Ny sejr over Veszprém efter målfest i Ungarn

En flot stime på otte ubesvarede mål grundlagde en fornem sejr for Aalborg Håndbold, da One Veszprém på udebane blev besejret 33-38 i sæsonens sidste puljekamp i Champions League.

Sæsonens sidste puljekamp i Champions League skulle torsdag aften afvikles på udebane mod ungarske One Veszprém. Her havde cheftræner Simon Dahl fra start sendt Fabian Norsten på mål, Kristian Bjørnsen og Buster Juul på fløjene, Thomas Arnoldsen, Sander Sagosen og Mads Hoxer i bagkæden, samt Simon Hald på stregen. I defensiven kom Felix Möller ind i forsvaret for Sagosen.

I en udsolgt Veszprém Arena var det værterne der kom bedst fra land i begge ender af banen. Defensivt var der stort fokus på at stoppe de tre Aalborg-bagspillere, mens der i angrebet blev spillet både bredt og hurtigt mod et indledningsvist tungt dansk forsvar.

Efter seks minutter førte ungarerne således 4-2, men en fodparade fra Norsten efterfulgt af en teknisk fejl og et misbrugt skud, betød at Thomas Arnoldsen efter otte minutter kunne udligne til 4-4.

Målmandsduellen blev dog indledningsvist ført af Veszprém-keeper Rodrigo Corrales, der på knap 10 minutter havde snuppet de første fire redninger på relativt store Aalborg-chancer.

Kort efter tog Simon Dahl første strategiske skaktræk, da han sendte sine tropper i syv-mod-seks spil i offensiven, hvilket hurtigt gav pote med et fremtvunget straffekast og scoring fra Arnoldsen.

Desværre fik Simon Hald kort efter kampens første udvisning, men undertallet kostede blot en enkelt scoring i mod, takket være tålmodigt spil i angrebet, inden Buster Juul i den efterfølgende sekvens kunne udligne til 10-10.

Den første danske føring fulgte også efter scoring fra Kristian Bjørnsen, men glæden varede ikke længe, da Veszprém udnyttede en misser fra selvsamme Bjørnsen til at bringe sig tilbage i front.

Efter 17 minutter kom anfører René Antonsen i aktion, ligesom Patrick Wiesmach kunne gøre et længe ventet comeback på banen efter sin godt seks måneder lange skadespause.

Begge spillere måtte dog konstatere, at Corrales i Veszprém-målet nu var spillet varm, mens der hos Aalborg Håndbold blev vekslet på posten, hvorfor Niklas Landin kom ind på kassen.

Momentum var dog fortsat ungarsk, og efter en periode på fem minutter uden mål var Simon Dahl tvunget til timeout-knappen. Det skulle vise sig at være et godt træk.

Herefter kom Patrick Helland Anderson og Juri Knorr på banen, hvor førstnævnte omgående assisterede Wiesmach til reduceringsmål til 15-12, inden gode forsvarsaktioner førte til yderligere to reduceringer.

En timeout fra værterne kunne ikke ændre flowet, der nu for alvor gik Aalborgensisk vej, hvorfor Juul med sin tredje scoring fik udlignet til 15-15 med godt fem minutter tilbage før pausen.

De gode takter fortsatte, så først Hald og dernæst Arnoldsen kunne score og give opgørets første to-måls føring til de danske gæster, mens det nu var ungarernes tur til at få en scoringskrise som følge af flere tvivlsomme afslutninger og redninger fra Landin.

Hele otte ubesvarede scoringer blev det til fra dansk hånd, inden Ali Zein kunne reducere til 16-19, blot for at se Arnoldsen score på straffe til pausestillingen 16-20.

Det rødklædte hjemmehold kom med den startende bagkæde bedst ud til anden halvleg, og fik via scoringer fra Luka Cindric, Nedim Remili og Hugo Descat indhentet det meste af den nordjyske føring, mens Corrales atter kom i gang i målet og stod i vejen for to Aalborg-forsøg.

Stillingen efter 35 minutter var derfor 21-22, og der var nu tale om åben slagudveksling mellem holdene, der begge havde stor succes i offensiven, mens forsvarsspillet lod noget tilbage at ønske.

