pokal header web (3)

Munk’en hørte Aalborgs bønner, da HC Zagreb blev besejret

En stærkt spillende Marinus Munk viste sig afgørende i slutfasen, da de kroatiske mestre blev besejret 33-30.

Onsdag aften gjaldt det næstsidste runde af gruppespillet i Machineseeker EHF Champions League, hvor de kroatiske mestre fra HC Zagreb gæstede Sparekassen Danmark Arena.

Uden fortsat skadede Mads Hoxer, Lukas Nilsson og Patrick Wiesmach, samt ikke-spilleberettigede Sander Sagosen, valgte cheftræner Simon Dahl fra start at indlede med Fabian Norsten på mål, Buster Juul og Kristian Bjørnsen på fløjene, samt Martin Larsen, René Antonsen, Henrik Møllgaard og Thomas Arnoldsen på de centrale pladser.

Et par afdæmpede første minutter fra hjemmeholdet gav kroaterne en tidlig 1-3 føring, inden Arnoldsen & Co. tog fat i offensiven og udlignede til 3-3.

Det nordjyske sigtekorn var dog ikke indstillet korrekt og to tekniske fejl, samt en udvisning til Martin Larsen, betød at Zagreb uden større vanskeligheder atter kunne bringe sig i front, så stillingen efter knap ni minutter var 3-7.

Prompte tog Simon Dahl kampens første timeout, men yderligere fejl, samt en afbrænder fra Aleks Vlah, betød fortsat kroatisk overtag, hvor især fløjspiller Filip Glavas viste sig frem med hele fem scoringer i det første kvarter.

Kort efter var der vanen tro gang i rotationen fra Aalborg-bænken, hvilket betød spilletid til Jack Thurin, Marinus Munk og Simon Hald, der skulle bidrage til at indhente tabt terræn. Bid for bid fik man spist sig tilbage i opgøret foran et igen særdeles medlevende publikum, der nu også begyndte at lugte blod.

Også Norsten i målet var for alvor blevet varm, hvilket seks redninger i de første 20 minutter var vidne om. Ingen af disse var flottere end da veteranen Timur Dibirov strøg igennem på klos hold, blot for at se den sprællende svensker afværge flot.

Zagreb-føringen var helt nede på et enkelt mål, inden nye forhastede afslutninger igen blev straffet i modsatte ende, så de kroatiske mestre var i front 11-14 efter 22 minutter.

Resten af første halvleg fortsatte de danske mestre jagten og via opportunistisk forsvarsspil kunne Felix Möller buldre igennem til en kontrascoring til 14-15. Trods to muligheder for at udligne, endte halvlegen i stedet med en udvisning til Miguel Martins, samt yderligere scoringer fra de særdeles effektive kroater, så måltavlen efter 30 minutter viste 15-17.

Fra anden halvlegs start blev det tunge skyts kørt i stilling med både Vlah, Arnoldsen, Möller og Hald på banen. Mindre end et halvt minut var gået, da netop Möller trak kampens første udvisning til gæsterne, inden Buster Juul kunne reducere til 16-17 på det efterfølgende straffekast.

Trods overtallet fik man fortsat ikke afvist de blåklædte gæster, der trods en mand i undertal alligevel fik sendt kuglen ind bag Norsten hele to gange på de to minutter.

Derfor ledte man efter 35 minutter fortsat efter den gnist der kunne forløse tingene og en ny mulighed bød sig, da anfører Antonsen trak endnu en udvisning til Zagreb. Denne gang var der mere bid i angrebet, så der med to Aalborg-scoringer fortsat var snor i tingene.

I 40. minut kom der endelig fart i den nordjyske offensiv, hvilket efter Norsten-redning nummer ni, gav en kontra-scoring til Kristian Bjørnsen til 22-22.

Det tændte for alvor op under tilskuerne, der nu gjorde alt for at løfte deres helte på banen. Arnoldsen kvitterede prompte med scoring til 23-22, den første Aalborg-føring i hele kampen.

