Med lidt større effektivitet i afslutningerne og færre tekniske fejl undervejs havde vi vundet den første kamp ved den stærkt besatte turnering i Ilsenburg i Tyskland. I stedet sluttede kampen mod Bundesliga-holdet HC Erlangen 27-27, og da der skulle findes en vinder, gik man direkte til straffekast. Her var tyskerne skarpest, da Buster Juul misbrugte vores første kast, mens tyskerne scorede på alle deres fem forsøg.
Cheftræner Aron Kristjansson kunne se sit hold komme godt fra start, og vi førte med et par mål et par gange. Andreas Holst og Martin Larsen var stærkt skydende. Erlangen fulgte med primært på vores tekniske fejl og misbrugte chancer. Mod slutningen af halvlegen var der debut til kroaten Lovro Jotic, og han viste gode prøver på sine evner. Erlangen gik til pausen foran 15-14.
Vi kom bedst fra start i 2. halvleg, men kom igen bagud og haltede bagefter i den sidste del af kampen. Forsvarsmæssigt så det igen godt ud, når vi spillede seks mod seks, og Aggefors kom ind i det sidste kvarter og stod stærkt.
Det lykkedes os at sikre uafgjort trods to misbrugte straffekast af Buster Juul og Patrick Wiesmach i det sidste kvarter.
Buster Juul, der kun var på banen ved straffekast på grund af knæproblemer, misbrugte første forsøg, og så var kampen tabt.
Vi spiller igen lørdag kl 17.00 og møder vi igen SC Magdeburg – for anden gang på kun tre dage. Magdeburg vandt 31-22 over Ystads IF fra Sverige.
Du kan se kampen live på http://www.md-webtv.de/livestream/index.html
Vores målscorere i den ordinære kamp var: Andreas Holst 7, Martin Larsen 5, Simon Hald 3, Lovro Jotic 3, Buster Juul 3 (3), Janus Smarason 2, Sebastian Barthold 2, Magnus Saugstrup 1 og Patrick Wiesmach 1.
Patrick Wiesmach, Andreas Holst og Tobias Ellebæk nåede at score på straffekast, inden afgørelsen var faldet.