Når vi i morgen løber på banen til kamp i Gudme, bliver det en helt særlig oplevelse for vores højre fløj Mark Strandgaard. Han har nemlig de seneste otte sæsoner tørnet ud for GOG, og morgendagens opgør bliver hans første møde med fynboerne siden skiftet.
Han erkender da også, at det bliver en speciel oplevelse.
– Det bliver selvfølgelig specielt. Jeg har haft 8 gode år i det fynske, der har været med til at definere mig som håndboldspiller. Jeg har tænkt på morgendagens scenarie nogle gange efterhånden, og jeg er meget afklaret med det jeg er i Aalborg nu, og det fortryder jeg bestemt ikke, siger Mark Strandgaard.
Marks fokus er da også fuldt ud på Aalborg, og kun en ting tæller i morgen en sejr.
– Som tidligere nævnt er jeg i Aalborg nu, og dermed er alle sejl sat ind for, at vi vinder vores kampe og i morgen er ingen undtagelse. Jeg glæder mig naturligvis stadig til at komme til Gudme og hilse på gode venner og bekendte, men når fløjten lyder, er det kun sejren, der tæller.
Med sin tid i GOG har han naturligvis en del viden om vores fynske modstander, men han tror dog ikke, det gør den store forskel.
– Jeg har selvfølgelig en del viden omkring de fleste af deres spillere, deres struktur og taktik. Det har jeg naturligvis forsøgt at byde ind med. Men det er nu ikke mere, end hvad Stefan og Arnór allerede har haft oppe og vende på taktikken.
Ser man på de sidste 11 indbyrdes opgør, er det blevet til 5 sejre til hvert mandskab og en enkelt uafgjort. Mark forventer da også en tæt kamp i Gudme i morgen.
– Det plejer altid at være opgør mellem to hold, som formår at presse hinanden til det yderste, og kun den naive vil tro på, det bliver en nem dag på kontoret. Begge mandskaber er godt indstillet taktisk, og jeg tror, de ukoncentrerede perioder i kampen kan blive kampafgørende, slutter Mark Strandgaard.
Du kan følge Mark og resten af holdet i jagten på at bevare statussen som ubesejret det kan du gøre direkte på TV2 Sport. Kampstart er kl. 20.30.