Lørdag gælder det semifinalen ved Truckscout 24 EHF Final 4 i Køln, hvor Aalborg Håndbold tørner sammen med de regerende mestre fra SC Magdeburg. Læs optakt til weekenden med Henrik Møllgaard.
Lørdagens DM-triumf i Sparekassen Danmark Arena er nu lagt bag spillertruppen, der har brugt de seneste dage på forberedelserne til det storstilede stævne i Køln.
– Det er en svær størrelse at gå fra hvad der burde være sæsonens højdepunkt, et dansk mesterskab, til noget som faktisk er endnu større. Så selvfølgelig har vi hygget os og glædet os, men vi har også forberedt os og set frem til noget helt ekstraordinært som vi nu er til her i Køln, siger Henrik Møllgaard.
– Derfor var fejringen af DM-guldet mere begrænset end det plejer at være, netop fordi vi nu skal prøve noget ekstraordinært som man aldrig må tage for givet. Der er større klubber med større økonomiske muskler end os, der ikke er med hernede, så vi er ydmyge i forhold til at spille vores chance og prøve at udleve drømmen, som det vil være at vinde Champions League, noget som det er overraskende få spillere der får lov til at prøve, lyder det videre fra den rutinerede forsvarsgeneral, der tidligere har haft fornøjelsen af at deltage i Final4-stævnet og derfor også ved hvad der er i vente.
– Kampene spilles i en ekstraordinær arena og generelt er Final4 et helt vanvittigt arrangement. De danske fans og især Aalborg Håndbolds fans kan virkelig glæde sig til et helt sindssygt set up. Det europæiske håndboldforbund er dygtige til at arrangere tingene og atmosfæren i hallen er helt speciel, også selvom der er fire hold som bekriger hinanden på banen og på tilskuerpladserne. Der er en anderledes elektrisk stemning som man ikke finder andre steder, forklarer Møllgaard, inden fokus rettes på lørdagens opgør mod de nykårede tyske mestre, der samtidig også er tyske pokalmestre og regerende Champions League-mestre.
– Vores chancer i kampen? Altså, jeg har jo sagt til Magnus Saugstrup for længe siden, at de i mine øjne var 70% favoritter til at genvinde Champions League i denne sæson. Jeg har givet os selv 25% mulighed for at vinde titlen, men nu skal de jo lige forbi os, så tallene ændrer sig måske en lille smule.
– Vi er dog meget bevidste om den modstand vi skal op i mod. Ud over at håndplukke de dygtigste talenter fra Aalborg Håndbold, så har Magdeburg støvsuget håndbold-Europa for gode spillere de seneste sæsoner. Og så er det jo et hold der er særdeles bekendt med arenaen i Køln, både fra sidste års Final4 men også fra den tyske pokalturnering, så de ved hvad der venter dem.
– Måske kan der for vores vedkommende blive noget ved, at vi træder ind som underdogs i sådan et opgør, selvom tyskerne nok er bevidste om det, da det lidt var den rolle de havde sidste år, hvor der ikke var de store forventninger til dem.
– I år kigger alle på dem og med det kendskab vi alle har til hinanden, så bliver det et intenst opgør. Vi kan kortlægge mange af deres spillere på forhånd, men de kender også os rigtig godt. Samtidig har de haft god tid til at kigge frem til kampen, fordi de var så dygtige at vinde det tyske mesterskab allerede for et par uger siden. De kommer helt sikkert toptunet, og vil uden tvivl gerne vinde igen.
Hvert eneste Final4-stævne har sin egen historie og jeg synes vi er et spændende bud på måske at kunne tage røven på dem alle sammen.
- Henrik Møllgaard
– Heldigvis plejer der jo at være en overraskelse eller to til Final4 og jeg håber rigtig meget, at vi skal spille finale søndag, for jeg synes vi har et bud på at stække noget af det som Magdeburg er rigtig gode til, lyder analysen fra Henrik Møllgaard.
Netop det faktum at flere tidligere Aalborg-spillere nu optræder i den grøn/sorte Magdeburg-trøje kommer også til at spille en rolle i kampen. Således er blandt andet Magnus Saugstrup og Felix Claar på holdkortet hos tyskerne, der i foråret også tilføjede den tidligere Aalborg-målvogter Mikael Aggefors til truppen.
– Altså, jeg håber ikke Agge skal ind og afgøre det, lyder det med et grin fra Møllgaard, inden talen bliver lidt mere seriøs.
– For det første er det dejligt at se så mange tidligere Aalborg-spillere få afgørende roller på, hvad der i mine øjne lige nu er verdens bedste klubhold. De er godt skolet og det at kunne træde direkte ind på sådan et mandskab som ny spiller, det overser man nogle gange i forhold til at rose vores egen lille andedam. Det er absolutte verdensstjerner vi har sendt videre til dem.
– Derfor er kendskabet mellem holdene også stort og mange af de små ting de går og laver for at få tingene på deres side, dem er vi klar over kommer. Skænderierne bliver måske derfor lidt mere latente end mod andre hold og så forventer jeg, at der vil komme masser af forsøg på at bringe hinanden ud af fatning, hvilket giver lidt ekstra tænding. Der er ikke nogen vi hellere vil slå end dem og de har det sikkert på samme måde, for jeg tænker ikke, at man som Aalborg-spiller tager til Magdeburg for så at møde Aalborg og tabe.
– Men alt i alt, så glæder vi os meget til at træde op på den allerstørste scene i sæsonens sidste weekend – det kan vi ikke få meget større. Vi skal huske os selv og omverdenen på, at det er noget helt specielt som vi bliver en del af, hvilket er noget vi har gjort os fortjent til via kampene i løbet af sæsonen.
– Hvert eneste Final4-stævne har sin egen historie og jeg synes vi er et spændende bud på måske at kunne tage røven på dem alle sammen, lyder det videre fra Aalborg-styrmanden, der glæder sig meget til at se op mod 1.000 Aalborg Håndbold-fans i LANXESS Arena.
– Det bliver uundværligt for os at vores fans er med! Det er en stor arena og selvom energien er vanvittig derinde, så er det vigtigt, at vi i de hårde perioder lige kan kigge mod vores egne fans og få suget lidt energi til os.
– Vi ved godt at fansene ikke kommer i overtal, men er der 1.000 som er klar til at feste og bakke os op, så kommer det også til at være alt det vi får brug for – og det er noget vi helt sikkert vil kunne mærke på banen.
– Så vores fans skal glæde sig til en ekstraordinær begivenhed. Det er fedt at de er der for vores skyld, men de kommer også til at få en masse andet med hjem, ikke mindst en vanvittig fed håndboldoplevelse, uanset hvordan det går os, afrunder Henrik Møllgaard.
Sammen med holdkammeraterne står han klar på banen i den 20.000-personer store LANXESS Arena i Køln lørdag kl. 15.00 til semifinalen mod SC Magdeburg.
Er man ikke blandt de heldige med billet til stævnet kan opgøret ses direkte på DR1 med optakt fra kl. 14.30.
(Foto: Mads Holm Andersen)