pokal header web (3)

Møllgaard: Vi skal spille koncentreret mod Kielce

Onsdag aften gælder det sæsonens sidste gruppespilskamp i Machineseeker EHF Champions League, hvor Aalborg Håndbold jagter førstepladsen i puljen når de polske mestre fra Industria Kielce kommer til byen.

Af flere forskellige årsager var den forgangne uge en anderledes en af slagsen, men alligevel med flere gode udfald.

– Ja det må man sige, sidste uge var en uge med utroligt store udsving. Vi var selvfølgelig lidt chokerede og mærkede, da vi mandag formiddag fik beskeden om Stefan (Madsen, red.) skal noget andet efter sommerferien, men så havde vi til gengæld en rigtig fin tur til Nordmakedonien. Transporten var besværlig, men vores egen indsats og ikke mindst resultatet i Zagreb, der betød at vi er kvalificeret til kvartfinalerne i Champions League, betød at turen landede rigtig pænt for os.

– Og så sluttede vi en uge med sjove opgaver af med kampen i Fredericia. Det blev en lige svær, tæt og rodet kamp som det næsten altid er dernede, men vi fik et vigtigt point med videre i forhold til vores ambitioner om at vinde grundspillet, siger Henrik Møllgaard efter tirsdagens afsluttende træning forud for returkampen mod Industria Kielce onsdag aften.

Selvom Aalborg Håndbold allerede har sikret videre avancement i turneringen, så er kampen ikke helt uden betydning, da man med en sejr fortsat kan indhente THW Kiel på førstepladsen, hvis tyskerne taber på hjemmebane til RK Zagreb.

Ligeledes har også Kielce meget at spille for i forhold til at sikre det bedste udgangspunkt for de kommende 1/8-finaler i turneringen. Men når kvartfinalepladsen allerede er sikret, går man så ind til kampen på samme måde som normalt?

– Nej, det synes jeg ikke man kan sige. Det er ikke bare ”same-same” som hvis vi var tvunget til at vinde for at komme videre, men omvendt kommer vi ikke til at spille mere frit, bare fordi vi ikke har røven på kogepladen.

– Kielce har alt at spille for i forhold til at få en lettere vej gennem resten af turneringen, mens det for os drejer sig om at holde momentum. Vi er meget ærekære omkring vores hjemmebane og de andre hold i Europa følger jo også med i hvad der sker i Aalborg. Så selvom man kan sige, at det er en kamp hvor der ikke som sådan er noget på spil, så skal vi ud at vise, at vi stadig kan sætte os op og sætte os igennem. Dertil vil det også være en flot markering af et fremragende gruppespil for os, hvis vi kan besejre Kielce både på udebane og hjemmebane, vurderer erfarne Møllgaard, der ser frem til endnu et møde med de atypiske polakker.

Selvom man kan sige, at det er en kamp hvor der ikke som sådan er noget på spil, så skal vi ud at vise, at vi stadig kan sætte os op og sætte os igennem.

– Altså, det er altid svært at spille mod Kielce, men samtidig er det også sjovt. De spiller med en håndbold-IQ udover det sædvanlige, hvor man skal forvente at alt kan ske. De har flere spillere, der ser ting i spillet og ser muligheder som andre ikke gør.

– Samtidig har de virkelig fået gang i deres målmand, Andreas Wolff, der har været brandvarm siden EM-slutrunden, han er utrolig vigtig for det hold. Så de har alt at spille for og jeg tror ikke på nogen måde, at de slår op i banen. Tværtimod går de all in på kampene, også selvom de døjer med lidt skader for tiden – det så vi også senest i kampen i Paris, hvor de var helt med indtil der manglede et kvarter af kampen, analyserer Møllgaard videre og giver også sit bud på nøglen til aalborgensisk succes.

– Skal vi have sejren, så skal vi bringe alt i spil som vi har. Vi skal spille meget koncentreret i begge ender af banen og så skal vi være klar på, at lige så meget de kan finde på i angrebet, lige så meget kan de finde på i forsvaret. De elsker at lægge fælder eller for eksempel at sende fløje ind for at dække backs, så de har mange sjove ting i posen for at forvirre modstanderen og forsøge at få et overtag.

– Derfor ved vi også, at det som sagt kræver koncentration på et højt niveau hvis vi skal lykkes, for vi skal stå i mod fysisk og samtidig stoppe de folk der kan noget teknisk. Nu spiller Kiel før vores kamp i morgen og får vi at vide inden kampstart, at vi kan nå at hente førstepladsen i puljen, så kommer stemningen uden tvivl også en tak opad, analyserer den populære nummer 21 videre og afrunder med en hyldest det trofaste og stemningsskabende publikum i Sparekassen Danmark Arena

– Vi er jo godt forvænte med vores store og stærke publikum på hjemmebane. Sparekassen Danmark Arena har været et fort for os i mange sæsoner i Champions League, hvor det ofte har været grobunden for den succes vi nu bygger videre på.

– Det betyder, at vi efterhånden er blevet et lige så godt hold på udebane også, men hjemmebanen har altid været vores force. Vi ved at vi med den direkte plads til kvartfinalen har en kæmpe fordel, fordi vi får hjemmebane i den sidste kvartfinalekamp. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det kommer til at koge i arenaen, så vores fans kan allerede nu godt se frem til den, der bliver noget at glæde sig til, hvilket jeg personligt allerede gør, afrunder Henrik Møllgaard.

Onsdagens opgør spilles kl. 20.45 i Sparekassen Danmark Arena, hvortil der endnu er enkelte ledige billetter. Opgøret sendes også direkte på DR2 med optakt fra kl. 20.35. Kampen kan også følges via LIGA på DR P4.

coverbillede ny

Aalborg on fire – bliv klar til slutspillet 2025

Årets slutspilstema er klar, så tag halstørklædet på for sammen skal vi fyre op under stemningen i Sparekassen Danmark Arena med en ny tradition. Der er ingen tvivl om at...
Berlin Hoxer

Stort nederlag i Berlin

Trods en lovende start kom Aalborg Håndbold torsdag aften i tysk stormvejr, da man på udebane tabte 37-29 til Füchse Berlin i den første Champions League-kvartfinale. Torsdag aften ventede sæsonens...
IMG_7059

Værd at vide om Füchse Berlin

Bliv klogere på aftenens modstander fra den tyske hovedstad. Füchse Berlin jagter i denne sæson sit første tyske mesterskab og konsoliderede i søndags førstepladsen i Bundesligaen med en hjemmesejr på...

Håndbold i verdensklasse