Sidste sæsons sportslige succes med DM-guld og finaledeltagelse i Champions League banede vejen for et rekordoverskud, der for regnskabsåret 2020/2021 viste et overskud på kr. 2.140.000 før skat.
Det er dermed 11. år i træk, at vi kan præsentere et overskud, og det er der naturligvis stor glæde og stolthed over i klubben.
– Sidste sæson var helt igennem fantastisk for Aalborg Håndbold. Vi sikrede os klubbens 3. DM-titel i træk og samtidigt oplevede vi stor succes i Champions League kulminerende med finaledeltagelsen ved Final 4 i Køln. Det betød ekstra store indtægter, der sikrede det flotte økonomiske resultat. Det har dog på mange andre måder været en anderledes sæson, selvfølgelig grundet coronapandemien, hvilket jo bl.a. har betydet begrænset eller ingen adgang til vores kampe for vores mange samarbejdspartnere, sæsonkortholdere, fans osv. Det har naturligvis gjort ondt at ikke kunne servicere vores mange interessenter på bedste vis siger Eigild B. Christensen, bestyrelsesformand i Aalborg Håndbold, og fortsætter
– Vi har modtaget kompensation fra Erhvervsstyrelsen efter de gældende regler, men det ændrer ikke ved, at hvis det havde været en normal sæson, ville det økonomiske resultat have været endnu bedre. Vi har nemlig til trods for de store udfordringer oplevet en kæmpe opbakning fra netop samarbejdspartnere, sæsonkortholdere og fans generelt, og det lover selvfølgelig godt for fremtiden.
Vi vil fortsætte udviklingen.
– Vi har fortsat store ambitioner for de kommende år, og med de flotte økonomiske resultater vi har præsteret gennem årene kan vi fortsætte med at investere i klubben i form af f.eks. udvidelse af kapaciteten i Sparekassen Danmark Arena og yderligere udvikling af det sportslige setup, siger Eigild B. Christensen.
Forventninger til sæson 2021-2022
– Vores sportslige ambitioner er uændrede. Målsætningen er igen at forsvare DM-guldet. I Champions League venter der os igen spændende udfordringer, men vi går naturligvis benhårdt efter igen at komme til Final 4 i Køln – denne gang sammen med vores fantastiske fans og samarbejdspartnere.
– Med den nuværende opbakning med rekordmange samarbejdspartnere og sæsonkortholdere forventer vi igen et positivt økonomisk resultat efter det kommende regnskabsår, slutter Eigild B. Christensen.