Det var tæt hele vejen i lørdagens udekamp mod TMS Ringsted i HTH Herreligaen, men efter en hæsblæsende afslutning sikrede vi os en sejr på 32-31 på et sejrsmål scoret af Lukas Sandell med 18 sekunder tilbage.
Der skulle slides i samtlige 60 minutter, før vi ved slutfløjtet kunne juble over vores sjette sejr, af lige så mange mulige, i 2022.
Fra kampens begyndelse var det hjemmeholdet, der kom bedst ud af starthullerne. Ringsted mandskabet spillede med godt tempo, og vi havde svært ved at dæmme op for deres hurtige fødder, i opgørets indledning. Efter ti minutters spil havde de derfor bragt sig i front 9-6.
Langsomt fik vi kæmpet os tilbage i kampen, og bl.a. takket være flere straffekastsredninger fra Simon Gade spillede vi os til vores første føring fem minutter før pausen.
En serie af tekniske fejl ødelagde dog vores momentum frem mod pausen, og det var i stedet hjemmeholdet, der kunne gå i omklædningsrummet med en føring på 16-15.
Vi kom til gengæld godt ud til anden halvlegs start, og få minutter inde havde vi spillet os til vores første tomåls-føring i kampen.
Det varede dog kortvarigt, inden det igen var hjemmeholdet, der var i front. Sådan fortsatte det i store dele af anden halvleg, hvor det vekslede mellem at være helt lige eller en etmåls-føring til Ringsted.
Med otte minutter tilbage af opgøret bragte hjemmeholdet sig i front med to. På en dag, hvor vi aldrig ramte topniveauet, fortsatte vi dog med at kæmpe ufortrødent, og det gav pote til slut.
Få minutter senere hev en storspillende Simon Gade sin fjerde straffekastsredning frem, og kort efter udlignede en lige så velspillende Benjamin Jakobsen til 28-28.
Der var derfor lagt op til en uhyre tæt og dramatisk afslutning, hvor det var helt lige 31-31 med et halvt minut igen og timeout forlangt af Stefan Madsen.
I det efterfølgende angreb satte Lukas Sandell bolden i kassen til stillingen 31-32, og da Ringsteds efterfølgende angreb løb ud i sandet kunne jublen bryde løs ovenpå en hårdt tilkæmpet sejr.
Det var en hård og jævnbyrdig kamp mod et Ringsted mandskab, der var velspillende og havde stor ære af kampen. I den absolutte slutfase fik vi dog marginalerne over på vores side, og vi trak derfor det længste strå og to vigtige point med i bagagen til Aalborg.
Efter et par lange udebaneture i henholdsvis EHF Champions League og HTH Herreligaen ser vi nu frem mod to spændende udfordringer i vante omgivelser den kommende uge.
Her gælder det først et kæmpe nordisk brag mod Elverum på onsdag, hvor vi skal forsvare vores førsteplads i CL’s gruppe A, inden vi to dage senere får besøg af SønderjyskE – køb billet til disse kampe ved at klikke her.
Matchfacts
TMS Ringsted målscorere:
Mark Nikolajsen 7, Martin Risom 6, Pelle Schilling 5, Lauritz Legér 5, Oliver Knudsen 3, Oskar Vind Rasmussen 3, Anders Agger Pedersen 2.
Aalborg Håndbold målscorere:
Buster Juul 6, Lukas Sandell 5, Jesper Nielsen 4, Benjamin Jakobsen 4, Nikolaj Læsø 3, Henrik Møllgaard 3, Jonas Samuelsson 2, Felix Claar 2, Andreas Holst 2, Sebastian Barthold 1.
Udvisninger:
TMS Ringsted: 4 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min.
Redninger:
Patrick Bols: 13/40 (33 %)
Tobias Lantz-Pedersen: 0/2
Mikael Aggefors: 1/12 (8 %)
Simon Gade: 12/32 (38 %)
Dagens tilskuertal i Dansk Kabel TV Arena var 799.