Kroaterne svarede igen med fem-et forsvar, men igen blæste Arnoldsen forbi til scoring, inden gæsterne måtte tage timeout for at bryde det danske flow.

Trods udvisninger til først Martin Larsen og kort efter Marinus Munk, blev momentum alligevel fastholdt, idet Arnoldsen igen satte sig igennem i angrebet, hvilket ligeledes kostede to minutter til gæsterne.

Efter 47 minutter øgede Kristian Bjørnsen til 27-24, men dermed var tingene langt fra afgjort. En kroatisk reducering og efterfølgende rødt kort til Martin Larsen for den tredje udvisning i kampen gav fortsat gæsterne håb.

Føringen blev derfor høvlet ned til blot ét mål, så tingene i den grad balancerede på en knivsæg med godt fem minutter igen, men talentfulde Marinus Munk viste gang på gang sit værd i slutfasen, hvor han med sine hurtige finter kom til afslutninger og scoringer.

I en intens slutfase gav træffere af Jack Thurin luft til stillingen 31-28, inden Fabian Norsten igen viste klassen mellem stængerne og leverede vitale redninger, mens Munk kunne studse bolden i nettet til en fire-måls føring, hvilket reelt afgjorde kampen.

Trods en hidsig slutspurt, lykkedes det ikke de blåklædte gæster at komme tættere på end to mål og i stedet kunne velspillende Munk fuldende en flot indsats med kampens sidste scoring til facit 33-30.

Aftenens resultat betyder, at Aalborg Håndbold fastholder andenpladsen i gruppe B i Machineseeker EHF Champions League, hvorfor der er lagt op til et drama når man om en uge gæster franske HBC Nantes til en duel om hvilket af de to hold, der skal avancere direkte til turneringens kvartfinaler.

Lørdag eftermiddag gælder det dog først den anden kamp i denne uge, når Aalborg Håndbold gæster Skanderborg-AGF i Aarhus.

Matchfacts Machineseeker EHF Champions League, 13. spillerunde

Aalborg Håndbold – HC Zagreb 33-30 (15-17)

Stillinger undervejs

10’ 4-7, 20’ 11-12, 30’ 15-17, 40’ 22-22, 50’ 28-25, 60’ 33-30

Målscorere Aalborg Håndbold

Jack Thurin 5, Buster Juul 5, Marinus Munk 5, Kristian Bjørnsen 5, Thomas Arnoldsen 4, Aleks Vlah 4, René Antonsen 2, Felix Möller 2, Simon Hald 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 0% (0/1)

Fabian Norsten – 34,09 (15/44)

Målscorere HC Zagreb

Filip Glavas 8, Aleks Kavcic 6, Davor Gavric 4, Timur Dibirov 3, Ihar Bialiauski 3, Luka Lovre Klarica 3, Adin Faljic 2, Roko Trivkovic 1

Redningsprocenter HC Zagreb

Matej Mandic – 25% (11/44)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 6

HC Zagreb: 3

Rødt kort

Aalborg Håndbold: Martin Larsen (49’)

HC Zagreb: –

5.445 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

HHD_5343

Klubmanden Martin Larsen indstiller karrieren og bliver ny team manager i Aalborg Håndbold

Den 32-årige bagspiller indstiller til sommer karrieren på banen, men fortsætter i Aalborg Håndbold i en nyoprettet funktion som team manager. Med mere end 360 kampe og 826 mål på...
Batsberg

Benjamin Batsberg stopper i Aalborg Håndbold efter sæsonen

Den nuværende assistenttræner bliver efter sæsonen ny cheftræner i Skive fH. Benjamin Batsberg har gennem en årrække fungeret som ansvarlig for ungdomsholdene i Aalborg Håndbold, ligesom han også har fungeret...
_HHD8280

Svenskerne fik håneretten efter søndagens landskampe

Sverige med Felix Möller, Fabian Norsten og Jack Thurin på holdet sejrede søndag over et dansk landshold med Mads Hoxer, Simon Hald og Marinus Munk. Trods en dansk pauseføring på...

Håndbold i verdensklasse