Fløjspiller Sebastian Barthold vil lørdag være med til at sikre, at Aalborg Håndbold fortsat har maksimumpoint i Herreligaen når opgøret mod TMS Ringsted er afviklet. Læs optakt til kampen her.
Efter onsdagens sikre sejr over HC Eurofarm Pelister i Machineseeker EHF Champions League, venter lørdag eftermiddag en ny dyst i Herreligaen når TMS Ringsted gæster Sparekassen Danmark Arena.
For Sebastian Barthold har indledningen på sæsonen således været noget nær perfekt, og nordmanden beretter om god stemning i spillertruppen.
– Jeg synes vi har fået en fin start på sæsonen indtil videre, og det er noget vi alle er glade for. Selvom det nogle gange kan være svært at balancere tingene i en stor trup, hvor alle gerne vil have spilletid, så synes jeg at vi har gjort det rigtig godt og får udnyttet vores forskellige kompetencer i truppen.
– Vi ved at vi får brug for alle mand i en lang sæson, og derfor gør det ikke så meget om man spiller 10 minutter i én kamp og 60 minutter i en anden kamp, det er alle indforstået med. Så generelt er alle glade for starten på sæsonen og at vi vinder mange kampe. Det skal vi holde fast i, så vi i morgen kan ride videre på den gode stime og fortsætte det gode spil, forklarer Sebastian Barthold efter fredagens afsluttende træning.
Lørdagens gæster fra TMS Ringsted er efter fire kampe placeret på 13. pladsen i Herreligaen og har foreløbig blot sejret en enkelt gang, da man i åbningskampen vandt 34-33 over SønderjyskE.
Den kamp blev efterfulgt af et snævert et-måls nederlag til TTH Holstebro, inden også GOG og KIF Kolding besejrede sjællænderne.
– Jeg synes at tabellen lyver lidt, for TMS Ringsted har ud over sejren haft to meget tætte kampe som de burde have vundet. De kunne derfor nemt have haft flere point og har generelt fået en god start på sæsonen. De har stor tro på egne evner og deres koncept og spiller samtidig meget hurtigt. Derfor skal vi sørge for at stoppe dem i de ting de gør godt, og til gengæld spille hårdt, fysisk og hurtigt, så de ikke får troen på at de kan lave en overraskelse heroppe, lyder det videre fra Sebastian Barthold, der gerne ser flere point på kontoen i Herreligaen.
Vi skal bare blive ved med at lægge på, for det kan blive guld værd når vi skal lægge tingene sammen til sidst i sæsonen.
- Sebastian Barthold
– Vi kan se at flere hold slår hinanden på kryds og tværs i ligaen, så vi er selvfølgelig meget bevidste om at få så mange point som muligt. Vi skal bare blive ved med at lægge på, for det kan blive guld værd når vi skal lægge tingene sammen til sidst i sæsonen. Så vi er glade for starten på sæsonen, men vi vil have mere og stiller os på ingen måde tilfredse.
I den kommende uge venter en tur til Ungarn, hvor Pick Szeged er modstanderen i Machineseeker EHF Champions League. Men fjerner sådan en kamp fokus fra opgørene i Herreligaen?
– Det er ofte en faldgrube når man skal præstere i flere turneringer på samme tid. Det lyder måske mere spændende med næste europæiske kamp end en hjemmekamp i ligaen, men vi er meget bevidste om, at vi skal levere et stykke professionelt arbejde i morgen og i alle ligakampene. Det er trods alt det der giver os muligheden for, at vi forhåbentlig kan deltage i Champions League igen i næste sæson. Så ingen tvivl om at vi er klar og er fuldt fokuseret på TMS Ringsted, fortæller Sebastian Barthold, der efter morgendagens kamp kan se frem til at hele seks af de kommende syv kampe på programmet foregår på udebane.
– Der venter et hårdt program, og derfor skal vi også nyde at spille på hjemmebane. Vi elsker at spille her og har haft over 5.000 tilskuere til hver kamp indtil videre, så vi ved at det er noget helt specielt. Derfor skal vi vi også blive ved med at give noget til publikum, og så håber vi at de vil blive ved med at skabe den gode stemning og støtte os, afrunder Barthold, der sammen med holdkammeraterne står klar til kamp lørdag kl. 14.00
Morgendagens opgør kan ikke ses via TV eller streaming, men heldigvis er der endnu ledige billetter til kampen, der kan købes via linket herunder.
Før kampen er der gratis børnearrangement med hoppeborge, gratis is og en masse andre aktiviteter. Alle børn med billet til kampen har fri adgang til arrangementet.
Læs mere her om arrangementet og hvordan du henter en gratis billet.