Ungdom og erfaring smeltede sammen i smuk forening, da Aalborg Håndbold nedlagde GOG med 30-28 i den første 1/8-finale i Machineseeker EHF Champions League
I en propfyldt Sparekassen Danmark Arena var der fra første fløjt international stemning med fuldt tryk på størstedelen af de 5.020 tilskuere, der vidste at det ville kræve total opbakning for at løfte et skadesplaget hjemmehold til sejr over gæsterne fra GOG.
Stemningen fik endnu et nøk i vejret, da Buster Juul efter mere end et halvt års skadespause kom på banen til stående ovationer for at tage kampens første straffekast, der dog desværre blev misbrugt.
I offensiven var det Henrik Møllgaard der indtog rollen som playmaker, og den snu veteran dikterede kampen igennem opgørets tempo, mens Mads Hoxers voldsomme venstre arm skulle skyde GOGs Tobias Thulin i sænk. Den opskrift lykkedes fint i kampens indledning, hvor det dog også stod klart, at gæsternes fart i opspillet, ikke uventet, kunne blive et problem for Aalborg-defensiven.
De nordjyske returløb kunne i flere omgange ikke afvikles hurtigt nok, hvilket gæsterne udnyttede til nemme scoringer.
Et hændeligt uheld efter 10 minutter sendte både Sebastian Barthold og GOGs Simon Pytlick i gulvet, og begge måtte kortvarigt lade sig udskifte.
Efter de første 15 minutter viste måltavlen 6-6, men gæsterne havde tilsyneladende fået indstillet defensiven på at dække op for skud fra distancen og gik derfor hårdt til Aalborg-skytterne. Man sad således med en fornemmelse af, at det var et spørgsmål om, hvor længe de seks startere i rødt kunne holde stand, både i tids- og energimæssig forstand.
Sådan skulle det heldigvis ikke gå. Unge Victor Kløve kunne efter godt 20 minutter brage Aalborg Håndbold i front med to scoringer, efter en periode hvor GOG i det etablerede angrebsspil havde svært ved at finde huller i det nordjyske forsvar, og kun en velspillende Simon Pytlick gjorde at gæsterne i denne fase trit med hjemmeholdet.
Selvsamme Pytlick måtte kort efter modtage sin anden to-minutters udvisning, og den periode udnyttede Stefan Madsens mandskab til at øge føringen til 14-10, en fire-måls føring der holdt til pausen ved stillingen 16-12.
Kadencen blev desværre ikke holdt i starten af anden halvleg, hvor en række tekniske fejl gav gæsterne mulighed for at spille sig ind i opgøret igen, en chance man ikke var sen til at udnytte. Efter blot seks minutter af anden omgang var føringen nede på et mål og cheftræner Stefan Madsen måtte tage timeout i et forsøg på at rette op på tingene.
Det lykkedes fint, og da det unge, talentfulde Aalborg-fyrtårn Marinus Munk to gange i træk sendte bolden i kassen, steg stemningen yderligere et par grader i en allerede kogende Sparekassen Danmark Arena, der nærmeste boblede over, da evigt unge Henrik Møllgaard med sin tredje scoring reetablerede fire-måls føringen.
I defensiven storspillede Simon Gade i målet, og i flere omgange blev landsholdsprofilen Pytlick lukket ned, så det ofte kun var Emil Madsens straffekast der holdt GOG inde i kampen.
I slutfasen lykkedes det alligevel gæsterne at indsnævre føringen, men Marinus Munk, der denne aften må siges at have fået sit gennembrud på højeste niveau, hamrede yderligere bolde i kassen, og kun marginaler betød, at sejren i sidste ende blot blev på to mål med cifrene 30-28.
En hæsblæsende affære i Sparekassen Danmark Arena, og om blot en uge venter anden akt af 1/8-finalen i Machineseeker EHF Champions League i Odense. Inden da gælder det Team-Tvis Holstebro i lørdagens opgør i HTH Herreligaen, der spilles i Sparekassen Danmark Arena.
Matchfacts Machineseeker EHF Champions League
Aalborg Håndbold – GOG 30-28 (16-12)
Stillinger undervejs
10’ 5-5, 20’ 9-8 30’ 16-12, 40’ 19-18, 50’ 26-22, 60’ 30-28
Målscorere Aalborg Håndbold
Marinus Munk 6, Sebastian Barthold 5, Kristian Bjørnsen 5, Mads Hoxer 4, Henrik Møllgaard 3, Victor Kløve 3, Benjamin Jacobsen 2, René Antonsen 1, Buster Juul 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Simon Gade – 25%
Mikael Aggefors – 0%
Målscorere GOG
Emil Madsen 9, Simon Pytlick 9, Jerry Tollbring 4, Lukas Jørgensen 3, Oskar Vind 2, Nicolai Pedersen 1
Redningsprocenter GOG
Tobias Thulin – 30%
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 3
GOG: 2
5.020 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena