Vi præsterede i lange perioder rigtig flot offensivt spil i aftenens udekamp mod FC Barcelona. Defensivt formåede vi dog slet ikke at stå imod det spanske storholds offensive udfoldelser, og vi løb derfor ind i et klart nederlag på 44-35.
Starten på kampen blev langt fra som ønsket. Ikke meget mere end fem minutter var der spillet, da hjemmeholdet bragte sig i front 5-1.
Vi bevarede dog fatningen og fastholdte vores koncept. Langsomt åd vi os ind i kampen igen, og cirka halvvejs i første halvleg fik vi udlignet.
Mod slutningen af de første 30 minutter begyndte der at snige sig nogle fejl ind angrebsmæssigt. Disse blev prompte straffet af Barcelona, som viste stor kynisme og verdensklasse håndbold. Ved pausen var hjemmeholdet derfor i front 22-17.
Efter pausen fortsatte samme billede. På trods af flere store redninger fra Kristian Sæverås i begyndelsen af anden halvleg blev det spanske mandskab ved med at mose på, og vi kunne ikke få sat en stopper for deres offensive udfoldelser.
Barcelona udbyggede dermed langsomt forspringet, selvom vi fortsatte med at levere rigtig fint spil angrebsmæssigt.
Et comeback kom aldrig på tale i anden halvleg, og hjemmeholdet trak sejren i land på 44-35 efter et offensivt festfyrværkeri i Palau Blaugrana.
Offensivt viste vi rigtig flot spil, hvor vi gang på gang udfordrede den spanske defensiv. Forsvarsmæssigt må vi dog erkende, at vi i aftenens kamp langtfra var dygtige nok, og vi fik en håndboldlektion fra en særdeles velsmurt Barcelona-offensiv.
En stor tak skal lyde til de cirka 50 medrejsende tilhængere, som leverede en flot opbakning til drengene igennem hele kampen.
På trods af det klare nederlag er der også positive takter, der kan tages med fra aftenens opgør. Disse får vi brug for hjemme i Jutlander Bank Arena på onsdag, hvor der er topopgør i Primo Tours Ligaen på programmet. Bjerringbro-Silkeborg kommer på besøg, og du kan købe din billet lige her.
Aleix Gómez 9, Timothey N’Guessan 6, Arin Palmarsson 6, Ludovic Fabregas 5, Cedric Sorhaindo 4, Raul Entrerrios 3, Jure Dolenec 3, Alex Pasqual 2, Victor Tomas 2, Dika Mem 1, Lasse Andersson 1, Aitor Arino 1, Luka CIndric 1.
Målscorere for Aalborg Håndbold:
Magnus Saugstrup 6, Mark Strandgaard 5, Sebastian Barthold 5, René Antonsen 4, Mishels Liaba 3, Oliver Norlyk 3, Janus Smarason 3, Mads Christiansen 2, Henrik Møllgaard 2, Tobias Ellebæk 1, Buster Juul 1.
Redninger:
Kevin Møller: 11/45 (24 %)
Perez De Vargas: 0/1 (0 %)
Kristian Sæverås: 8/37 (22 %)
Mikael Aggefors: 2/17 (12 %)
Udvisninger:
FC Barcelona: 1 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 1 x 2 min.
Dagens dommere var tyske Lars Geipel og Marcus Helbig.
Dagens tilskuertal i Palau Blaugrana var 2.139.