pokal header web (1)

Magisk aften i Veszprém

VANVITTIGT! En fabelagtig præstation sikrede her til aften en sejr på 32-30 på udebane mod det ungarske storhold Veszprém efter pauseføring på 19-16 i vores favør.

Til kampen var 300 fans samlet i Jutlander Bank Arena til storskærmsarrangement, og de gav drengene en fantastisk opbakning hjemme fra Aalborg – og jublen kunne for alvor bryde ud, da Buster Juul slog sejren fast i sidste sekund. Og et af de største resultater i klubbens historie var dermed en realitet.

At det skulle blive én af de aftener lå ellers ikke i kortene efter de første par minutter. To tekniske fejl i vores to første angreb satte hjemmeholdet i front fra start.

Vi fik dog hurtigt rystet den dårlige start af os, og leverede derefter en lang periode med noget nær perfekt håndbold i begge ender af banen. Simon Gade hev store redninger op af hatten, defensiven stod blændende og offensiven sprudlede. 

Lidt mere end halvvejs inde i første halvleg havde vi således spillet os til en føring på 15-8.

Derefter fik hjemmeholdet bedre fat, og de bragte vores forspring ned på tre mål ved pausen, hvor stillingen var 19-16 i vores favør.

Efter pausen satte Veszprém hurtigt to scoringer i kassen, og forspringet var dermed bragt ned på en enkelt scoring.

Det slog os dog ikke ud – vi fortsatte med at spille klogt. I det etablerede forsvar dæmmede vi fint op for hjemmeholdet, mens vi angrebsmæssigt i store dele af kampen fik spillet os frem til gode scoringsmuligheder.

Anden halvleg bølgede lidt frem og tilbage, men føringen gav vi ikke slip på, og med små ti minutter igen var vi i front 30-25.

En af kampens store profiler, Henrik Møllgaard, løb her ind i sin tredje udvisning, og han måtte derfor se til fra tribunerne resten af opgøret.

Veszprém fik medvind. De hentede langsomt ind på os, og med under fem minutter tilbage fik de reduceret vores forspring til blot et enkelt mål.

Det blev derfor en nervøs og hektisk afslutning, og med et minut tilbage havde hjemmeholdet muligheden for at udligne.

Den mulighed fik vi sat en kæp i hjulet for – og i det efterfølgende angreb viste vi koldblodigheden, og Buster Juul kunne i sidste sekund lukke opgøret med den sidste scoring. Og sejren på 32-30 var en realitet.

En vaskeægte mandfolkepræstation banede vejen for aftenens magiske sejr. Samtlige mand kæmpede en vis legemsdel ud af bukserne, og med flot håndbold samt en ikke mindst fantastisk vilje kom sejren i land.

Mens der ikke var tilskuere på lægterne i Ungarn, så var der som nævnt 300 fans samlet til storskærmsarrangement i Jutlander Bank Arena. En kæmpe tak skal der lyde til de fremmødte, som gav en utrolig opbakning og var med til at sætte prikken over i’et for en helt igennem vidunderlig aften.

Matchfacts

Telekom Veszprém målscorere:
Petar Nenadic 6, Vuko Borozan 6, Andreas Nilsson 5, Rasmus Lauge 5, Yahia Omar 3, Gasper Marguc 2, Kentin Mahe 1, Kent Robin Tønnesen 1, Rogerio Moraes 1.

Aalborg Håndbold målscorere:
Buster Juul 8 (6), Henrik Møllgaard 7, René Antonsen 4, Lukas Sandell 3, Nikolaj Læsø 3, Magnus Saugstrup 3, Jonas Samuelsson 1, Felix Claar 1, Andreas Holst 1, Mads Christiansen 1.

Udvisninger:

Telekom Veszprém: 6 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 5 x 2 min. + rødt kort til Henrik Møllgaard efter tre 2-minutters udvisninger.

Redninger:

Marton Szekely: 7/19 (37 %)
Vladimir Cupara: 5/24 (21 %)

Simon Gade: 10/39 (26 %)
Mikael Aggefors: 0/1 (0 %)
 

image00002

Rungende revanche i Ringsted

Med en professionel og klinisk indsats storsejrede Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag på udebane mod TMS Ringsted med cifrene 41-29 Efter onsdagens Champions League-sejr over HBC Nantes var det lørdag atter...
Nantes_Fabbe

Aalborg Håndbold jagter revanche mod TMS Ringsted

Lørdag eftermiddag gælder det sæsonens andet opgør i Herreligaen når Aalborg Håndbold gæster TMS Ringsted. Læs optakt til kampen med Fabian Norsten. Senest Aalborg Håndbold var i aktion onsdag aften...
Anton Hellberg

Aalborg Håndbold lejer Anton Hellberg i KIF Kolding

Den svenske målvogter skal i de kommende måneder supplere Fabian Norsten i Aalborg-målet, mens Niklas Landin er ukampdygtig grundet knæoperation og efterfølgende genoptræning. Aalborg Håndbold har reageret hurtigt på nyheden...

Håndbold i verdensklasse