Nederlag i sæsonens sidste kamp

De tyske mestre fra SC Magdeburg var for stor en mundfuld, da kampen om bronzemedaljerne ved TruckScout24 EHF FINAL4 endte med et nederlag på 26-32.

Blot 19 timer efter afslutningen på den dramatiske semifinale mod Barca, skulle Aalborg Håndbold søndag eftermiddag atter i aktion ved TruckScout24 EHF FINAL4 i Køln, hvor kampen om bronzemedaljerne bød på et opgør mod de nykårede tyske mestre fra SC Magdeburg.

Uden en skulderskadet Thomas Arnoldsen stillede cheftræner Simon Dahl fra start med Niklas Landin på mål, Simon Hald og Vetle Rønningen i midtblokken, Marinus Munk og Juri Knorr på backs, samt Buster Juul og Kristian Bjørnsen på fløjene. I angrebet vekslede Munk med Mads Hoxer, mens Rønningen byttede med Lukas Nilsson.

Munk havde fra start til opgave at følge duelstærke Gisli Kristjansson, samt Aalborg-kendingen Felix Claar, hvilket blev løst fint indledningsvis. Kristjansson lykkedes dog med at trække opgørets første udvisning på Simon Hald, der kom en postgang for sent i en duel.

I undertallet kom Felix Möller på banen og han kunne se Knorr udligne til 2-2, inden en anden Aalborg-kending i form af Magnus Saugstrup, udnyttede overtallet til at bringe tyskerne i front 2-3.

I fraværet af Arnoldsen var Knorr i rollen som offensiv arkitekt, hvorfra han bidrog med tre af de første fem danske scoringer, ligesom han dikterede tempoet i boldomgangen.

Alligevel var det Magdeburg der fik overhånden efter godt 12 minutter, da Simon Hald først blev dømt for en angrebsfejl, inden han i det efterfølgende angreb måtte se Sergey Hernandez i målet snuppe afslutningen fra klos hold – begge muligheder der blev vekslet til scoringer mod Landin, så stillingen var 6-9 efter det første kvarter.

Den fjerde ubesvarede tyske scoring resulterede kort efter i timeout fra Aalborg-bænken for at få justeret på både forsvar og angreb. Efterfølgende kom Sander Sagosen på banen for Nilsson, ligesom Munk nu også bidrog i offensiven.

To Hoxer-reduceringer lukkede hullet en smule, men da kløgtige Saugstrup to gange på stribe sneg sig fri på stregen til scoringer, var forspringet atter på fire mål efter små 20 minutter.

Anfører Antonsen bidrog nu også i forsvaret, hvor man fortsat havde det svært mod trioen Claar, Kristjansson og Magnusson, der med både fart, teknik og overblik var en håndfuld for Aalborg-defensiven at håndtere.

Med blot to scoringer på 12 minutter i modsatte ende fortsatte den Aalborgensiske måltørke, indtil Juul på straffekast blev noteret for sin første træffer til 9-13 efter 23 minutter.

Kort efter blev Fabian Norsten sendt på mål, men kunne ikke forhindre scoringer fra Kristjansson og Bergendahl, alt imens Matej Mandic i Magdeburg-målet leverede redninger på Antonsen og Juul, så pausestillingen endte på 11-17.

Også søndag var der fornem opbakning fra de mange medrejsende Aalborg-fans, der trods stillingen på måltavlen gav fuld støtte fra tribunerne fra anden halvlegs start, hvorfra de kunne se Patrick Wiesmach afløse Bjørnsen på højre fløj.

Symptomatisk blev Juri Knorrs afslutning fra nært hold reddet af Mandic, mens Lagergren i modsatte ende sneg bolden ind bag Norsten ved den ene stolpe.

Galleri – klik for større fotos

En udvisning til begge mandskaber ændrede ikke på målforskellen, men hurtige gennembrud og scoringer fra først Knorr og dernæst Munk, fik efter 36 minutter lukket hullet til kun fem mål.

Dernæst tog Mads Hoxer holdkammeraterne på skuldrene, da han trods masser af minutter i benene fandt energi til hele tre gange at bryde igennem til scoringer, om end tyskerne med løbende mål i modsatte ende forhindrede, at der for alvor blev skabt spænding om udfaldet.

Strømmen var nu ved at være tappet på de nordjyske batterier, og med godt et kvarter tilbage, skulle der således et mindre mirakel til at indhente Magdeburg-føringen på 17-23.

Alle mand fightede dog forbilledligt videre, men hver en dansk scoring blev omgående besvaret i modsatte ende, hvorfor der ikke var tvivl om udfaldet.

Alligevel var det opløftende at se Patrick Helland Anderson komme på banen og levere sin første scoring ved stævnet, mens Buster Juul atter kom på måltavlen yderligere tre gange i sine sidste minutter i den røde Aalborg-trøje.

Rørende var det også, da SC Magdeburg i de døende sekunder lod Kristian Bjørnsen score karrierens sidste mål til slutfacit 26-32 – en ærgerlig afslutning på en flot sæson, der bød på sejre i samtlige tre danske turneringer, samt blot to nederlag i den hjemlige Bambuni Herreliga.

Tirsdag eftermiddag er der afskedsreception i Sparekassen Danmark Arena, hvor der siges behørigt farvel til anfører René Antonsen, Buster Juul og Kristian Bjørnsen.

Matchfacts TruckScout24 EHF FINAL4 bronzekamp

Aalborg Håndbold – SC Magdeburg 26-32 (11-17)

Stillinger undervejs

10’ 4-5, 20’ 8-12, 30’ 11-17, 40’ 17-22, 50’ 19-26, 60’ 26-32

Målscorere Aalborg Håndbold

Mads Hoxer 6, Simon Hald 4, Juri Knorr 4, Buster Juul 4, Lukas Nilsson 2, Sander Sagosen 2, Marinus Munk 2, Patrick Helland Anderson 1, Kristian Bjørnsen 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 21,42% (3/14)

Fabian Norsten – 18,18% (4/22)

Målscorere SC Magdeburg

Albin Lagergren 6, Felix Claar 6, Gisli Kristjansson 4, Ómar Ingi Magnusson 4, Lukas Mertens 4, Magnus Saugstrup 4, Tim Hornke 2, Manuel Zehnder 1, Oscar Bergendahl 1

Redningsprocenter SC Magdeburg

Matej Mandic – 33,33 (13/39)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 2

SC Magdeburg: 2

20.122 tilskuere i LANXESS Arena, Køln

HHD_6955

Højdepunkter fra kampen mod SC Magdeburg

Se højdepunkter fra søndagens opgør i LANXESS Arena i Køln.
HHD_5216

Hjerteskærende nederlag efter overtidsdrama

Et forrygende comeback i anden halvleg var akkurat ikke nok til at besejre Barca, der efter forlænget spilletid trak det længste strå i semifinalen ved TruckScout24 EHF FINAL4.
A person with a beard and hair tied in a bun stands on a sports court wearing a black jersey with sponsor logos and a lanyard, surrounded by a blurred crowd.

Højdepunkter fra semifinalen mod Barca

Se highlights fra den dagens dramatiske semifinale.

Håndbold i verdensklasse