Onsdag aften venter en verdensklasse-kamp i Sparekassen Danmark Arena, når de regerende mestre fra Barça er modstanderen i Machineseeker EHF Champions League. Læs optakt til kampen med Lukas Sandell.
Opgøret i den fornemmeste klubturnering er femte runde i denne sæsons grundspil, og Aalborg Håndbold går ind til kampen med foreløbig tre sejre og et nederlag, mens spanierne fortsat er ubesejrede.
Til gengæld måtte Barça søndag aften se sig slået af tyske SC Magdeburg med cifrene 41-39 i finalen ved årets udgave af IHF Super Globe. Alligevel forventer Aalborg Håndbolds Lukas Sandell ikke, at det vil få den store betydning i forhold til onsdagens kamp.
– Barça er et meget komplet hold med stærke spillere på alle positioner. De spiller i et sindssygt højt tempo, der er meget svært at forsvare sig i mod, hvilket målscoren i Super Globe-finalen også viser, og samtidig er de et meget boldsikkert hold, lyder karakteristikken fra Sandell, der ikke ser mange svagheder hos spanierne.
– Nej, direkte svagheder er der ikke umiddelbart nogen af. Der skal vi nok se lidt video for at se noget, men vi kan da håbe at de er lidt trætte efter fire kampe ved Super Globe, samt rejsen fra Saudi Arabien til Aalborg. Selvom de tabte finalen i søndags, så har de været ubesejret hidtil i sæsonen, så jeg mener stadig, at de er verdens bedste klubhold.
Historisk set har de to hold mødtes ni gange tidligere i Machineseeker EHF Champions League, og alle gange har spanierne trukket det længste strå, senest i turneringens finale i Köln i 2021, hvor slutcifrene blev 36-23. Alligevel tror Lukas Sandell på, at en sejr er muligt onsdag aften.
Denne aften må publikum gerne være med til at sætte pres på både Barcelona og dommerne. Det er supervigtigt i en meget tæt kamp som denne.
- Lukas Sandell
– På hjemmebane ved vi, at vi kan slå alle hold, så vi har bestemt en mulighed for at vinde. Det kræver dog, at vi alle skal spille på allerhøjeste niveau for at vinde, de er stadig storfavoritter, men vi har en mulighed og den skal vi spille.
– Først og fremmest skal vi kunne løbe med dem, og her kan vi håbe på, at vi kan overraske dem lidt, set i lyset af deres rejseaktivitet og mange kampe den seneste uge. Så vi skal presse dem når vi kan, og selvfølgelig også spille et godt forsvarsspil, det bliver meget afgørende for kampens udfald, vurderer Lukas Sandell, der også anerkender vigtigheden af endnu en faktor, nemlig de mange Aalborg-fans, der onsdag aften vil fylde Sparekassen Danmark Arena til bristepunktet.
– Man kan allerede nu mærke en vis spænding omkring kampen. Alle billetterne blev revet væk, og vi håber at alle vores fans er klar til give alt hvad de har på tribunerne. De skal gerne møde op og lave så meget larm som muligt og støtte os frem på banen, hvilket de normalt altid er gode til, men denne aften må de gerne give den endnu mere, ligesom de meget gerne må være med til at sætte pres på både Barca og dommerne. Det er supervigtigt i en meget tæt kamp som denne, lyder opfordringen fra den svenske fløjspiller, der indrømmer at have set frem til kampen i et godt stykke tid.
– Det er sådan en kamp, som man går og tæller ned og glæder sig til. Det er ekstra ekstra specielt, når man mærker at der allerede inden kampen er stort fokus på det, og at møde verdens bedste klubhold giver selvfølgelig en ekstra stor motivation, afrunder Lukas Sandell.
Onsdagens opgør fløjtes i gang kl. 20.45 i Sparekassen Danmark Arena. Har du ikke billet til kampen, kan opgøret følges direkte på Viaplay og See med optakt fra kl. 20.00.