Galleri – klik for større fotos

Især Knorr viste sig godt frem i denne fase af kampen, hvor den hurtige tysker nettede tre gange på kort tid, inden Hoxer noget tvivlsomt fik en udvisning for film.

Dette til trods holdt man fat i føringen, der var på 23-26 efter 40 minutter, men fortsat haglede målene ind i begge ender.

Landin vil ærgre sig over to scoringer fra Remili, hvor keeperen ellers var gået rettet vej, men den brede danske bænk begyndte nu igen at vise sit værd, da Arnoldsen afløste Knorr, ligesom der blev roteret løbende på de fleste pladser for at holde friske kræfter på banen.

Tempoet var fortsat højt og resulterede i tekniske fejl til begge hold, men ingen af mandskaberne kunne for alvor kapitalisere på modstanderens fejl, bedst illustreret ved Landins refleksredning på straffekast mod Cindric.

En udvisning til Möller efter 48 minutter kunne heller ikke ændre på det danske forspring, der i stedet blev øget til 28-32 i undertal via Sander Sagosens sjette scoring.

Heller ikke endnu en Veszprém-timeout kunne ændre på tingene, og et nu mere og mere desperat hjemmehold søgte at forcere tingene for at indhente det tabte.

Ikke overraskende gav det forhastede afslutninger, hvilket i flere omgange var guf for Landin, der viste sin klasse med en række vigtige redninger i slutfasen.

Derfor var man fortsat i front med fire mål med godt seks minutter igen, inden Arnoldsen brød igennem og scorede til 30-35.

Det hul kunne ungarerne ikke grave sig op af, og uden slinger i valsen blev sejren kørt i hus til cifrene 33-38.

Dermed satte Aalborg Håndbold en tyk streg under andenpladsen i puljen, der giver direkte adgang til turneringens kvartfinaler. Hvem modstanderen bliver afgøres i de kommende ottendedelsfinaler, hvor polske Wisla Plock og portugisiske Sporting CP skal kæmpe om retten til at møde de danske mestre.

Matchfacts Machineseeker EHF Champions League, 14. spillerunde

One Veszprém – Aalborg Håndbold 33-38 (16-20)

Stillinger undervejs

10’ 6-4, 20’ 14-11, 30’ 16-20, 40’ 23-26, 50’ 29-32, 60’ 33-38

Målscorere Aalborg Håndbold

Thomas Arnoldsen 8, Sander Sagosen 6, Mads Hoxer 5, Buster Juul 5, Patrick Wiesmach 4, Patrick Helland Anderson 4, Juri Knorr 3, Kristian Bjørnsen 2, Simon Hald 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 37,50% (12/32)

Fabian Norsten – 7,14% (1/14)

Målscorere One Veszprém

Luka Cindric 7, Nedim Remili 6, Dragan Pechmalbec 4, Ahmed Hesham 4, Hugo Descat 3, Ivan Martinovic 2, Gasper Marguc 2, Yanis Lenne 2, Yehia Elderaa 1, Ahmed Adel Mesilhy 1, Ali Zein 1

Redningsprocenter One Veszprém

Mikael Appelgren – 0% (0/2)

Rodrigo Corrales – 29,41% (15/51)

2-minutters udvisninger

One Veszprém: 0

Aalborg Håndbold: 3

4.900 tilskuere i Arena Veszprém, Ungarn

Hoxer_SJE

Hoxer vil gøre alt for en sejr lørdag

Mads Hoxer ser frem til at være tilbage på banen i Sparekassen Danmark Arena, når Skjern Håndbold lørdag kommer på besøg til slutspillets anden kamp.
Sporting1_Thomas

Rematch i vente mod Sporting CP i Champions League

To nye møder mod de portugisiske mestre venter i de kommende kvartfinaler i Champions League.
udebane2526

Scor en gratis udebanetrøje lørdag

Køb for 600 kr. i merchandiseshoppen i Sparekassen Danmark Arena lørdag og få en gratis udebanetrøje fra Hummel.

Håndbold i verdensklasse