Aalborg Håndbold jagter den tredje sejr på stribe mod KIF Kolding, denne gang på udebane. Læs optakt til kampen med Lukas Sandell.
Seneste opgør i slutspillet endte med et skuffende nederlag til Skjern, og det skal gerne revancheres, når KIF Kolding onsdag aften er værter på hjemmebane i Sydbank Arena.
– Nederlaget i Skjern var en bitter pille at sluge, det har været både været irriterende at have det i baghovedet i landskampspausen, fordi der pludselig var lang tid til næste kamp. Omvendt var det også godt at være afsted med landsholdet og møde andre folk og spille landskampe.
– Det var dog godt at komme tilbage til Aalborg igen, og nu er fokus fuldt ud på kampen i morgen, og generelt venter der jo nogle spændende kampe forude i de kommende uger, lyder det tirsdag eftermiddag fra Lukas Sandell, der i de to seneste ligakampe har leveret 22 mål.
Den svenske bagspiller har således opskriften til endnu sejr over KIF Kolding klar.
– Jeg tænker, at vi skal spille lidt som vi gjorde mod dem senest, hvor jeg synes vi lykkedes godt med flere ting. Kolding har uden tvivl et af ligaens bedste forsvar med nogle store drenge, som kan være svære at komme forbi. Derfor vil vi gerne have dem ud at løbe og flytte rundt på dem, det er nøglen til sejren for os, når man ser på angrebet.
– Hvad vi skal gøre anderledes rent defensivt i forhold til Skjern-kampen? Vi har selvfølgelig kigget på opgøret mod Skjern og analyseret på de situationer som vi skal løse anderledes. Vi synes vi har gjort det godt i træningen frem til onsdagens kamp, og vi er meget bevidste om hvad vi skal gøre for at undgå at komme i de situationer som gjorde ondt på os i Skjern, lyder det videre fra Lukas Sandell, der dog på ingen måde forventer en let udebanekamp.
Vi synes vi har gjort det godt i træningen frem til onsdagens kamp, og vi er meget bevidste om hvad vi skal gøre for at undgå at komme i de situationer som gjorde ondt på os mod Skjern.
- Lukas Sandell
– Jeg forventer, at de er rigtig sultne og meget gerne vil have en sejr. Nu har de haft et par tætte kampe der er endt i nederlag, så ser man på kampen i morgen er det muligt vi er svage favoritter, men Kolding har intet at tabe, så de spiller i mine øjne uden pres, forklarer Sandell videre.
Også onsdag aften vil der være opbakning fra Aalborg Håndbold Support på lægterne i Sydbank Arena, og det glæder den svenske landsholdsspiller.
– Jeg synes vores fans gjorde det fremragende i Skjern, de fortjente at få en sejr med hjem, men vi gør et nyt forsøg i morgen, så vi håber vi kan lægge en dæmper på Koldings fans og sende vores egne hjem med to point i stedet.
Onsdagens opgør er den fjerde kamp af seks i slutspilspulje 1 og kampen fløjtes i gang kl. 19.00. Følg med direkte på TV2 Sport eller TV2 Play med optakt fra kl. 18.30.