Miguel Martins atter spilleberettiget for Aalborg Håndbold

Analysen af den såkaldte B-prøve har vist sig at være negativ, hvorfor den portugisiske landsholdsspiller omgående er både trænings- og spilleberettiget igen.

Miguel Martins blev den 14. januar i år suspenderet af Det Internationale Håndboldforbund som følge af en dopingtest foretaget i regi af det portugisiske herrelandshold i januar 2024.

Det betød at Martins gik glip af VM-slutrunden med Portugal, var udelukket fra på nogen måde at træne med sine holdkammerater eller på anden vis, ligesom bagspilleren ikke kunne deltage i de seneste to kampe for Aalborg Håndbold i Herreligaen og Machineseeker EHF Champions League.

Sent fredag aften er Aalborg Håndbold blevet orienteret af Det Europæiske Håndboldforbund om, at Miguel Martins’ B-prøve efter analyse har vist sig at være negativ, hvilket hæver suspenderingen for brug af doping.

– Vi er både lettede og lykkelige på Miguels vegne og er selvsagt meget tilfredse med, at han igen må træne og spille kampe med holdet, hvilket er enormt positivt med henblik på det tætpakkede program vi ser frem mod resten af denne sæson.

– Når det er sagt, så savner vi fortsat en nærmere forklaring på hvordan suspensionen kunne ske og at en spiller på den måde kan blive udelukket fra en række vigtige kampe og store oplevelser, samt ikke mindst blive udsat for et voldsomt personligt pres, siger Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

Hovedpersonen selv ser også frem til igen at kunne snøre skoene og træde ind på håndboldbanen.

– Naturligvis kom udelukkelsen som et chok for mig og den seneste måned har været utrolig hård for både mig og min familie. Jeg er dog ekstremt lykkelig for, at B-prøven beviste min uskyld, som jeg hele tiden har fastholdt at den ville.

Aalborg Håndbold spiller i dag lørdag og i morgen søndag to kampe ved Santander Final4 i Jyske Bank Boxen i Herning. Selvom Martins er spilleberettiget, indgår han som udgangspunkt ikke i planerne for deltagelse i kampene.

Miguel Martins ønsker i den kommende tid udelukkende at fokusere på sit håndboldspil og har derfor frabedt sig yderligere spørgsmål og interviews om sagen i den kommende tid, hvilket Aalborg Håndbold opfordrer pressen og offentligheden til at respektere.

FinaleSAH Landin3

Landins strafferedning afgjorde gyserfinale

En redning efter slutfløjt sikrede Aalborg Håndbold en 30-29 sejr over SAH i første DM-finale, i hvad der blev en ægte thriller i Sparekassen Danmark Arena. Fra start stillede Aalborg...
Arena

Praktisk information til dagens 1. DM-finale

Læs praktisk info til eftermiddagens DM-finale i Sparekassen Danmark Arena.
Buster_semi1

Buster Juul glæder sig til første DM-finale

Søndag eftermiddag gælder det første DM-finale mod SAH - en kamp som Buster Juul her ser frem mod.

Håndbold i verdensklasse