Nederlag mod GOG

Tekniske fejl og misbrugte chancer kostede dyrt i dagens udekamp mod GOG, der endte med et klart nederlag på 39-27.

Med en uges pause siden seneste opgør, en sejr over TMS Ringsted, gik Aalborg Håndbold ind til lørdagens topkamp mod GOG med Sander Sagosen fortsat på skadeslisten, mens Magnus Norlyk sad over.

Fra start var Niklas Landin på mål, Tobias Nielsen og Magnus Landin på fløjene, Mads Hoxer, Juri Knorr og Lukas Nilsson i bagkæden, samt Felix Möller på stregen. I defensiven vekslede Simon Hald med Nilsson.

For Aalborg Håndbold var opgaven i forsvaret at få sat fysikken i højsædet mod de hurtige og fintestærke fynboer, mens man offensivt skulle søge at fortsætte den opadgående kurve fra de seneste opgør.

Ikke mindst GOG’s Olí Mitun og Hjalte Lykke var derfor vigtige at få stoppet, men førstnævnte kom desværre godt fra start med fart og overblik, så færingen var involveret i de tre første fynske træffere.

I modsatte ende var Juri Knorr i fokus fra første fløjt, hvor det i indledningen blev til to fremtvungne straffekast, som begge blev omsat sikkert af Patrick Helland Anderson, mens også Tobias Nielsen kom på tavlen, så stillingen efter syv minutter var 3-3.

Dagens målmandsduel stod mellem Landin og GOG’s Kevin Møller, der i de første 10 minutter begge blev noteret for to redninger.

Gradvist tog kampen mere og mere fart med hurtige opgiverkast og ditto hurtige afslutninger fra begge hold. Thomas Arnoldsen blev sendt i aktion første gang efter 12 minutter, men måtte kort efter se hjemmeholdets Manuel Zehnder udligne til 6-6.

Ingen af holdene kunne således fremtvinge et overtag i det første kvarter, inden en blokeret afslutning fra Knorr endte med kontrascoring til GOG, der dermed kunne tage kampens første to-måls føring ved stillingen 10-8 efter 17 minutter.

Marinus Munk blev nu roteret ind i forsvaret i et forsøg holde trit med hjemmeholdets offensiv, men der gik kun sekunder inden han måtte vende retur til bænken med en 2-minutters udvisning hængende over hovedet, den første i kampen til nogen af mandskaberne.  

Undertallet endte 1-1 efter Landin snuppede et fløjskud som Hoxer vekslede til scoring i modsatte ende, inden GOG desværre udlignede og fastholdt den løbende føring på ét mål.

Kevin Møller fik efterfølgende etableret et lille overtag i målmandsduellen, og selvom der blev strammet op i den nordjyske defensiv, slap GOG afsted med scoringer efter flere længerevarende angreb.

Efter opgørets første timeout blev syv-mod-seks spillet fundet frem af GOG, mens Fabian Norsten kom på mål for Aalborg Håndbold.

Et af disse angreb endte med en opsnappet bold fra Felix Möller, men på tomt mål fik Magnus Landin uheldigt sendt kuglen over kassen, så stillingen efter 27 minutter var 14-13 føring til GOG.

Fløjspilleren afrundede de første 30 minutter med endnu en misser, så det ved pausen var fynboerne der kunne notere en føring på 16-14.

Med begrænset spilletid til Arnoldsen, der fortsat er hæmmet af en skade i skulderen, skulle der findes nye greb i anden halvleg, hvis de to point skulle med i bussen til Aalborg.

Galleri – klik for større fotos

Omgangen blev indledt med fynsk syv-mod-seks spil, der gav et straffekast og scoring fra Zehnder til 17-14.

Efterfølgende traf Nilsson stolpen på en halv chance, inden GOG kunne score på kontra og øge til plus fire, så opgaven på kort tid var blevet endnu sværere for Simon Dahls mandskab, der fortsat ikke kunne finde de rigtige svar i forsvaret.

