Saugstrup: Vi vinder i Aalborg

Den tidligere Aalborg-spiller Magnus Saugstrup vender onsdag for første gang tilbage til Sparekassen Danmark Arena som modstander. Læs om Saugstrups forventninger til kampen her.

Onsdag aften er den nu 28-årige stregspiller tilbage i Sparekassen Danmark Arena – for første gang som modstander på SC Magdeburgs tyske mesterhold, hvor han gennem tre sæsoner har fejret store triumfer.

– Det bliver fedt at spille på min gamle hjemmebane igen. Der er altid god stemning, og jeg glæder mig meget, siger Magnus Saugstrup fra lejligheden i Magdeburg, hvor han nyder tilværelsen med fru Jeanette og sønnen Sigurd, krydret med stor succes på håndboldbanen.

– Jeg har ikke et øjeblik fortrudt springet. Sportsligt tog jeg i høj grad herned for at vinde titler, og det er nærmest gået bedre end forventet, samtidig med at vi hver gang har fuldt hus med 6.600 tilskuere. Desuden er SC Magdeburg på alle måder en god klub, hvor spillerne har det fint indbyrdes, og som et ekstra plus er vi mange skandinaver, hvoraf flere af os har børn. Vi er glade for at være her.

– Og du kan mestre det tyske sprog?

– Det er nok ikke altid grammatisk korrekt, men jeg kan sagtens begå mig og forstår det hele.

– Hvor har du udviklet dig mest i Magdeburg?

– Jeg synes, at jeg generelt har taget et nøk opad, og det er svært at pege på et enkelt punkt. Men jeg har blandt andet forbedret fysikken og timingen. I en så fysisk liga som Bundesligaen er det ekstra vigtigt, at man kan forudse situationerne og placere sig korrekt.

– Hvor tæt følger du Aalborg Håndbold?

– Jeg ser så vidt muligt deres kampe og håber, de vinder – undtagen, når de møder os.

– Hvordan havde du det med, at I tabte semifinalen i Champions League til Aalborg Håndbold i juni?

– Det var noget lort! Måske gjorde det lidt ekstra ondt, at det var Aalborg, vi tabte til, men jeg var mest skuffet over den indsats, vi leverede. Vi havde haft en flot sæson og var opsatte på at sætte prikken over i’et i Champions League, så vi havde vundet alle de turneringer, vi deltog i.

– Hvordan vurderer du styrkeforholdet mellem Aalborg Håndbold og Magdeburg lige nu?

– Meget lige. Aalborg har lagt et lag på, og kampene mellem topholdene i Champions League er som regel virkelig tætte.

– Hvilken modtagelse forventer du af publikum i Sparekassen Danmark Arena?

– Jeg håber inderligt, at de tager godt imod mig og os. Jeg synes nu også, at de danske tilskuere normalt er fair over for gæsterne.

– Et bud på resultatet?

– Vi vinder – men det bliver sikkert tæt.

– Hvem vinder EHF Champions League i denne sæson?

– Magdeburg. Vi går efter trofæet, og jeg tror og håber, at vi kan vinde – men 10 andre hold har også en reel chance. Det er sindssygt jævnbyrdigt.

– Er det realistisk, at du på et tidspunkt vender tilbage til Aalborg Håndbold?

– Ja, det tænker jeg. Hvis jeg vender hjem til Danmark for at spille, bliver det selvfølgelig i Aalborg Håndbold.

– Du har kontrakt med SC Magdeburg til 2026. Kan man forestille sig, at du ligesom Simon Hald vender hjem efter fem år i Tyskland?

– Alt kan ske, men umiddelbart er det ikke planen. Jeg tror ikke, at vi om to år er færdige med at være i udlandet.

Magnus Saugstrup og co. kommer til Aalborg med en skuffelse i bagagen, idet SC Magdeburg søndag aften på hjemmebane tabte 24-29 til THW Kiel. Det var første gang i næsten to år, at Magdeburg måtte se sig besejret på egen boldgade.

I Sparekassen Danmark Arena bliver der desværre ikke noget gensyn med Felix Claar. Den tidligere Aalborg-profil er blevet opereret i akillessenen og ventes først klar igen i februar 2025.

Vil du opleve topbraget live, er der endnu få ledige pladser til onsdagens kamp.

(Foto: EHF/Kollektiff)

Praktisk information til onsdagens europæiske dyst i Sparekassen Danmark Arena

Praktisk info til aftenens kamp i Machineseeker EHF Champions League. Billetter Der er endnu enkelte ledige pladser til kampen – bestil dem via linket herunder. Find billetter her Har du...

Buster: Vi skal holde vores hjemmebane

Buster Juul er tilbage fra sin skade og glæder sig til onsdagens nøglekamp i Machineseeker EHF Champions League mod ungarske OTP Bank – Pick Szeged. I opstarten til denne sæson...

Værd at vide om OTP Bank – Pick Szeged

Onsdag aften venter en ny vigtig kamp i Machineseeker EHF Champions League, denne gang mod OTP Bank – Pick Szeged. Her kan du blive klogere på det ungarske hold. Truppen...

Håndbold i verdensklasse