Trods kort tid siden seneste kamp torsdag aften glæder Marinus Munk sig til lørdagens opgør i Esbjerg.
Således tog cheftræner Simon Dahls mandskab en ny vigtig sejr i Champions League torsdag aften på udebane mod ungarske OTP Bank Pick Szeged.
– Vi fik bragt en masse folk i spil og fik samtidig spillet en del syv mod seks, hvilket vi ikke tidligere har gjort. Det var en del af gameplanen fra Simons side for at kunne knække deres 5-1 forsvarsspil. Det lykkedes okay vil jeg sige, for vi holdte os til planen og troede på det hele vejen, hvilket i sidste ende gav en vigtig sejr, lyder det på telefon fra Ungarn fra unge Marinus Munk fredag, hvor spillertruppen er på vej hjem til Danmark.
Allerede lørdag kl. 14.00 venter nemlig næste udfordring for holdet, når man på udebane i Esbjerg skal møde Ribe-Esbjerg HH.
– Selvfølgelig er det ikke optimal forberedelse til en kamp, men der er ingen her der klynker. Vi har prøvet det før og synes ikke, at det er synd for os. I stedet gælder det om at holde fast i gejsten og klø på.
– Vi ved at alle kampe i december er vigtige med mange point på spil, så vi fokuserer på at tage sejren, lyder det videre fra Munk, der dog ikke forventer en let kamp.
Lørdagens hjemmehold har således blot tre point for de første 13 kampe i Herreligaen og er derfor på en øjeblikkelig 13. plads, á point med bundproppen Grindsted
– De er selvfølgelig presset i forhold til at få flere point. Derfor forventer jeg også, at de kommer med alt hvad de ejer og har. De er på hjemmebane og er underdogs og kan spille helt frit, og så ved vi alle godt, at det kan blive farligt.
– Vi skal være parat fra start, hvilket vi også sagde sidste uge før kampen mod Nordsjælland, der alligevel blev meget tæt. Derfor skal vi være meget mere kyniske end i den kamp, hvor vi brændte en del chancer.
– Til gengæld synes jeg, at vi har fået etableret et rigtig godt 6-0 forsvar. Kan vi komme hjem i hulen og stå, så får de fleste hold det svært mod os.
– Skal det lykkes, så kræver det selvfølgelig at vi skal løbe mere og investere mere i det fysiske.
Vi ved at alle kampe i december er vigtige med mange point på spil, så vi fokuserer på at tage sejren,
- Marinus Munk
– Vi har ofte ført kampene dernede, men ved at de er et hold der bliver ved med at kæmpe selvom de er bagud med fem-seks mål, så intet er ovre før slutfløjtet lyder, vurderer det populære stortalent, der til gengæld kan glæde sig til at godt 100 Aalborg Håndbold-fans vil være på plads på tribunerne i Blue Water Dokken i Esbjerg.
– Det er megafedt at der kommer så mange Aalborg-fans og støtter os, det er jeg sikker på giver os en masse god energi og kampgejst, så det vil vi glæde os til, afrunder Marinus Munk, der sammen med holdkammeraterne i dag flyver fra Budapest til Billund inden turen går videre til Esbjerg.
Lørdagens kamp spilles kl. 14.00 i Blue Water Dokken i Esbjerg.
Kampen bliver ikke vist på TV eller streamet, men kan følges direkte via livescore i Tophåndbold app’en samt via liveblog på Nordjyske.dk