Da man samtidig begyndte at træffe forhastede afslutninger i begge ender af banen, kunne GOG øge til 20-15 i 34. minut, hvorfor der omgående blev kaldt timeout fra Aalborg-bænken.

Første angreb efter timeouten endte i de fynske parader, mens man i forsvaret forsøgte fem-et forsvarsspil, hvilket dog ikke gav pote.

Niklas Landin kom tilbage i målet, men måtte se føringen stige til plus seks, hvorefter en teknisk fejl fra Marinus Munk meget symptomatisk gjorde betingelserne endnu sværere på en dag hvor hjemmeholdet stort set spillede fejlfrit.

Derfor måtte Simon Dahl allerede i 40. minut kalde sin sidste timeout i kampen i et forsøg på få ændret slagets gang, hvorefter Landin fik lappen på en afslutning, blot for at se kollegerne begå angrebsfejl i modsatte ende af banen, hvorefter GOG atter kunne score og øge til 27-20 efter 43 minutter.

Intet gik nu aalborgensisk vej og hele syv minutter uden mål sænkede reelt håbet om point, mens boldene fortsat strøg forbi en sagesløs Landin i målet, så man med et kvarter igen måtte erkende, at slaget var tabt ved stillingen 29-20.

Resignationen var ikke til at tage fejl i det sidste kvarter minutter, og selvom man forsøgte med syv-mod-seks i angrebet, fandt man aldrig yderligere kadence og fokus, hvorfor der ikke kunne ændres på udfaldet, hvor facit blev et klart nederlag på 39-27.

Dagens resultat betyder, at Aalborg Håndbold er på en foreløbig tredjeplads i Bambuni Herreligaen, hvor der nu er fire point til førstepladsen.

Torsdag aften gælder det sæsonens tredje kamp i EHF Champions League, når kroatiske

Matchfacts Bambuni Herreligaen, 8. spillerunde

GOG – Aalborg Håndbold 39-27 (16-14)

Stillinger undervejs

10’ 3-4, 20’ 10-10, 30’ 16-14, 40’ 26-19, 50’ 30-21, 60’ 39-27

Målscorere Aalborg Håndbold

Juri Knorr 6, Tobias Nielsen 6, Mads Hoxer 5, Magnus Landin 2, Simon Hald 2, Lukas Nilsson 2, Patrick Helland Anderson 2, Thomas Arnoldsen 1, Marinus Munk 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 15,15% (5/33)

Fabian Norsten –0% (0/9)

Målscorere GOG

Manuel Zehnder 10, Andreas Magaard 6, Lasse Vilhelmsen 4, Lucas Pellas 4, Óli Mittun 4, Hjalte Lykke 3, Nicolai Pedersen 2, Isak Persson 2, Steven Plucnar Jacobsen 2, Emil Tonnesen 1

Redningsprocenter GOG

Kevin Møller – 19,35% (6/31)

Frederik Møller – 0% (0/2)

2-minutters udvisninger

GOG: 1

Aalborg Håndbold: 1

3.065 tilskuere i Arena Svendborg

Aalborg Håndbold - PSG træningskamp

Stor børnedag den 10. oktober til kampen mod KIF Kolding

Den 10/10 er der børnedag i Sparekassen Danmark Arena, hvor Redz sammen med Aalborg Lufthavn har gjort noget helt særligt klar til alle børn
Aalborg-Paris

Cheftræneren forventer tæt topkamp lørdag

Se med når cheftræner Simon Dahl ser frem mod lørdagens topopgør på udebane mod GOG i Bambuni Herreligaen.
Preseasonkamp Aalborg Håndbold-Paris Saint-Germain foto: Henrik Hansen

Pokalkvartfinale endeligt fastlagt

Opgøret på udebane mod Sønderjyske afvikles onsdag den 11. november.

Håndbold i verdensklasse