pokal header web (3)

Sejr onsdag vil sende Aalborg Håndbold i europæisk 1/8-finale

Onsdag aften gælder det sæsonens sidste hjemmekamp i gruppespillet i Machineseeker EHF Champions League. Lukas Sandell ser frem til en stor europæisk aften i Sparekassen Danmark Arena.

Efter gevinsten på hjemmebane over ungarske Pick Szeged for to uger siden, medførte sidste uges opgør i Polen mod Industria Kielce desværre et nederlag i en kamp hvor der var gode muligheder for at tage point.

– Vi var meget skuffede efter kampen, og sad tilbage med en fornemmelse af at vi havde muligheder for at vinde på en svær europæisk udebane. Vi kom til mange gode chancer, men fik ikke scoret på dem, hvilket var frustrerende, selvom man trods alt også skal huske på, at det er en meget dygtig målmand (Andreas Wollf, red.) de har på holdet dernede, lyder det fra Aalborg Håndbolds svenske landsholdsspiller Lukas Sandell, der tidligere i karrieren har spillet for netop norske Elverum Håndball, der er onsdagens modstander i Sparekassen Danmark Arena.

– Elverum er en meget professionel klub, ingen tvivl om det. Det er en rigtig god klub at udvikle sig i, hvor man også kommer ud og prøver at spille europæisk. Mange spillere har taget turen videre fra Elverum, og jeg husker det kun som en fantastisk klub med en meget familieorienteret tilgang, samt nogle rigtig gode fans, forklarer Sandell, der især husker ét øjeblik fra tiden i det norske.

– Højdepunktet var nok, da vi spillede mod PSG i Håkans Hall i Lillehammer foran 11.000 tilskuere, hvilket er norsk rekord. Det var en fed oplevelse.

Selvom vi vandt den første kamp mod Elverum i Norge, så tager vi på ingen måde let på det.

Morgendagens gæster kommer til Aalborg med blot én sejr i bagagen i sæsonens første 12 opgør i Machineseeker EHF Champions League, hvilket skete da man i november vandt på hjemmebane over slovenske Celje med cifrene 31-29.

– Det er et hold der har arbejdet hårdt for at få point i turneringen, men statistikken snyder lidt, for de har trods nederlagene spillet mange gode kampe. Jeg forventer at vi får en svær kamp i morgen, for Elverum har mange gode spillere der er på vej frem. Så de kommer ikke til at lægge sig ned, for de har et rigtig fint hold og en dygtig træner, så de kan sagtens overraske os, hvis ikke vi er vågne, analyserer Sandell, der dog har opskriften på en nordjysk sejr klar.

– Det vi har gjort godt de seneste kampe, er at spille hurtigt og løbe vores kontraer. Vi har strammet op på mand-til-mand duellerne og dem skal vi helt sikkert fortsat være gode til at løse. Samtidig skal vi blive ved med at stå stærkt i midten af forsvaret, for Elverum har en meget dygtig playmaker (Tobias Grøndahl, red.) som er god til at finde stregspillerne og fordele boldene ud til de to backs, så vi skal holde det kompakt i midten og holde godt øje med hans spidskompetencer, forklarer Lukas Sandell videre.

Med en sejr onsdag aften vil Aalborg Håndbold være sikret avancement til sæsonens 1/8-finaler i Machineseeker EHF Champions League, og spørger man Lukas Sandell, er der kun ét klart mål med morgendagens opgør.

– Vi går naturligvis ind for at vinde kampen, det gør vi til alle kampe, for vi skal helt sikkert videre til 1/8-finalerne, det er sindssygt vigtigt for os.

– Selvom vi vandt den første kamp mod Elverum i Norge, så tager vi på ingen måde let på det. Vi spiller hjemmekamp foran vores fantastiske publikum, så vi vil selvfølgelig gøre alt for at give dem en stor oplevelse og tage de to point.

– Her spiller publikum også en vigtig rolle. Jeg synes at vores fans gør det rigtig godt til alle kampe, så de skal bare blive ved med at give den gas på tribunerne. De ved dog også, at det er en meget vigtig kamp i morgen, så de må gerne lige give den 10 procent ekstra derude, så skal vi nok gøre vores allerbedste på banen, afrunder Lukas Sandell.

Onsdagens opgør i Sparekassen Danmark Arena fløjtes i gang kl. 18.45, og kampen er stort set udsolgt, i det kun godt 30 pladser endnu er tilgængelige til opgøret.

Disse kan købes via dette link.

Har man ikke fået billet til opgøret kan kampens også følges direkte på TV3 Max og Viaplay med optakt fra kl. 18.00.

Skjern6

Vigtig sejr i Skjern fastholder førstepladsen

Fabian Norsten og Sander Sagosen gik forrest, da Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag vendte nederlag til sejr og tog begge point med hjem fra det vestjyske. Efter 14 dages pause fra...
EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold- Industria Kielce Foto: Henrik Hansen

Cheftræneren: “Over 60 minutter kan vi slide de fleste hold op”

Lørdag eftermiddag venter en spændende kamp på udebane mod Skjern Håndbold. Se cheftræner Simon Dahls forventninger til opgøret. https://www.youtube.com/watch?v=7ZdoBWTym2E Lørdagens kamp spilles kl. 16.00 i Skjern Bank Arena og sendes...
HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Ribe-Esbjerg HH Foto: Henrik Hansen

Aalborg Håndbold sælger Aleks Vlah til Industria Kielce

Sloveneren skifter efter denne sæson til de polske Champions League-deltagere. Dermed bliver den nuværende sæson også Aleks Vlahs sidste i den røde Aalborg-trøje, som han siden sommeren 2023 har trukket...

Håndbold i verdensklasse