For godt seks år siden satte han punktum for sit kapitel i Aalborg Håndbold ved at føre klubben til DM-guld. Onsdag løber Sander Sagosen på banen i Sparekassen Danmark Arena som frontfigur på det ambitiøse og stjernespækkede Kolstad-mandskab i det forventede nordiske bråvallaslag i Champions League.
Forud for kampen har vi stillet Sander Sagosen en række spørgsmål:
Hvordan ser du tilbage på dine 3 år i Aalborg Håndbold 2014-2017?
Jeg havde en fantastisk tid i Aalborg både på og uden for håndboldbanen. Jeg udviklede mig som håndboldspiller og menneske i den periode og mødte mange gode mennesker.
Har du stadig kontakt og relationer til Aalborg Håndbold?
Ja jeg snakker stadig med nogle af spillerne, og det er altid hyggeligt at se alle dem, jeg kender i Aalborg.
Hvordan har det været at skifte fra Kiel til Kolstad?
Det har været vældig fint. Det er klart, at vi i Kolstad skal opbygge en klub, som Kiel eller Aalborg er allerede. Men jeg og familien stortrives i Trondheim igen.
Hvorfor har Kolstad hidtil svinget så meget i niveau i denne sæson?
Det har lidt at gøre med, at vi skal spilles sammen, og at det er nyt for mange i truppen at spille så mange matcher. Det kræver meget altid at skulle præstere på et højt niveau, men vi er på vej.
Hvordan er det at møde dine tre tidligere klubber i CL-puljen?
Det er morsomt. Jeg elsker at spille mod de bedste hold og spillere samt at rejse tilbage og hilse på alle de fantastiske mennesker og supportere igen.
Sander Sagosen blev i fjor gift med den tidligere håndboldspiller Hanna Bredal Oftedal, og parret fik i juli i år sønnen Noah.
Hvor langt vurderer du, at Kolstad kan nå i CL i denne sæson?
Godt spørgsmål. Jeg håber, vi kan nå langt, men som vi har præsteret hidtil kan vi slå alle hold, men også tabe til alle, så vi må vente og se, som sæsonen skrider frem. Lige nu tager vi én kamp ad gangen.
Hvad er dit bud på resultatet i Aalborg
Det bliver en hård kamp. Aalborg er en af favoritterne til at vinde CL i denne sæson. På en svær, men fantastisk udebane håber jeg, at vi kan levere en god kamp og et godt resultat. Så jeg håber på 31-30 til Kolstad.
Hvem vinder CL i denne sæson?
Det er en hård sæson med mange gode hold. Barcelona ser stærke ud, og Veszprém har en god trup. Paris og Aalborg er også gode kandidater.
Du har bl.a. vundet CL og er blevet dansk, fransk og tysk mester samt fået VM-sølv med Norge to gange – hvilke ambitioner mangler du at få opfyldt?
Helt klart at vinde guld med Norge en gang. Desuden drømmer jeg om at vinde CL igen – i en fyldt hal, lyder det fra Sander Sagosen med henvisning til, at hans triumf med THW Kiel i 2020 kom i hus for tomme tribuner på grund af corona-restriktionerne.
Bliver Kolstad din sidste klub i karrieren?
Det håber jeg. Jeg og familien har det rigtig godt her i Norge igen, men man skal aldrig sige aldrig, har jeg lært i dette game.
Morgendagens skandinaviske brag spilles kl. 18.45 i Sparekassen Danmark Arena, og der er endnu få ledige billetter til kampen.
(Fotos: Sander Sagosens Instagram-profil)