Man kan sige, at de måske har fået en lidt jævn start på sæsonen, men jeg tænker det skyldes at der er kommet flere nye spillere til der nok lige skal spilles sammen, så det bliver ikke en let kamp for os, forklarer Munk, men ved også at Aalborg Håndbold har nogle nøgler der måske kan åbne den østjyske defensiv.
Vi går ind til kampen i morgen som til alle andre kampe, med respekt for modstanderen men også med stor tro på egne evner.
- Marinus Munk
– Jeg tror først og fremmest, at vores fart i spillet kan gøre det svært for dem, og vi er også ganske dygtige i duelspillet, så på den måde kan vi godt gøre det svært for dem. Kan vi starte godt og hurtigt, kan vi måske få slået et hul til dem, og kan så håbe på, at de mister lidt af gejsten.
– Alt i alt ved vi dog, at der skal en god præstation til i alle 60 minutter hvis skal tage de to point, og vi går ikke ind til kampene og tror de allerede er vundet på forhånd, uanset om vi snakker Champions League eller Herreligaen. Så vi går ind til kampen i morgen som til alle andre kampe, med respekt for modstanderen men også med stor tro på egne evner.
Som oftest når Aalborg Håndbold spiller på udebane, vil der også søndag aften være mange nordjyske fans på lægterne for at støtte holdet til sejr. Værdien af den opbakning skal man ikke underkende.
– Nej bestemt ikke, det er meget vigtigt med støtten fra vores fans. Vi er utroligt glade for al den opbakning vi får, og jeg synes altid vores medrejsende tilskuere plejer at give en fantastisk opbakning og skabe en god stemning, så det forventer jeg også at de gør søndag. Det er bare superfedt at de er med os overalt, afrunder Marinus Munk, inden cheftræner Stefan Madsen lørdag formiddag kalder til træning.
Søndagens kamp mod Skanderborg-AGF fløjtes i gang kl. 20.00 i Djurslands Bank Arena i Aarhus og vises direkte på TV2 Play med optakt fra kl. 19.55.
Samtidig er det kampen hvor de nye flotte udebanetrøjer får premiere.