Vores anden modstander i hovedrunden af EHF Champions League bliver ungarske ONE Veszprém HC, som du her kan læse mere om.
Med verdens bedste målmand, Emil Nielsen, som ny sidste skanse har Veszprém intensiveret jagten på klubbens altoverskyggende mål, Champions League trofæet.
Fire andenpladser – i 2002, 2015, 2016 og 2019 – er det hidtil bedste udbytte for det storsatsende og økonomisk stærke ungarske mesterhold, der til enorm ærgrelse er blevet elimineret i kvartfinalen i de seneste fire sæsoner, hvor henholdvis Kielce, Aalborg Håndbold, Magdeburg og Füchse Berlin har ageret stopklodser.
Undervejs har marginalerne ikke været med Veszprém, der eksempelvis var i straffekast-konkurrence med Füchse Berlin i sidste sæson, inden billetten til Final4 glippede.
Veszprém har 31 gange deltaget i CL, og det stabile topniveau illustreres af, at klubben 24 gange er nået til kvartfinalen eller længere.
Nu blafrer optimismen mere end nogensinde, ikke mindst takket være Emil Nielsen, der til fulde levede op til forventningerne med store præstationer både i den indledende CL-gruppe og i VM for klubhold, hvor Veszprém strøg til tops med en finalesejr på 42-33 over Barcelona – som kærkommen revanche for sidste sæsons skæbne med finale-nederlag til Barcelona efter to forlængelser.
Ved VM vandt Veszprém i den indledende gruppe over Füchse Berlin, ligesom det var tilfældet i begge indbydes kampe i CL-gruppespillet, hvor Emil Nielsen i de seks kampe blev noteret for en redningsprocent på 36,2, hvilket paradoksalt nok kun blev overgået af hans afløser i Barcelona, Sergey Hernandez.
I sæsonen 2023-2024 var det som nævnt Aalborg Håndbold, der spændte ben for Veszprém i CL-kvartfinalen og dermed revancherede nederlaget på det tilsvarende stadie i 2021-2022.
I to af de foregående sæsoner tørnede vi sammen med det ungarske storhold i CL-gruppespillet, og både i november 2017 og i november 2020 – begge gange med en uges mellemrum – udmøntede det sig i en sejr til hver side.
Veszprém har som nævnt tabt CL-finalen fire gange – til Magdeburg i 2002, til Barcelona i 2015, til Kielce i 2016 og til Vardar i 2019. Også i 2017 formåede Veszprém at bestige CL-podiet med en tredjeplads, og så sent som i 2022 kvalificerede klubben sig med kvartfinalesejren over os til Final4, hvor det dog blev til nederlag i både semifinalen mod Kielce og bronzekampen mod THW Kiel.
Ambitionerne og de økonomiske ressourcer hos Veszprém er tydeligt kommet til udtryk gennem de seneste års indkøb. Således hentede klubber før sidste sæson den kroatiske landsholdsanfører Ivan Martinovic, og udover Emil Nielsen har klubben i denne sæson forstærket sig med Lukas Jørgensen, der dog ikke var disponibel i bl.a. CL-gruppespillet på grund af den korsbåndsskade, han pådrog sig under EM i januar.
Veszpréms aktuelle trup tæller i alt 22 spillere fra 9 nationer, og med ankomsten af Emil Nielsen og Lukas Jørgensen er der igen dansk islæt i klubben, der tidligere bl.a. har rådet over Rasmus Lauge (2019-2023), Nikolaj Markussen (2020-2021) og Mike Jensen (2024-2025).
Udover en række europæiske topspillere tæller truppen en egyptisk landsholdskvartet i skikkelse af bagspillerne Ahmed Hesham, Ali Zein og Yehia Elderaa samt stregen Ahmed Mesilhy.
Scoringsmæssigt var det to franske stjerner, der førte an i CL-gruppespillet – venstre fløjen Hugo Descat og højre backen Nedim Remili med henholdsvis 34 og 31 mål, fulgt af den franskfødte serbiske streg Dragan Pechmalbec, der scorede 29 gange.
Som playmaker råder Veszprém bl.a. over den kroatiske stjerne Luka Cindric, der har vundet CL med både Vardar og Barcelona – og bidrog med fem scoringer, da Barcelona besejrede Aalborg Håndbold 36-23 i CL-finalen i 2021.
Veszprém er kendetegnet af ekstrem fysisk styrke i forsvaret, kombineret med en eksplosiv og taktisk disciplineret angrebsstruktur, hvor syv-mod-seks ofte praktiseres effektivt.
I 2024 erobrede Veszprém den hjemlige titel tilbage fra Pick Szeged og bevarede tronen i de to efterfølgende sæsoner, anført på trænerbænken af spanierne Xavier Pascual og Toni Pascal. Duoen trådte til i sommeren 2024, da Veszprem-ledelsen foretog flere ændringer i kølvandet af CL-kvartfinalenederlaget til Aalborg Håndbold og valgte at skille sig af med de to klublegender, Momir Ilic og Peter Gulyas.
Xavier Pascual, 58, kom til Veszprém efter tre succesrige sæsoner i Dinamo Bukarest. Forinden havde han både som spiller og træner en lang glorværdig karriere i FC Barcelona, som han bl.a. førte i seks CL-finaler med sejre i halvdelen (2011, 2015 og 2021).
I Ungarn er det tilladt at lade en sponsor indgå i holdnavnet, og Veszprém-mandskabet har gennem tiderne haft mange titler. Fra 2016 til 2024 optrådte klubben som Telekom Veszprém, men ved indgangen til 2025 kom et andet stort teleselskab på banen, One Hungary, der tidligere hed Vodafone Hungary.
I kulissen råder Veszprém over en velkendt skikkelse, håndboldikonet Laszlo Nagy, der satte punktum for sit imponerende virke på banen med syv sæsoner i klubben, hvorefter han i sommeren 2019 skiftede rolle til sportsdirektør. Laszlo Nagy vandt Champions League med Barcelona i 2005 og 2011.
Byen Veszprém tæller 60.000 indbyggere og ligger i det vestlige Ungarn – tæt på Balaton-søen og små 100 km fra hovedstaden Budapest.




