pokal header web (1)

Sikker sejr over Lemgo ved So-Tech Cup

Aalborg Håndbold viste bredden frem, da tyske TBV Lemgo lørdag eftermiddag blev nedlagt med cifrene 31-25.

Aalborg Håndbold fik en god start på lørdagens semifinale mod TBV Lemgo ved træningsturneringen So-Tech Cup i Halle i Tyskland.

Allerede efter tre et halvt minut stod der 3-0 i dansk favør, og trods et par tyske reduceringer var stillingen efter de første 10 minutter 5-2.

Det skyldtes ikke mindst flere gode redninger fra Niklas Landin i målet, heriblandt to på straffekast, ligesom Aleks Vlah og Mikkel Hansen viste sig godt frem som henholdsvis målscorer og assistmager.

Der var ad flere omgange muligheder for at trække yderligere fra på måltavlen, men tre-fire chancer blev misbrugt, hvilket de blåklædte tyskere udnyttede til at skrue tempoet i vejret og straffe fejlene med hurtige scoringer i modsatte ende af banen.

Midterfasen af første halvleg blev således en lidt rodet affære, hvor holdene skiftevis smed bolden væk eller begik straffekast, hvilket betød at der i flere minutter blev byttet scoringer.

Anfører René Antonsen måtte indkassere kampens første udvisning efter 18 minutter, men trods undertallet blev tremålsføringen fastholdt ved stillingen 10-7.

Gradvist begyndte Stefan Madsens mandskab dog at trække yderligere fra, og Mikkel Hansens store spilmæssige overblik førte flere gange til at holdkammeraterne blev sat op til chancer, eller at Lemgo-spillerne måtte trække udvisninger for at forhindre scoringer.

Efter 22 minutter var der  comeback til de norske fløjspillere Sebastian Barthold og Kristian Bjørnsen, og førstnævnte kom kort efter på måltavlen med sin første scoring i kampen efter fint oplæg fra Lukas Nilsson.

Målet var del af en længere Aalborg-stime, hvor føringen blev udbygget til hele 14-7, mens Bundesliga-mandskabet blev holdt scoringsløse i over otte minutter, frem mod pausestillingen 15-8.

Fra anden halvlegs start blev Fabian Norsten sendt i mål for første gang, ligesom Mads Hoxer ligeledes kom på banen til sine første minutter i kampen.

Den hårdt skydende højre back var ikke sen til at stemple ind og leverede den første Aalborg-scoring i anden halvleg.

Et mere aggressivt Lemgo-forsvar forsøgte at gøre livet sværere for de sortklædte aalborgensere, men selvom tyskerne fik bremset den nordjyske offensiv et par gange, forblev føringen konstant på seks-syv scoringer.

Dette skyldtes ikke mindst de mange strenge som Aalborg-angrebet kunne spille på, og afvekslingen mellem skud fra distancen og indspil til stregen var svær at dæmme op for.

Med et kvarter tilbage valgte tyskerne derfor at spille syv-mod-seks i angrebet, hvilket gav en kortvarig opblomstring, så føringen med 13 minutter igen var reduceret til fire mål ved stillingen 24-20.

Omgående blev grebet dog atter strammet og via et fikst defensivt indgreb og scoring fra Patrick Wiesmach, samt en redning fra Fabian Norsten med efterfølgende mål fra Buster Juul, blev den komfortable føring reetableret.

Da kampen dermed reelt var afgjort blev slutfasen på opgøret en formalitet, hvor både tempo og intensitet dalede mens uret tikkede mod 60 minutter. Dermed kunne Aalborg Håndbold køre en sikker sejr på

Søndag kl. 16.00 venter finalekampen ved So-Tech Cup, hvor modstanderen bliver de regerende Champions League-mestre fra SC Magdeburg, der tidligere lørdag besejrede franske HBC Nantes med cifrene 32-30.

Opgøret bliver en spændende styrkeprøve, hvor der også bliver gensyn med et par kendte ansigter i form af Magnus Saugstrup og Felix Claar.

Søndagens finale kan gratis følges direkte via livestream via dette link.

(Foto: Eulen Media)

Matchfacts So-Tech Cup semifinale

TBV Lemgo-Aalborg Håndbold 25-31 (8-15)

Stillinger undervejs

10’ 2-5, 20’ 7-10, 30’ 8-15, 40’ 13-20, 50’ 20-27, 60’ 25-31

Målscorere Aalborg Håndbold

Lukas Nilsson 4, Aleks Vlah 4,  Buster Juul 4, Simon Hald 4, Mikkel Hansen 3, Mads Hoxer 3, Patrick Wiesmach 3, Jack Thurin 2, Sebastian Barthold 1, René Antonsen 1, Thomas Arnoldsen 1, Kristian Bjørnsen 1

2-minutters udvisninger

TBV Lemgo: 4

Aalborg Håndbold: 2

EHF Champions League håndbold i Aalborg.

Aalborg Håndbold - Kolstad Håndbold slut 27-25

Arena

Praktisk info til aftenens Champions League-brag mod HBC Nantes

Læs praktiske informationer til aftenens sæsonpremiere i Machineseeker EHF Champions League i Sparekassen Danmark Arena. Billetter Der er endnu ledige billetter til kampen og spillerpræsentationen før kampen. Find billetter her...
HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Ribe-Esbjerg HH Foto: Henrik Hansen

Niklas Landin foran operation og efterfølgende pause

Målmanden skal i den kommende tid opereres i det ene knæ, hvorefter der venter en kamppause på cirka to måneder. Som de fleste ved, var 35-årige Niklas Landin i sommeren...
HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Ribe-Esbjerg HH Foto: Henrik Hansen

Arnoldsen: Vi skal holde vores hjemmebane

Thomas Arnoldsen ser forud for sæsonens første Champions League-brag frem til en forventet svær opgave mod HBC Nantes, hvor publikum gerne må spille en hovedrolle. Resultatmæssigt er Aalborg Håndbold kommet...

Håndbold i verdensklasse