pokal header web (1)

Magtdemonstration i første slutspilskamp

En forrygende første halvleg grundlagde søndag aften en knusende sikker sejr på 38-26 på udebane mod Ribe-Esbjerg HH. Thomas Arnoldsen topscorer med 12 mål.

Efter en længere kampfri periode skulle Aalborg Håndbold søndag aften stemple ind i årets slutspil, hvor første modstander var Ribe-Esbjerg HH, der tog i mod i Blue Water Dokken i Esbjerg.

Cheftræner Stefan Madsen kunne glæde sig over igen at have stort set alle mand til disposition, hvor kun Sebastian Barthold fortsat var ude med skade, mens Mikkel Hansen blev skånet efter netop at være kommet sig over en lyskenskade.

Til gengæld var der glædeligt gensyn med Simon Hald, Jesper Nielsen, Patrick Wiesmach og Aleks Vlah, der alle var tilbage i spillertruppen til dagens opgør, mens Benjamin Jakobsen var oversidder.

Selvom værterne startede med bolden, så var det Aalborg Håndbold der indledte klart bedst.

Hele tre gange på kampens første tre minutter slog Aalborg Håndbold til på hurtige kontraer, hvor to mål af Mads Hoxer og et enkelt fra Thomas Arnoldsen gav en tidlig 3-0 føring.

Generelt indledte begge hold i højt tempo, hvilket gav hurtige afslutninger og mål, hvorfor man skulle seks minutter ind i kampen inden nogen af holdene måtte have gang i det etablerede angrebsspil.

Efter 10 minutter var der således hele 14 scoringer på tavlen, hvoraf de ni tilhørte gæsterne fra Nordjylland.

Niklas Landin fik bedre og bedre fat i målet, mens især Hoxer og Arnoldsen fortsat viste stor skarphed foran mål, hvor hjemmeholdet slet ikke kunne modstå trykket i den aalborgensiske ankomstfase.

Modtrækket blev at forsøge sig med syv-mod-seks i angrebet, men med Simon Hald og Henrik Møllgaard som ankermænd blev der dækket godt af i defensiven, hvilket blandt andet kastede en scoring til Niklas Landin af sig, da keeperen kunne score i tomt mål efter en vestjysk fejlaflevering.

Efter 16 minutter var stillingen 12-6 til de rødklædte gæster, der virkede i kontrol foran de 2.011 tilskuere, der gang på gang måtte se dagens topscorer Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer hamre kuglen i kassen mod et sagesløst vestjysk forsvar.

Efter godt 20 minutter fik begge dog et pusterum, da Aleks Vlah, Jack Thurin og Martin Larsen blev sendt i kamp for første gang, mens Ribe-Esbjerg nu forsøgte sig med fem-et forsvar for at bryde den nordjyske dominans.

Heller ikke det kunne dæmme op for den røde bølge der skyllede hen over vestjyderne, der både måtte se Niklas Landin snuppe en række hurtige afslutninger, mens boldene i modsatte ende peb ind om ørerne på Ribe-Esbjerg målmændene.

Det gav en overlegen pauseføring på hele 24-11 til Aalborg Håndbold efter en stort set perfekt første halvleg.

Galleri – klik for større fotos

I sidste års slutspil satte man en seks-måls føring over styr på få minutter mod Ribe-Esbjerg HH, men denne aften var intet overladt til tilfældighederne.

Den stærke og bevægelige defensiv fortsatte fra anden halvlegs start, mens kontrakniven ligeledes fortsat blev sat ind så snart muligheden bød sig.

Da haluret nærmede sig 39 minutter hamrede Thomas Arnoldsen sin niende, og Aalborg Håndbolds 30. mål i kassen til en usvigelig sikker 30-14 føring.

Kort efter var det Fabian Norstens tur mellem stængerne og svenskeren kunne konstatere, at selvom hjemmeholdet ikke opgav ævred, så valgte Stefan Madsen og Simon Dahl på sidelinjen ligeledes at fortsætte den høje kadence.

Mønsteret i kampen var fortsat det samme og kun i kampens slutfase blev der sparet en smule på kræfterne, da både Jack Thurin og Marinus Munk fik godt med spilletid.

Først i de sidste 10 minutter blev der således skruet en smule ned for det nordjyske tempo, men det kunne ikke aflæses på måltavlen, da Fabian Norsten gjorde hvad han kunne for at efterligne kollegaen Landin med en række fine redninger.

I angrebet viste Marinus Munk fine takter med to scoringer på vejen mod en tangering af Aalborg Håndbolds sæsonrekord for antal scoringer, i det den samlede sejr blev på hele 38-26.

Dermed er Aalborg Håndbold fortsat i front i slutspillets pulje 1, hvor man efter første kamp har fire point.

Næste opgør er onsdag aften på hjemmebane i Sparekassen Danmark Arena, hvor Mors-Thy Håndbold kommer på besøg.

Matchfacts Herreligaen, slutspil kamp 1

Ribe-Esbjerg HH – Aalborg Håndbold 26-38 (11-24)

Stillinger undervejs

10’ 5-8, 20’ 8-16, 30’ 11-24, 40’ 16-30, 50’ 20-35, 60’ 26-38

Målscorere Aalborg Håndbold

Thomas Arnoldsen 12, Mads Hoxer 5, Buster Juul 4, Lukas Nilsson 3, René Antonsen 3, Kristian Bjørnsen 2, Simon Hald 2, Aleks Vlah 2, Marinus Munk 2, Niklas Landin 1, Jack Thurin 1, Patrick Wiesmach 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 36%

Fabian Norsten – 33,33%

Målscorere Ribe-Esbjerg HH

Andreas Søgaard 5, Elvar Asgeirsson 4, William Aar 4, Emil Grønbech 3, Mathias Jørgensen 2, Marcus Dahlin 2, Sune Iversen 2, Jakob Frederiksen 2, Marcus Mørk 1, Morten Jørgensen 1

Redningsprocenter Ribe-Esbjerg HH

Niklas Kraft – 19,23%

Ágúst Björgvinsson – 27,27%

2-minutters udvisninger

Ribe-Esbjerg HH: 0

Aalborg Håndbold: 0

 

2.011 tilskuere i Blue Water Dokken, Esbjerg

børnedag-nyhed 2024 (1)

Aalborg Håndbold inviterer til børnedag!

Julehygge, ansigtsmaling, konkurrencer og sjove aktiviteter før kampen mod Fredericia den 14. december. Hvor hårdt kan du skyde og hvem kan folde den bedste papirflyver? Sammen med Sparekassen Danmark og...
Generelt_foto_overligger

Aalborg Håndbold søger to nye medarbejdere

Til administrationen søges nu en salgskonsulent og en merchandiseansvarlig. Salgskonsulent med passion for B2B og sport Er du en ambitiøs sælger, der brænder for dit arbejde, og er du drevet...
Arnoldsen_NS

Stærk slutspurt gav fuld gevinst mod Nordsjælland

Et truende nederlag blev vendt til sejr, da Aalborg Håndbold søndag eftermiddag vandt 29-27 på udebane. Thomas Arnoldsen topscorer med 10 mål. Efter onsdagens fornemme sejr over Industria Kielce skulle...

Håndbold i verdensklasse