Tirsdag aften er Aalborg Håndbold atter på udebane i HTH Herreligaen. Kristian Bjørnsen ser her frem til opgøret mod Nordsjælland Håndbold.
HTH Herreligaen nærmer sig halvvejspunktet i grundspillet, og efter de første 12 kampe er Aalborg Håndbold endnu ubesejret, om end det lørdag holdt hårdt at få sejren i hus mod Ribe-Esbjerg HH.
– Det var godt at få to point i lørdags, selvom vi selvfølgelig havde håbet på at kunne spille bedre. Vi har flere gange talt om, at der ikke findes nemme kampe i den danske liga, og at man må indse, at der bliver kampe hvor vi får det hårdt, hvor det vigtigste blot er at få sejrene.
– Det var tilfældet i kampen i lørdags, og der er selvfølgelig altid nogle småting der kan blive bedre i både forsvar og angreb. Det arbejder vi hver dag på til træning, men det vigtigste lige nu er måske at finde tilbage til glæden ved at spille håndbold, så vi nyder det og har det sjovt. Det har måske manglet lidt de seneste kampe, lyder det fra Kristian Bjørnsen.
Lørdag måtte cheftræner Stefan Madsen se bort fra sygdomsramte Aron Pálmarsson og Jesper Nielsen, men begge spillere er forventeligt tilbage i truppen til tirsdagens opgør.
– Vi håber de begge er klar i morgen, men sådan er det på denne tid af året. Der vil fra tid til anden være sygdom og skader der kan ramme os. Heldigvis har vi en bred trup, hvor vi er mange der kan bidrage, og det er selvfølgelig en stor fordel i en situation som i lørdags, lyder det videre fra den norske fløjspiller.
Vi skal være klar på det meste, og forvente 60 minutters hård kamp.
- Kristian Bjørnsen
Kampen tirsdag aften bliver sæsonens anden dyst mod de grønblusede nordsjællændere, hvor man i første opgør sejrede komfortabelt med 39-32 i Sparekassen Danmark Arena, blandt andet via fem scoringer fra Kristian Bjørnsen.
– Selvfølgelig kan vi tage lidt med fra den kamp, men der er sket meget på begge hold siden starten af september, ligesom de havde en del skader da vi mødte dem sidst. Det ser ud til at de har fået flere spillere tilbage, så det bliver helt sikkert en anden kamp denne gang. Vi tager dog derover med en god følelse af at vi spillede godt mod dem senest, og håber at kunne gentage det igen i morgen, vurderer Kristian Bjørnsen, der som ved andre udekampe forventer, at modstanderen kommer med fuldt tryk fra start.
– Jeg er sikker på, at det ikke bliver så nemt at møde dem på udebane, som det var på hjemmebane. De kommer helt sikkert med stor fysik, og har en fyldt hjemmebane i ryggen, så de vil uden tvivl kæmpe med næb og kløer for at tage point fra os. Vi skal være klar på det meste, og forvente 60 minutters hård kamp.
– Spillemæssigt skal vi få sat forsvaret som vi gerne vil og holde et højt tempo i kampen. Vi skal også benytte at vi har en bred trup, hvor mange gerne vil ind og bidrage. Kan vi lykkes med det, skal vi gerne stå med sejren til sidst, afrunder Kristian Bjørnsen, der sammen med holdkammeraterne står klar til kamp kl. 19.00 i tirsdag aften i Royal Stage i Hillerød.
Opgøret vises ikke på TV eller live-stream, men kan følges via vores sociale medier, samt via live-score tekst på tophaandbold.dk.