Aalborg Håndbold måtte to gange se firemåls-føringer indhentet, inden man i sidste sekund sikrede 32-32 på udebane mod Fredericia HK.
Efter midtugens triumf I Champions League bød søndag aften på topopgør i Herreligaen, da Aalborg Håndbold på udebane kunne sikre sejren i grundspillet med to point mod hjemmeholdet fra Fredericia HK.
Grundet sygdom måtte Fabian Norsten se sig erstattet af den unge målmand Nikolai Kaufmann, hvilket naturligt nok betød at Niklas Landin spillede hele kampen i målet.
Foran det altid medlevende publikum i en udsolgt T Hansen Arena i Fredericia, var det cheftræner Stefan Madsens tropper der kom bedst fra land.
Med et livligt forsvar fik man to gange opsnappet bolden og omsat det til scoringer i modsatte ende, hvor man også indledte med stor bevægelighed mod det aggressive Fredericia-forsvar.
Det betød at man efter syv minutter førte 6-4 og samtidig var en mand i overtal efter at Simon Hald havde trukket sit andet straffekast, samt en to-minutters udvisning, mod hjemmeholdet.
Hos de rødklædte værter var det James Junior Scott og Kasper Young der førte an, i det duoen leverede syv af Fredericias første otte scoringer. Især førstnævnte voldte problemer med sit antrit og skud fra distancen, som den nordjyske defensiv havde svært ved at håndtere.
Alligevel kom forsvaret til fire stop på kort tid og da måltavlen viste 11-7 i Aalborg-favør måtte Fredericia-træner Gudmundur Gudmundsson tage timeout for at forsøge at ændre slagets gang.
Det lykkedes for hjemmeholdet, der nu fik bedre fat i det nordjyske forsvar. Til gengæld skulle man frem til det 17. minut inden Niklas Landin blev noteret for sin første redning i kampen.
Thomas Arnoldsen måtte efter 20 minutter tage et hvil på bænken, hvilket betød at Mikkel Hansen overtog i rollen som iscenesætter, hvilket var med blandet succes.
11-7 føringen var nu vekslet til en 15-13 føring, og kort efter måtte Henrik Møllgaard modtage den første to-minutters udvisning til Aalborg Håndbold, hvilket gav værterne en god mulighed for at komme på omgangshøjde.
Det skete desværre, da Martin Bisgaard kort efter kunne udnytte en misbrugt afslutning fra Sebastian Barthold til at score på en hurtig kontra til 15-15, men alligevel kunne Aalborg Håndbold gå til pause med en tomåls-føring på 17-15 efter blandt andet scoringer fra Aleks Vlah.
Fra anden halvlegs start kom Lukas Nilsson på banen til sine første minutter i opgøret, men svenskeren måtte se sin første afslutning reddet af Sebastian Frandsen i Fredericia-målet.
Til gengæld var Simon Hald træfsikker på sine indledende to afslutninger i halvlegen og da Lasse Balstad kort efter fik en dobbeltudvisning, kunne Lukas Nilsson hamre sin første scoring i kassen til en 22-18 føring efter 36 minutter.
De fire minutter i overtal blev desværre ikke udnyttet til at trække yderligere fra, hvilket kort efter betød at en række tekniske fejl, samt en udvisning til Simon Hald, lukkede Fredericia helt ind i kampen igen ved stillingen 23-23.
Herfra var momentum på hjemmeholdets sidste i resten af kampen, hvor en periode på 14 minutter med blot fire Aalborg-scoringer, betød at Fredericia med 10 minutter igen førte 27-26.
I slutfasen blev det en kamp for at holde trit med værterne, der løbende bragte sig i front, mens Aalborg Håndbold måtte slide hårdt for at udligne gang på gang.
Modsvaret blev kortvarigt syv-mod-seks spil i angrebet, men tekniske fejl og forivrede afslutninger betød at tiltaget ikke gav pote. Defensivt gik man i fem-et forsvar, men heller ikke dette kunne holde Fredericia fra scoringer.
Alligevel holdt man akkurat snor i sønderjyderne indtil det sidste minut. Her sendte Jonas Kruse hjemmeholdet i front 32-31, men med syv sekunder igen blev Thomas Arnoldsen nedlagt med ulovlige midler, hvilket betød at Mikkel Hansen med en straffekast-scoring kunne udligne til slutfacit 32-32.
Dermed endte kampen med et enkelt point til begge hold, der fortsat indtager de to øverste placeringer i tabellen i Herreligaen. Med en sejr lørdag over Nordsjælland Håndbold kan Aalborg Håndbold dermed sikre sig sejren i grundspillet.
Inden da venter dog en spændende afslutning på gruppespillet i Machineseeker EHF Champions League, når polske Industria Kielce gæster Sparekassen Danmark Arena onsdag aften.
Matchfacts Herreligaen
Fredericia HK – Aalborg Håndbold 32-32 (17-19)
Stillinger undervejs
10’ 7-8, 20’ 11-13, 30’ 17-19, 40’ 20-23, 50’ 27-26, 60’ 32-32
Målscorere Aalborg Håndbold
Aleks Vlah 8, Kristian Bjørnsen 5, Simon Hald 4, Sebastian Barthold 4, Mads Hoxer 4, Mikkel Hansen 4, Thomas Arnoldsen 2, Lukas Nilsson 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 12,12 %
Målscorere Fredericia HK
Reinier Taboada 6, James Junior Scott 5, Jonas Kruse Kristensen 4, Martin Bisgaard 4, Anders Kragh Martinussen 4, Kristian Stoklund 3, Evgeni Pevnov 3, Kasper Young 2, Lasse Balstad 1
Redningsprocenter Fredericia HK
Sebastian Frandsen – 25 %
Thorsten Fries – 22,22 %
2-minutters udvisninger
Fredericia HK: 4
Aalborg Håndbold: 2
2.340 tilskuere i T Hansen Arena, Fredericia