pokal header web (1)
1200px-SC_Pick_Szeged.svg

OTP Bank-Pick Szeged

Klubnavn: OTP Bank – Pick Szeged.

Hjemby: Szeged.

Land: Ungarn.

Stiftet i 1961.

Hjemmebane: Pick Arena.

Kapacitet: 8.143.

Titler: 5 x ungarsk mester, 7 x ungarsk pokalvinder. Vinder af EHF Cup 2014.

Cheftræner: Michael Apelgren.

Assistenttræner: Jonas Källman.

Afgange denne sæson: Emil Imsgard, målmand, til HØJ Elite, Zoltan Zhita, venstre back, til Wisla Plock, Dean Bombac, playmaker, til Györ, Miguel Martins, playmaker, til Aalborg Håndbold, Matej Gaber, stregspiller, til HBC Nantes, Luka Stepancic, højre back, til ukendt klub.

Tilgange denne sæson: Jeremy Toto, stregspiller, fra HBC Nantes, Tobias Thulin, målmand, fra GOG, William Bogojevic, venstre back, fra Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, Lazar Kukic, playmaker, fra Dinamo Bucurest, Janus Smarason, playmaker, fra SC Magdeburg, Magnus Rød, højre back, fra Kolstad.

Bekræftet tilgang sæson 2025-2026: Jim Gottfridsson, der skifter til klubben efter 12 sæsoner i SG Flensburg-Handewitt.

Der er dømt nye tider i den ungarske storklub OTP Bank – Pick Szeged, som vi traditionen tro møder i gruppespillet i Champions League. Det er syvende sæson, vi er i samme pulje som ungarerne.

De nye tider symboliseres først og fremmest ved det svenske trænerteam, cheftræner Michael Apelgren, 40 år, og assistenttræner Jonas Källman, 43 år, der er en legende i den ungarske klub efter at have spillet der 2014 – 2021. Han har bl.a. fået en sektion i den nye arena opkaldt efter sig og hans trøje-nummer (8) er ”fredet” som det eneste nummer i klubben. Källman har afsluttet sin aktive karriere i portugisiske Benfica, men er nu tilbage. Apelgren, der også er assistenttræner på det svenske landshold, kommer fra Sävehof i Sverige, og tidligere var han cheftræner i norske Elverum 2014-2020.

Den svenske træner-duo afløser den lokale Kristian Karpati, der var overgangsfigur i et år efter spanieren Juan Carlos Pastors 10-årige trænertid i klubben 2013-2023. Pastor er i dag egyptisk landstræner.

Den nye træner-duo er også et varsel om ny spillestil med højere tempo, men mange nye spillere skal spilles ind, og truppen tæller ikke færre end 10 nationaliteter – med kun fem ungarere i truppen.

Mest markante udskiftning er, at den slovenske playmaker Dean Bombac er væk efter otte sæsoner i klubben. Han skifter til Györ, der er nyoprykker i den ungarske liga. Væk er også hans playmaker-kollega, portugiseren Miguel Martins, der som Aalborg Håndbold-spiller nu får lejlighed til at møde sin tidligere klub.

Set med Aalborg Håndbold-øjne er der mange ”gamle” bekendtskaber blandt de nye spillere i Pick Szeged: Målmand Tobias Thulin, velkendt fra GOG, venstre backen William Bogojevic fra BSH, Janus Smarason, tidligere Aalborg-spiller og senest i Magdeburg, og Magnus Rød, højre back fra Kolstad og tidligere SG Flensburg-Handewitt.

Blandt de øvrige profiler kan nævnes veteran-målmanden Roland Mikler, der efter OL meldte ud om sit stop på landsholdet, venstre fløjene Marin Jelinic og Sebatian Frimmel, højre fløjen Mario Sostaric, stregspillerne BenceBanhidi, Gleb Kalarash og Jeremy Toto, venstre backerne Richard Bodo og Borut Mackovski, playmaker Lazar Kukic og højre backen Imanol Garciandia.

Den ungarske storklub har – med de to svenske trænere i spidsen – allerede været på transfermarkedet for sæsonen 2025-2026 ved at sikre sig underskriften fra deres landsmand, playmakeren Jim Gottfridsson, der skifter til Ungarn efter 12 sæsoner i SG Flensburg-Handewitt.

Det er 22. gang, Pick Szeged deltager i Champions League, men det er endnu ikke lykkedes at kvalificere sig til Final4. Fem kvartfinalepladser er de bedste resultater – i 1997, 2004, 2015, 2017 og 2019. Klubbens største triumf i europæisk sammenhæng er sejren i EHF Cuppen i 2014.

Da vi mødte ungarerne sidste sæson, tabte vi 34-27 i Szeged, men vandt 31-26 i Sparekassen Danmark Arena.

I Ungarn er det kutyme, at hovedsponsorer indgår i klubnavnet i turneringssammenhæng, så derfor hedder ”Sport Club Pick Szeged” officielt i bl.a. CL-regi OTP Bank – Pick Szeged.

Byen Szeged ligger i det sydøstlige Ungarn, kun 15 km fra grænsen til Serbien. Med 165.000 indbyggere er Szegedlandets tredjestørste by (efter Budapest og Debrechen), og byen minder på flere områder om Aalborg – bl.a. med domkirke, lufthavn og et godt håndboldhold.

Pick Szeged fik for få år siden nye arena, der blev bygget i forbindelse med EM-slutrunden i 2022. Szeged Arena er en imponerende arena med plads til 8.143 tilskuere.

Håndbold i verdensklasse