Trods en stærk defensiv indsats og en pauseføring på fire mål måtte Aalborg Håndbold lørdag nøjes med det ene point, da man på udebane i Skjern spillede 22-22.
Lørdag eftermiddag var det endelig blevet tid til at skyde slutspillet 2025 i gang, hvilket for Aalborg Håndbold betød en udekamp mod Skjern Håndbold, som man for nylig besejrede samme sted med cifrene 29-31.
Med Thomas Arnoldsen fortsat ude var en sygdomsramt Buster Juul, samt Patrick Wiesmach, på dagen fravalgt til 16-mands truppen.
På banen blev det tunge skyts fra start kørt i stilling med Niklas Landin på mål, Mads Hoxer, Aleks Vlah og Sander Sagosen som bagspillere, samt Kristian Bjørnsen og Sebastian Barthold på fløjene og Felix Möller på stregen.
Som forventet i slutspillet var der fra start øget intensitet I både spil og dueller og holdene skiftedes til at tage føringer. En stærkt spillende Landin indledte således med at snuppe to straffekast, men kollega Christoffer Bonde i modsatte ende viste også god form på afbrændere fra Vlah og Sagosen.
En tæt åbning gav stillingen 5-4 efter de første 10 minutter, inden Marinus Munk efter et kvarter kom ind som første mand den velkendte i rotation. Kort efter fulgte også Jack Thurin og Miguel Martins.
Sidstnævnte måtte dog udgå med en skulderskade i 23. minut, efter at være sendt i gulvet af en hård tackling, en skade som portugiseren ikke vendte tilbage fra.
En indledningsvist velspillende Aleks Vlah leverede både assists og scoringer, mens forsvaret for alvor begyndte at stramme grebet om de grønblusede værter.
Kombineret med en storspillende Landin i målet leverede Skjern blot fire scoringer i første halvlegs sidste 20 minutter, mens Kristian Bjørnsen lynede på en fornem kontrascoring. Om det var skaden der tændte ekstra op under holdkammeraterne vides ikke, men faktum er, at både forsvaret og Niklas Landin i halvlegens resterende knap otte minutter blot tillod én scoring fra hjemmeholdet.
Med flot støtte fra godt 150 medrejsende Aalborg-fans rakte det til pauseføring på 9-13, hvor det især var værd at bemærke hele 12 afværgede skud og en redningsprocent på 57,14% til Landin.
Men lige så god som slutningen på første halvleg var, lige så ærgerlig var indledningen på anden omgang.
Trods flere store muligheder, herunder et straffekast, skulle der gå knap syv minutter inden Sebastian Barthold kunne få Aalborg Håndbold på måltavlen igen, da nordmanden scorede til 11-14 i 37. minut.
Dermed kom der atter hul på bylden efter flere misbrugte chancer og i de efterfølgende minutter kom også Mads Hoxer, samt Sander Sagosen på måltavlen. Sidstnævnte afsluttede et langt angreb med på frikast at svæve over forsvarsmuren og hamre kuglen i kassen.
Galleri – klik for større fotos
Føringen på tre mål blev således reetableret, men værterne lod sig på ingen måde kyse og kløede på med fuld kraft.
Modsat sæsonens tidligere opgør mod vestjyderne fik man denne dag holdt stærke Noah Gaudin i kort snor kampen i gennem, men lige lidt hjalp det for nordjyderne, i det effektiviteten foran Skjern-målet var dalende som halvlegen skred frem.
Flere brændte chancer, blandt andet på tomt mål gav således unødig spænding, men hjemmeholdet begik også fejl og satte bolden over styr, så der med syv minutter igen atter var en føring på tre mål.
En udvisning til nyligt indkomne Martin Larsen i 54. minut skulle dog vise sig at koste dyrt, da Joaquim Nazaré nettede to gange, mens Marinus Munk i tre på hinanden følgende angreb ikke fik sendt kuglen i kassen.
I en unødigt dramatisk afslutning lugtede størsteparten af de 2.842 tilskuere nu en sejr og troen blev ikke mindre, da Emil Bergholt sendte Skjern i front 22-21 med mindre end to minutter igen.
Da Sander Sagosen i det efterfølgende angreb sendte en aflevering over sidelinjen var gode råd pludselig dyre for Aalborg Håndbold.
Heldigvis slog den stærke defensiv til igen og fik afværget Nazarés afslutning, inden selvsamme Nazaré unødigt forsøgte at trække tiden og blev i dømt et direkte rødt kort, mens Aalborg Håndbold fik et straffekast.
Det eksekverede Sebastian Barthold køligt til slutcifrene 22-22, hvorfor begge hold måtte nøjes med det ene point på dagen.
Dagens resultat betyder, at Aalborg Håndbold fortsat fører slutspillets pulje 1 med tre point.
Næste opgør i slutspillet venter om otte dage i Sparekassen Danmark Arena mod Skanderborg-AGF Håndbold.
Inden da gælder det dog en særdeles spændende kamp torsdag aften i Machineseeker EHF Champions League, hvor Füchse Berlin på udebane er modstanderen.
Matchfacts Herreligaen, slutspil 1. spillerunde
Skjern Håndbold – Aalborg Håndbold 22-22 (9-13)
Stillinger undervejs
10’ 5-4+6, 20’ 7-9, 30’ 9-13, 40’ 13-15, 50’ 17-18, 60’ 22-22
Målscorere Aalborg Håndbold
Aleks Vlah 5, Felix Möller 4, Sander Sagosen 3 , Sebastian Barthold 3 , Mads Hoxer 3, Marinus Munk 2, Jack Thurin 1, Kristian Bjørnsen 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 46,3% (19/41)
Målscorere Skjern Håndbold
Joaquim Nazaré 7, Jakob Rasmussen 5, Viktor Bergholt 3, Noah Gaudin 2, Emil Bergholt 2, René Rasmussen 2, Senjamin Buric 1
Redningsprocenter Skjern Håndbold
Christoffer Bonde – 45,7% (16/35)
Tim Winkler – 0% (0/2)
2-minutters udvisninger
Skjern Håndbold: 2
Aalborg Håndbold: 3
Rødt kort
Skjern Håndbold: Joaquim Nazaré (60’)
Aalborg Håndbold: –
2.842 tilskuere i Skjern Bank Arena