På en dag hvor spillet ikke flød for Aalborg Håndbold måtte man nøjes med det ene point efter resultatet 29-29.
Efter onsdagens sejr i Kielce i Champions League skulle Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag følge op på det flotte resultat i hjemmekampen mod Skjern Håndbold i Herreligaen.
Gæsterne havde dog også set kampen i Polen, for straks fra start søgte man at stække Thomas Arnoldsen via en fremskudt forsvarsspiller. Der gik dog mindre end to minutter inden Arnoldsen havde trukket den første udvisning på en hård tackling fra Senjamin Buric, men generelt lykkedes gæsterne kampen igennem med missionen.
Defensivt kom begge hold generelt fint fra land, hvor Christoffer Bonde i Skjern-målet kom i vejen for to af de første tre nordjyske afslutninger, mens en stærk aalborgensisk midtblok med Simon Hald og Henrik Møllgaard gjorde livet svært for vestjydernes angreb.
Efter syv minutter havde to fuldtræffere fra Miguel Martins, samt mål fra Jack Thurin og Thomas Arnoldsen sikret en tidlig 4-1 føring til Aalborg Håndbold.
Fabian Norsten leverede onsdag 15 redninger mod Kielce og også lørdag kom den svenske målvogter fint fra land med to redninger i de første 10 minutter, hvor det blot var blevet til én scoring fra gæsterne.
En dobbelt-udvisning til hjemmeholdet betød dog, at Skjern-mandskabet kunne lukke en del af hullet på måltavlen med to ubesvarede scoringer til stillingen 5-3.
I 15. minut var det Henrik Møllgaards tur til at indkassere en to-minutters udvisning, hvilket kostede yderligere to reduceringer fra Skjerns Lasse Mikkelsen.
Gæsterne havde dog fortsat svært ved at følge med når begge hold var fuldtallige, hvor Aalborg-forsvaret fremtvang flere tekniske fejl, mens bolden igen strøg i nettet bag Bonde i Skjern-målet til nordjysk 11-8 føring efter 20 minutter.
Vestjyderne fik dog justeret tingene og fik bedre fat i forsvaret, hvor fire afbrændere i træk betød, at de grønklædte igen fik gjort tingene tætte efter yderligere to straffescoringer ved Lasse Mikkelsen.
Gennembrudsstærke Marinus Munk fik efter en nordjysk timeout vist, at han også denne dag havde helt styr på hvor målet stod med hele fire fuldtræffere før pausen, så Maik Machullas mandskab kunne notere en to-målsføring ved stillingen 17-15 efter 30 minutter.
Galleri – klik for større fotos
Anden halvlegs blev desværre en rodet affære for Aalborg Håndbold, hvor især duoen Martins og Arnoldsen havde svært ved at få sat det nordjyske angreb i scene, hvilket resulterede i tabte bolde og kontrascoringer i mod.
Efter 37 minutter kunne Skjerns Emil Bergholt derfor udligne til 20-20, hvilket tvang Maik Machulla til at tage en timeout for at ryste posen, men fortsat blev der skudt med blankt, i det Jack Thurin i to omgange sendte kuglen i hænderne på Christoffer Bonde.
Kampen var således mere og mere på vestjyske præmisser, hvilket gæsterne udnyttede til at bringe sig i front 21-22 med godt et kvarter igen.
Anton Hellberg blev sendt på mål for at forsøge en gentagelse at sidste uges flotte spil mod TTH Holstebro og svenskeren indledte med en stærk redning en-mod-en, hvilket Thurin fik omsat til scoring i modsatte ende.
Alligevel var det fortsat Aalborg Håndbold der skulle jagte og slide hårdt i det for at komme til scoringer, i det spillet ofte blev snævert og fokuseret på de fysiske dueller centralt, mens de åbne chancer blev afværget af en nu storspillende Bonde i Skjern-målet.
I Aalborg-målet viste Hellberg sig dog at være en game-changer, da han med i alt seks redninger fik tippet momentum tilbage på nordjyske hænder, mens en igen velspillende Marinus Munk ligeledes steppede op, da der var allermest brug for det og leverede tre fightermål og sendte hjemmeholdet i front med 26-23.
Trods føringen hang gæsterne flittigt i og reducerede løbende med hurtige scoringer, så der med knap fire minutter igen var alt at spille for ved stillingen 28-27.
Målhelten Munk måtte humpe fra banen efter en hård medfart, og da Skjern erobrede en mistet bold med halvandet minut igen kunne Noah Gaudin efter en timeout udligne til 29-29 med under et minut igen.
Med bolden i hænderne og 28 sekunder tilbage af opgøret kunne hjemmeholdet selv afgøre tingene, men spillet sandede til og i stedet måtte man se et sidste-sekunds frikast fra Thomas Arnoldsen stryge i opdækningsmuren til slutfacit 29-29.
Dagens resultat betyder, at Aalborg Håndbold nu er på en foreløbig tredjeplads i Herreligaen efter ni spillerunder.
Næste udfordring venter onsdag aften, når norske Kolstad tager i mod i Machineseeker EHF Champions League.
Matchfacts Herreligaen, 9. spillerunde
Aalborg Håndbold – Skjern Håndbold 29-29 (17-15)
Stillinger undervejs
10’ 5-1, 20’ 11-8, 30’ 17-15, 40’ 20-21, 50’ 24-23, 60’ 29-29.
Målscorere Aalborg Håndbold
Jack Thurin 9, Marinus Munk 7, Miguel Martins 3, Patrick Wiesmach 3, Simon Hald 2, Sebastian Barthold 2, Thomas Arnoldsen 1, Felix Möller 1, Buster Juul 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Fabian Norsten – 16,67% (4/24)
Anton Hellberg – 40% (6/15)
Målscorere Skjern Håndbold
Lasse Mikkelsen 7, Noah Gaudin 6, Emil Bergholt 4, Bjarke Christensen 3, Jakob Rasmussen 3, Joaquim Nazaré 2, Jonathan Sørensen 2, Mads Bjergfelt 1
Redningsprocenter Skjern Håndbold
Christoffer Bonde – 34,15% (14/41)
Tim Winkler – 0% (0/2)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 3
Skjern Håndbold: 2
5.057 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena